Hvor skabet skal stå!
PopulærEn vital håndfuld af bands viste på forskellig vis, hvor møblementet skal placeres når det skal sættes ned af metal- og deathcore-folk. Især svenske Vildhjarta imponerede.
Lyden af den dryppende regn blandede sig med de utålmodigt trippende fødder i køen til Pumpehuset, der ikke havde åbnet dørene til den annoncerede tid. Ikke at dét åbenbart skulle forsinke aftenens program, så Volumes var derfor næsten færdigt, da jeg endelig nåede ind i det sortmalede nedre lokale, der skulle være rammen om aftenens hippe optrædener. Det lidt jeg nåede at høre var en gang god og solid metalcore i den dystre og aggressive ende af skalaen. Måske ikke rasende originalt, men bestemt heller ikke spild af tid.
(Karakter: 3)
Næste band i rækken stod faktisk slet ikke på programmet – i hvert fald ikke dét på hjemmesiden. Canadiske Structures er et ungt band der ligeledes spiller en aggressiv og larmende blanding af hardcore og metal. Heller ikke disse ungersvende har helt fundet en stil der er chokerende original, men de gjorde vældigt meget ud af sceneshowet, og leverede meget professionelt. Faktisk så meget, at man ikke var i tvivl om, at de kunne have lavet nøjagtigt det samme show foran en ko på en mark, hvorfor sure gamle mænd ville mene, at det ikke virkede helt ægte. Men heldigvis var det ikke sure gamle mænd, der stod foran scenen, for dér var der forrygende gang i den.
(Karakter: 3)
Krummede tæer
Kronologisk set er det blevet tid til at skrive et par ord om Vildhjarta, men det band gemmer vi lige til sidst, og springer videre til franske Betraying The Martyrs. Iforhold til de tidligere nævnte bands, spiller dette orkester dét, der denne aften lå tættest på mainstreammetal. Især de tunge stykker var særdeles effektive og metalliske, og forsangerens growl lød da også som et af metallens helt store, nemlig Randy Blythes (Det er ham fra Lamb Of God). Ligesom Structures' frontmand Nick Xourafas i øvrigt, viste vokalisten Aaron Matt en ny (eller genoptaget...) trend indenfor sangfremførelse. Man skal stå højt, så alle kan se hvor psyko man er, med spastisk krogede, hængende arme, nedadbøjet ansigt med halvt himlende øjne og den slags. Det kan man jo gøre op med sig selv, om man synes er fedt at kigge på, men mine tæer har lige siden været lige så spastisk krummede som hans arme, så jeg er nok ikke med på holdet...
(Karakter: 3)
Aftenens hovednavn, Veil of Maya, gjorde derimod en hel anden og helt ligetil figur. Nok er deres form for deathcore stærkt synkoperet, men den er det ikke på samme matematiske facon som eksempelvis Meshuggahs. Musikken har derimod en punket og organisk kvalitet, som på den ene side er mere tilgængelig, men som også er mere vild. Det fungerede rigtig fint på scenen, hvor den illinoiske kvartet gik op og greb deres instrumenter, for så at sætte ild på pitten. Det var en helt anden form for professionalisme, hvor numrene bare flød velspillet fra scenen uden så mange dikkedarer – aftenens næstbedste performance.
(Karakter: 4)
… for nu kommer vi nemlig til Vildhjarta, som blev sprunget over tidligere. Vildhjarta er et ganske nyt band fra det nordsvenske, og de imponerede (ikke mindst mig) med debutudgivelsen 'Måsstaden', der formåede at slå bro mellem metalcore og den svenske progressive dødsmetal. Enhver tvivl om, at bandet kunne spille pladens meget komplekse numre live blev gjort til skamme, for detaljerigdommen og tyngden gik hånd i hånd og var muligvis bedre og mere overbevisende end på plade. At et så ungt band kan finde på så kreativ musik og levere den så blæret live, viser at fremtiden er deres. For det var denne aften i Pumpehuset i hvert fald.
(Karakter: 5)