Kunsten at sige ordentligt farvel
Populær
Fredag aften havde folkemetallerne i Huldre inviteret til afdansningsbal i Pumpehuset. Bandet sagde farvel med et indholdsrigt program og en fest til langt ud på natten
Efter 10 år som Huldre har det indtil nu største danske folkemetalband valgt, at det var dét for denne gang. Det skulle dog ikke ske uden en ordentlig afsked, og således er der afholdt afskedskoncerter på både VoxHall i Aarhus for to uger siden og i fredags i Pumpehuset, København.
Fredag aften var der kælet for detaljerne. Der duftede af julens gløgg, men det var naturligvis en duft af mjød, som man sansede, straks man gik ind af døren til Pumpehusets lille sal. Ovenpå skulle det endelige slag stå, og trak man først opad, kort før bandet gik på, så måtte man ase og mase sig vej frem eller tage til takke med en plads bagerst. Huldres sidste koncert var i den grad velbesøgt. Og ovenpå var der umiddelbart også tilføjet lugt til oplevelsen, da der indimellem kom en røgdunst som fra et bål. Scenen var organisk, som Huldre er kendt for det; De ofrer gerne en halv skov for den rigtige sceneudsmykning. Smukt så det ud med knogler, grene fra træer og så naturligvis hovedpersonerne i Huldre klædt i tøj, der passede til genren.
Plads til alt i sættet
Nanna Barslev annoncerede tidligt i forløbet, at man ville blive serveret alle Huldre-sange. Derfor var koncerten også delt i to sæt, hvor Heidra så ville tage sig af pauseunderholdningen. Eller "skinken i din Huldre-sandwich", som Heidra-forsangeren senere metaforisk beskrev seancen.
Men først Huldre. Der var ingen tvivl om, at det var et tændt band, som det store publikum havde glæde af denne aften. Huldre har spillet på Wacken Open Air og to gange på Copenhell. Og netop Copenhell synes at have været en afgørende brik i puslespillet for Huldres popularitet, som fik et gigantisk løft efter disse koncerter. Folk fik øjnene op for dette folkemetal-band, der favner bredt i genren: Der er de med tordentrommer serverede metalliske og hårde dele, som kunne komme bedre til sin ret med en mere metallisk guitarlyd end den lidt baggrundsagtige mørke og desværre lidt anonyme lyd, som Lasse Olufson havde denne aften. Det blev dog bedre i det andet sæt, hvor guitaren endelig trængte lidt mere gain'et igennem. Så er der de episke, smukke og langsomme, meget fortællende elementer med masser af gentagelser i lyrikken, som det kendes fra de folkesange, der har været inspiration for bandet. Og endelig, så er der det helt gøglede, hvor bandmedlemmerne danser kædedans og ser fjoget ud som små elvere i en lykkesrus. Denne aften var det Huldres aften, og publikum elskede det, mens der på Copenhell også ville have stået en større skulende flok på afstand med korslagte arme uden at kunne forstå hurlumhejet, som i stedet ville sætte kurs mod baren.
Hits og peaks
Det blev i det hele taget en noget nær perfekt aften for Huldre trods denne anmelders ønsker til guitarlyden. Bassen var til gengæld klar og fyldte herligt i lydbilledet, mens violin, fløjter og drejelire gjorde deres for flot at sætte streg under, at det er både folkemusik og metal. Nanna Barslev i front var sikker i sin imponerende vokal, selvom den bugnende sætliste gjorde at ikke alle ord lige blev husket, og en enkelt gang måtte bandet flytte lidt rundt på sætlisten, da hun kom til at introducere den "forkerte" sang. Skaden var dog ikke større, end at Huldre selvfølgelig spillede den sang, som Barslev nu så levende havde fortalt handingen i og tog det planlagte nummer bagefter.
Med så meget på repertoiret, så var der naturligvis alle de største sange, som 'Ulvevinter', 'Trold', 'Jagt' og 'Knoglekvad'. Også den lange og smukke og sirligt opbyggende 'Fæstemand' fik man i flot levering. Det gav nogle naturlige peaks i sættet, og dermed også nogle tidspunkter, hvor publikum tabte gejsten en kende, men med den store feststemning i salen, så blev der bare skålet lidt mere med sidemanden her. Bedst og mest intenst var sæt nummer to. Publikum var kommet i endnu højere stemning, og Huldre selv begyndte måske også at fornemme det helt særlige i, at nu var man ved at lukke et eventyr ned, mens det var allermest på toppen, og det gav et eller andet særligt til denne anden halvdel.
En energisk pause
Publikum fik således hyldet Huldre med flere taktfaste "Huldre! Huldre!", men også Heidra var med på den. Alle i bandet spillede i Huldre t-shirts, men bandet ville dog ikke gå all-in, og spillede trods alt foran sit eget bagtæppe. Heidra bragte mere metal til aftenen, selvom backingtracket, som bandet spiller til, har masser af keyboards og elementer, som også peger mod det folkede. Det havde sine Vintersorg-momenter, især i kraft af den glimrende og lidt specielle rene vokal fra Morten Bryld, der til gengæld i starten ikke havde så fed lyd på sin hæse, mere raspende vokal. Det fik lydmanden dog rettet op på senere, så det lød mere naturligt til instrumenternes rasen.
Heidra ville også feste og kom med stor energi og knyttede næver. Tempoet og melodierne gjorde nogle sange til næsten power metal, hvis det ikke havde været for vokalen. Synd var det, at den ene guitar var stort set væk i lydbilledet. Måske fordi det var samme forstærker og kabinet, som Huldre bruger, og som skrevet tidligere, så var det jo ikke fordi, at Lasse Olufsons egen guitarlyd var synderligt gennemtrængende i Huldres lyd. I hvert fald var Martin W. Jensens lyd en sagte hvisken, når man stod blot lidt til højre i salen, den modsatte side af Jensens position.
Et fornemt farvel
Heidra kæmpede i starten med, at store dele af publikum gik til pause med Huldre, men som folk kom tilbage, fik bandet kæmpet sig godt tilbage og fik afleveret et brandvarmt pumblikum til Huldres sidste del af afdansningsballet. Især lånet af Laura Beck med violin til et af numrene gav pote. Beck var nærmest mere vild og dansende, end når hun stod på scenen med sit eget band, og hun gav et solidt hekseskud af energi til Heidra.
En rigtig fornemt farvel til Huldre. Fra Heidra også, men især fra det store publikum, der gav bandet et rørende sidste punktum i eventyret. Og havde man ikke fået nok af næsten i alt tre timers musik fra de to bands, så var det bare at fortsætte til DJ'ens toner nedenfor, hvor festen var annonceret med en lukketid, der hed, når den sidste feststemte gæst tager hjem.
Karakterer:
Heidra - 3
Huldre - 4