Så rigtigt, at det blev forkert
Populær
Kamelot gæstede sammen med blandt andre Ozzys guitarist, Gus G, Viften i Rødovre. Målt på publikumsrespons var hovednavnet en sikker vinder, mens Gus G rent musikalsk tog stikket.
When the Lights are Down
The Great Pandemonium
Center of the Universe
Karma
Torn
Song for Jolee
March of Mephisto
Rule the World
Insomnia
(Trommesolo)
Fallen Star
Liar Liar (Wasteland Monarchy)
Forever
Ekstra:
Revolution
Sacrimony (Angel of Afterlife)
Det krævede en invitation fra en turnerende ven, før jeg oplevede Viften i Rødovre for første gang. Og sikke et spillested. Det kan Rødovre godt være bekendt. Alt synes at være toptunet, lige bortset fra udluftningen. For der blev varmt, som aftenen skred frem. Der blev rigtig ulideligt varmt. Derfor så jeg størstedelen af Kamelots koncert fra døråbningen ind til salen, men det gjorde nu ikke noget, for både lyd, udsyn og stemning var god, derfra hvor jeg stod.
Dette var mit andet møde med Kamelot. Også forrige gang var på invitation fra et medrejsende supportband. Ligesom sidst er min konklusion på Kamelots optræden, at det hele - lyd, lys, interaktionen med publikum, udseende, andenstemmer, kompositioner, stage moves, intermezzoer - DET HELE var så strømlinet og rigtigt, og jeg kan egentlig godt forstå, at det kan virke dragende på folk. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at de fleste blandt publikum denne aften ville have givet Kamelot topkarakter. Hele salen havde en fest.
For mig var det hele imidlertid så rigtigt, at det nærmest blev forkert. Der blev for meget Melodi Grand Prix over det. Det er måske den generelle power metals helt store udfordring ikke at kamme over i svulstighed og easy listening, men stadig bevare metalmusikkens helt centrale princip om et beskidt og ofte grotesk oprør mod etablissementet.
Filmen knækkede for mig allerede tidligt, da den nydelige og perfekt skårede forsanger Tommy Karevik dedikerede 'Torn' til sin netop afdøde bedstefar med en tale om, at bedstefaren var alt, Tommy gerne ville være. Hvorfor skulle vi vide det? Jeg tolkede det som et smagløst forsøg på at score billige point blandt især den kvindelig del af publikummet. Kamelot var simpelthen for meget af det helt finpolerede og ufarligt rigtige og altså slet ikke min kop te.
Anderledes forholdt det sig med aftenens main support. Gus G er på papiret et soloprojekt, men de fremstod på scenen som et band. Nok var jeg farvet af, at min gode ven Johan Nunez sad bag tønderne, men Gus G (forstået som helheden og ikke enkeltpersonen) var så absolut et charmerende bekendtskab. Det var også power-orienteret metalmusik, men uden på nogen måde at blive for meget. Der var en god underliggende råhed koncerten igennem. De formåede samtidig på glimrende vis at afveksle mellem at spille som enhed og så give plads til Gus G's fantastiske guitarspil, der har givet ham pladsen i Ozzys orkester. Og så var der gode riff indimellem - dem er vi jo svært glade for.
Åbningsbandet, The Kobra and The Lotus, gik jeg desværre glip af, men de fik fin opmærksomhed ude ved merchandiseboden. Så alene det måtte vidne om en godkendt præstation.