I Loppens mulm og mørke
Populær
Sent tirsdag aften gæstede Converge Loppen, og det var uden tvivl værd at holde sig vågen til.
Dark Horse
Aimless Arrow
Trespasses
Bitter and Then Some
All We Love We Leave Behind
Sadness Comes Home
Glacial Pace
Cutter
Worms Will Feed/Rats Will Feast
On My Shield
Damages
Axe to Fall
Empty on the Inside
Eagles Become Vultures
The Broken Vow
+ Ekstranummer
Før Converge fik lov at vælte et velbesøgt Loppen, skulle vi imidlertid hele tre supportbands igennem. Der spredtes derfor en lille frygt hos dele af publikum for, at tidsplanen ville skride og nattesøvnen blive inddraget. Men turmanageren var på dupperne, og tidsplanen blev til al lykke holdt til punkt og prikke.
The Secret
Fra køen til garderoben nåede jeg beklageligvis kun at høre åbningsbandet, The Secret fra Italien, spille den sidste sang på sættet, og det lød nu ikke så ringe endda. I hvert fald var vi et par stykker i køen, der nikkede taktfast og anerkendende med.
A Storm of Light
Herpå fulgte Brooklyn-bandet A Storm of Light, der har Neurosis’ tidligere visuelle artist Josh Graham med på guitar og vokal. Ikke underligt var stilen meget ”neurosisk”, eller hvad man undertiden kalder post-metallisk tangerende til doom-metal, som er tungt, meget tungt og i A Storm of Lights tilfælde også lidt kedeligt. Der blev tværet for meget i den samme rille, og man overraskedes sjældent af kompositionerne. Ærgerligt, for der var helt klart nogle gode elementer at bygge på.
Touché Amoré
Sidste band før Converge var de californiske screamo-knægte fra Touché Amoré. Generelt er det ikke en genre, jeg har et forhold eller en holdning til. Genren er ikke dårlig, den er heller ikke god, den er derimod præcis lige i midten, altså helt neutral. Den følelse formåede ej heller Touché Amoré at ændre på denne tirsdag. De spillede nøjagtig, som man kunne forvente, havde den rigtige lyd, så ud på den rigtige måde, brugte de rigtige tricks og lavede de rigtige moves. Målt på publikums entusiasme foran scenen var det hele præcis, som det skulle være. For mig forblev det imidlertid en helt neutral oplevelse.
Converge
Det var derfor med stor forventning om at gå fra neutral til femte gear, at jeg gjorde klar til min første liveoplevelse med Converge.
Da klokken slog godt midnat, entrerede aftenens hovednavn Loppens lave scenegulv og lukkede med ’Concubine’ op for den progressive hardcore, som Converge er så berømt og berygtet for. Og mosh-pit’en fulgte troligt trop. Denne symbiose mellem band og fans blev kun lejlighedsvis afbrudt af en tilsyneladende mavesur vagt, der både udskældende rev en gut mod udgangen for at forsøge at crowd-surfe og gentagne gange satte hårdt ind over for ganske almindelig moshing. Et noget besynderligt syn ved en hardcore-koncert.
Hvorom alting er, var man vidne til et fuldblods hardcore-show, der ikke bød på de store showmæssige overraskelser, men derimod var uhyre velspillet og havde masser af attitude fra især vokalist Jacob Bannon og bassist Nate Newton, mens Kurt Ballou havde rigeligt at gøre med at vise overlegent guitarspil. Der var en millimeterpræcis indbyrdes forståelse mellem strengespillerne og trommeslager Ben Koller, der fik deres teknisk svære hardcore til at fremstå som en frydefuld leg. Samtidig komplementerede (og overskyggede) Ballou og Newtons kraftfulde og godt afstemte råbekor Bannons til tider monotone vokal på fornem vis, hvilket vidner om et solidt sammentømret kollektiv.
Bandet havde på forhånd strøget flere sange fra sætlisten og forventede måske et døsigt tirsdagspublikum. De fik imidlertid noget nær det modsatte, og undervejs følte en tilsyneladende overrasket Newton sig nødsaget til at rose publikum for indsatsen, som da også blev honoreret med et velfortjent ekstranummer. Noget tyder derfor på, at et 100% veloplagt Loppen tog et 95% oplagt Converge lidt på sengen tirsdag nat, men det var uden tvivl nattesøvnen værd.