Sørgelig pøllerock
Populær
Det er ærgerligt, når ens gamle musikalske helte ikke kan leve op til deres højdepunkter. Men det er sørgeligt, når ens gamle helte leverer en præstation, der får dem til at fremstå som et amatørband af den slags, som spillede på lokale rockfestivaler i gamle dage.
I 90'erne skete der ikke ret meget i Fredensborg, hvor Devilutions udsendte voksede op. Nærmest ingenting. I det hele taget skulle man til København, hvis man ville til koncert, og det var man vel for ung til, mente ens forældre. Sikkert fornuftigt nok. Der var årligt en lokal rockfestival med yderst tvivlsomme bands med halvgamle mænd, hvis sangere ofte sang falsk, og som næsten altid lignede nogen, der var gået på ferie, hvilket de sikkert også var, eftersom det lå ret tæt på skoleferien. Sådan et band lignede engang så mægtige In the Woods..., der lavede den sublime 'Omnio' omkring den tid, da undertegnede netop var henvist til førnævnte type af koncerter.
Bandet gik i opløsning i 2000, men er nu gendannet med kernen i form af Botteri-brødrene Cristopher og Christian på henholdsvis bas og guitar og trommeslageren Anders Kobro sammen med et nyt medlem i form af James Fogarty på vokal, som afløser for Jan-Kenneth Transeth og sangerinden Synne Larsen. Fogarty havde dog tilsyneladende ikke rigtig gjort sig den ulejlighed at lære teksterne udenad og gik ofte over og så ud til at kigge på teksterne. Godt nok er de ordrige, men det virker ikke voldsomt professionelt eller befordrende for showet.
Det var det heller ikke, at samtlige medlemmer så ud til at have en kappestrid om, hvem der kunne se mest ligegyldig og lad ud. Kampen endte uafgjort mellem Christian X Botteri og liveguitaristen Kåre André Sletteberg, men bortset fra Cristopher Botteri så de alle ud, som om de alle helst ville være et andet sted. Det ville en stor del af publikum også, som koncerten skred frem, og det forstod man.
For det er en ting at se ugidelig ud, noget andet er at spille så slapt, som bandet gjorde. Den storladne lyd kunne de slet ikke reproducere, Fogarty sang falsk under store dele af koncerten, og og Kobro spillede med en mystisk pøllerocktendens, der blev komplementeret af bassist-Botteris slap bass-lyd på begrædelig vis, mens guitarernes ellers så himmelstræbende melodiforløb mest af alt bare var flade.
Det er bizart at have så godt et bagkatalog og så køre det ned under gulvbrædderne på den måde. Mange talte om Deströyer 666's koncert som en mindre skandalekoncert. Men den egentlige skandalekoncert på festivalen var In the Woods... pøllerockskamfering af eget fornemme bagkatalog. En trist omgang.