Opvarmning til dødsfest

_XTD7673
_XTD7559
_XTD7639
_XTD7362
_XTD7410
_XTD7392
_XTD7761
_XTD7790

Dødsfesten står for døren, og opvarmningen dertil skulle vise sig at være lunken, kogende og måske lunken igen. Kill Town Death Fest præsenterede tre bands for et stille København, hvor de eneste uden ansigter stjal opmærksomheden. 

Kunstner
Titel
+ Altarage + Ascendency
Spillested
Dato
16-08-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

To guitarer og et trommesæt. Uden snak og med en hissende death-vokal bliver der varmet op for kedlerne i pumpehuset. Varmes op skal der nemlig, da Ascendency er første band til opvarmningen af den famøse Kill Town Death Fest, som afholdes for syvende gang 5.-8. september. Det føles dog, som om opvarmningen af det søjleforstyrrede lokale aldrig rigtig når til mere end en lunken tilstand. Om det skyldes De Korslagte Armes By, hvor ingen rigtig ser ud til at gide at være her, eller bandets egen indstilling til koncerten er svært at sige. Det lader til, at det kun er trommeslageren, der egentlig nyder at spille koncerten, men han vejer til gengæld også op for en del: Med et trimmet set-up formår han virkelig at vise, hvordan instrumentet i denne genre handler om kunnen og ikke bare antallet af tammer og bækkener. Når man vælger den simple konstellation til dødsmetal, er det vigtigt, at alles roller bliver udfyldt – især trommerne, når man vælger at droppe bassisten. 

Med et enkelt anerkendende nik til publikum og et sidste nummer slutter Ascendency deres knap 25 minutters lange show af. Old school black-konnotationer og en forfriskende dynamik i det sidste nummer får endelig Pumpehuset lidt over de 40-50 grader, og man begynder at føle, at der sagtens kunne være noget ret interessant i gærde hos de underjordiske københavnere. Dog kan man altid begræde, at holdningen “Koreografi? Fuck det, mand!” er endog meget present og har en lidt for dominerende rolle i den danske dødsmetalscene. Ikke at man skal til at indføre synkrondans eller andet hokus pokus, men et lille tegn i ny og næ om, at man faktisk gerne vil spille koncerten og sin musik kunne være fint. 

Nylonstrømpeskræk
I modlys og bedste Mgła-stil indtager spanske Altarage scenen. Med atmosfærisk lyd og professionel performance udligner de lugten af overbrugt røgmaskine. Her har vi at gøre med den diametrale modsætning til første band. Hvor Ascendency fokuserer på absolut ikke at have nogle prætentiøse handlinger eller udskejelser, er Altarage ren sceneshow. 

Maskerede og klar til krig får Altarage endelig lillebrorsalen til at koge. Lyden er også anderledes og langt mere massiv: Altarage er en trio, men forskellen fra dem og første akt ligger i instrumenterne. Her er en bas, som giver den sidste og fornødne bund til at kunne omfavne publikum i sort lyd. Og sort er det. Altarage spiller ekstrem, beskidt black-death metal. Med lange, ubehagelige passager, der minder om temaet til Pyramidemanden i spillet ‘Silent Hill’, får man den fornemmelse af netop horror, der kunne påstås at være målet for de nylonstrømpebærende spaniere. Her er heller ikke meget snak mellem numre, men når man vælger et koncept og en koreografi, kan det sagtens bære showet ikke at være publikumsaktiv. Man har allerede vist de fremmødte, at man faktisk gerne vil være der ... og man har endda taget en sok på hovedet for deres skyld.

Altarage bibeholder intensiteten og nerven stort set hele vejen i gennem deres set. Der er absolut ingen tvivl om, hvad Season Of Mist har set i den aggressive kvartet. Det er forfriskende gennemført og et fremragende indslag til et arrangement som dette.

De korslagte armes by
Med stormende fremgang og lydeffekter af lejrbål, viser australierne i Eskhaton, hvorfor det giver mening for dem at spille i Skandinavien og ikke under palmer og kræftfremkaldende ozonlag (eller mangel på samme). Uden referencer til mørke skove, vinterdepressive tanker eller socialistiske systemer spiller folket fra nedenunder fremragende ekstremmetal. Der kan her studses over, hvorfor dette arrangement ikke er på Mayhem, Lygtens Kro, Underwerket eller andre, mindre, mere undergrundsbaserede steder. For med Eskhaton er det lidt som at gentage oplevelsen fra første band. Bortset fra en enkelt langhåret herre, der virkelig føler den helt forrest (og til tider også lige vover sig ud i at bestige monitors og scenen), står folk igen med de korslagte arme og ligner nogen, der nærmest er tvunget til at se koncerten. Om det havde været mere livligt i det naturlige habitat på Mayhem, kan man kun gisne om. 

Eskhaton spiller sejt, rigtig sejt. Man kan have sine holdninger til slides, men man ville nok ikke komme op at slås om, at det bruger de meget. Måske lidt for meget. Det fremmaner desværre lidt en triviel fornemmelse, og sangene virker ensartede. Men det kan også have sin force i netop denne genre. 

Med et udsolgt KTDF kunne man sagtens have tænkt sig et langt større fremmøde. Dog virkede det ikke til at påvirke arrangørerne det store, og ting forløb, som de skulle. Med et glimrende tiltag i form af koncert i Byhaven inden koncerten på Pumpehuset er det altid en fornøjelse at bevæge sig ned på de kanter. Når det samtidig er tjekkede folk, der står for arrangementerne, kan man ikke rigtig sætte fingeren på meget. 

Med en halv IPA og nørrebroknallert triller jeg tilfreds hjem. Tak og vi ses, Kill Town.