Infernalsk torden og trance
Populær
Med syv danske koncerter på bare tre år er der næppe noget at sige til, Inquisition fremstår som et deja-vu, men trods alt stadigvæk et fandenivoldsk fedt deja-vu.
2. Ancient Monumental War Hymn
3. Dark Mutilation Rites
4. Infinite Interstellar Genocide
5. Vortex From the Celestial Flying Throne of Storms
6. Desolate Funeral Chant
7. Master of the Cosmological Black Cauldron
8. Astral Path to Supreme Majesties
9. Command of the Dark Crown
10. Powers of Death and Destruction
11. A Magnificent Crypt of Stars
For syvende gang på tredje år gæstede Inquisition Danmark, da stod på Royal Metal Fest fredag aften.
Med 2013’s geniale ’Obscure Verses for the Multiverse’ og sidste års stabile ’Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith’ er Inquisition altid et gensyn værd, men et nyt syn kan man næppe kalde Inquisitions koncerter mere.
Duoen lægger ikke vægt på kontakten til publikum. Musikken er i centrum. Taler for sig selv, mens Thomas ”Incubus” Stevens tonser løs på trommerne, og Jason ”Dagon” Weribach i tight selskab filer løs på strengene og med en jægers målrettede blodtørst går skiftende mellem scenens to mikrofoner.
Få andre duoer kan fremmane så meget infernalsk og kontrolleret kaos, som Inquisition er i stand til, når først de slipper deres musikalske helvedeshunde løs. Men de bed aldrig for alvor igennem fredag aften.
Duoen er set skarpere før. Og ikke mindst fokuseret. Det er, som om tre års permanent liv på landevejene har sat spor af træthed i det mægtige black metal-band.
”Tak for at gennemgå dette personlige ritual med mig,” lød det fra Dagon som de sidste ord efter 60 minutters kværnende black metal.
”Ritual” er blevet mere reglen end undtagelsen at kalde en koncert for grupperne, der gør sig i den sataniske musikgenre. Men hvor det virker oprigtigt for satanisten Erik Danielsson i Watain, der bader sig i blod og omgiver sig med flammer, så virker det knap så overbevisende for de fleste andre.
Inquisition plejer da også at udføre deres ritual i overbevisende stil, men deres konstante liv med koncerter gør, at de netop ikke selv ligner nogen, der helt selv tror på det. Og så er det sgu umuligt at få andre til at tro på illusionen, eller prædikenen, om man vil.
Dermed ikke sagt, at Inquisition faldt til jorden. Selvom de er set bedre før, steg dæmonerne stadig frem fra det hinsides. I særdeleshed ’Master of the Cosmological Black Cauldron’s tunge riffs sendte salen i en kollektiv sort trance og skilte sig ud som ritualets højdepunkt.
Mens efterfølgeren ’Astral Path to Supreme Majesties’ sendte gæsterne ud af den igen og ind i en langt mere brutal dimension med dens fandenivoldske tempo. Sådan føltes de fleste numre. På den gode måde. Som oplevelsen af et fedt og fandenivoldsk deja-vu, men trods alt et deja-vu.