Kødet for sparsomt og sovsen for lunken

Populær
Kødet for sparsomt og sovsen for lunken

Det var en visuelt flot menu, der var kreeret og serveret for en udsolgt og forventningsfuld Boxen i Herning, da Queen og Adam Lambert bød indenfor i søndags. Desværre levede smagen ikke helt op til synsindtrykket.

Spillested
Dato
14-02-2015
Genre
Trackliste
1. One Vision
2. Stone Cold Crazy
3. Another One Bites The Dust
4. Fat Bottomed Girls
5. In The Lap of Gods...Revisited
6. Seven Seas of Rhye
7. Killer Queen
8. I Want To Break Free
9. Somebody to Love
10. Love of My Life
11. '39 (Brian May sang)
12. Thes Are the Days of Our Lives (Roger Taylor sang)
13. A Kind of Magic (Roger Taylor sang)
14. Bas solo
15. Trommesolo/Drum Battle
16. Under Pressure (Roger Taylor synger David Bowies part)
17. Save Me
18. WHO Wants to Live Forever
19. Guitar solo
20. Tie Your Mother Down
21. Sang solo
22. I Want It All
23. Radio Ga Ga
24. Crazy Little Thing Called Love
25. Bohemian Rhapsody ("duet med Freddie Mercury")
Ekstranumre
26. We Will Rock You
27. We are the Champions
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Guitarist Brian May og Trommeslager Roger Taylor, der udgør resterne af Queen efter Freddie Mercurys død i 1991 og bassist John Deacons tilbagetrækning fra showbiz i 1995, har endnu en gang slæbt institutionen Queen ud på landevejen. Denne gang med den tidligere to’er i American Idol konkurrencen Adam Lambert.

Manglende karisma

Man kan argumentere langt og længe for, at Lambert passer bedre ind i Queen-universet end Paul Rodgers, der turnerede med bandet i 2005 til 2008. Men det er svært at argumentere for, at Lambert er en bedre – eller bare en tilnærmelsesvis så god – rocksanger som Paul Rodgers.

Det var da også i de mere poppede sange som ’Somebody to Love’, ’Another One Bites the Dust’ , ’Radio Ga Ga’ og især ’Save Me’, at Lambert fungerede bedst. Derimod gik det ikke særligt godt i de hårdere Queen-sange, som bandet især i dets første år bragte til verden. ’Stone Cold’ og ’I Want it All’ gik nogenlunde, men ’Seven Seas of Rhye’ og ’Tie Your Mother Down’ var decideret fæle.

Samtidig har Adam Lambert slet ikke den karisma, som Freddie Mercury besad:



Helt gal var dog en overteatralsk udgave af ’Killer Queen’. Sangen var dårligt sunget og Lamberts kravlen rundt på en violet sofa var mere kikset end kitschet



Freddie Mercury var aldrig bange for at udstille sig selv og sit enorme ego på den mest teatralske – og ja, kitschede – måde, men det skete altid på en så arrogant og karikeret måde, at det gav en forfriskende ironisk distance. Det samme formår Lambert på ingen måde. Han fremstår i det hele som en X Factor/American Idol-udgave af Freddie Mercury uden at foretage en selvstændig fortolkning af eller tilførelse af nuancer til sin inspirator.

For lidt show

Opsætningen til den igangværende turné er flot. Men det kan undre, at man med den flamboyante Lambert i forgrunden ikke har gjort mere ud af at frembringe et decideret show, frem for at fremstå som et rockband på tur. Godt nok var der en sofa i ’Killer Queen’, men at den blev slæbt på scene af to roadies i stedet for at komme op fra gulvet eller ned fra loftet var bestemt ikke i Freddie Mercurys ånd.

Queen er ikke længere et band. Det er Brian May og Roger Taylor med en sanger og nogle gæstemusikere. Godt nok er der Spike Edney (som også var turnémusiker hos Queen i gamle dage) på keyboards, Neil Fairclough på  bas og Roger Taylors søn Rufus Tiger Taylor på percussion og trommer. Men de fremstår ikke som en del af bandet. De forbliver mest i skyggen, og det er kun undtagelsesvis, at de kan ses på de tre storskærme, der flankerer scenen. Kameraerne er stort set udelukkende fokuseret på May, Taylor og Lambert, ligesom der dog indimellem forekommer lidt gravrøveri, når Freddie Mercury dukker op i duet med Brian May i en ellers ganske smuk version af ’Love of My Life’ og i ’Bohemian Rhapsody’.

Men det ville derfor være naturligt at lade forestillingen være lidt mere showpræget og evt. have karakter af en teaterkoncert, hvor man kunne inddrage mere cabaretagtige sange, som ’Bring Back That Leroy Brown', ('Sheer Heart Attack'), ’Lazing on a Sunday Afternoon’ eller ’Seaside Rendezvous’ ('A Night at the Opera') eller ’Good Old-Fashioned Lover Boy’ ('A Day at the Races').

Småkedeligt sangvalg

I det hele taget er sangvalget på turnéen for kedeligt og traditionelt. Valget er helt tydeligt fokuseret på levering af hits, og sætlisten er næsten identisk med den (når frases sange indspillet med Paul Rogders på 'The Cosmos Rocks'), som man turnerede med i perioden 2005 til 2008. Indimellem denne, det skal indrømmes, stjerneparade af sange, er der så lagt en helt unødvendig mængde soloinput for de forskellige musikere. Det er muligt, at det har tilknytning til Adam Lamberts behov for gentagne gange at skifte læderoutfit, men det er ikke desto mindre enerverende. En lang bassolo efterfulgt af trommesolo efterfulgt af en ”drum battle” mellem Roger Taylor og sønnemand er bare ikke særlig interessant, når niveauet ikke er mere spektakulært, end det var tilfældet i Boxen. En guitarsolo fra den i øvrigt stadig fremragende spillende Brian May var en smule mere opløftende, men burde være kortet ned til langt under det halve.

Når man så ikke vil spiller mere finurlige sange og ikke har modet til at kaste sig over de hårde og progressive sange fra Queens første fire-fem album, så kunne man da i det mindste skære ned på solopjattet og i stedet spille hits som ’Bicycle Race’, ’Don’t Stop Me Now’ eller ’The Show Must go On’.

Der var bestemt fine sekvenser, gode takter og mange fine sange til koncerten med Queen + Lambert i Herning.  Men den helt store koncertoplevelse blev det desværre ikke. Det skal dog understreges, at publikum i den totalt udsolgte Boxen syntes ovenud tilfredse.