KTDF '12 Dag 1: Hed opvarmning
Populær
Opvarmningen, torsdag, til Kill-Town Death Fest var velbesøgt, så Loppens indeklima blev fugtigt og varmt under de døde toner.
Der er flere ting ved Kill-Town Death Fest, som er let at regne ud. Den første ting er, at vi selvfølgelig har at gøre med dødsmetal i forskellige afskygninger, og at det ofte er bands, der i det bredere perspektiv måske ikke er så kendte. Men man kan også regne med, at der er masser af guld imellem.
Torsdagen lod sig også hurtigt regne ud i forhold til planlægningen, for det var noget med godt 30 minutters scenetid, og så næsten 30 minutter til change-over. Eller, det holdt i hvert fald indtil aftenens sidste band Zom, som tog helt fra Irland for blot at spille omkring 20 minutter.
Først på scenen var danske Mold, som vi tidligere har skrevet lidt om (læs anmeldelse HER). Loppen var velbesøgt, og ankomsten fra denne udsendte lige sen nok til, at køen ved indgangen kunne overstås inden bandet gik af.
Næste indslag var finsk i form af Cryptborn, hvis dødsmetal blev udført med en guitarlyd, der ikke var så langt fra den svenske, klassiske Sunlight-lyd, og der blev da også smidt et veloplagt Grave-cover ind i settet.
Bandet startede lidt indadvendt, men guitaristen på Dean-guitaren åbnede mere og mere op, og så lyste spilleglæden ellers op, samtidig med det ret lækre guitar-spil med gode detaljer og leads.
Vokalen fra den heftigt headbangende forsanger, var for så vidt udmærket udført, men growlet blev desværre holdt i samme toneleje gennem hele koncerten. Det var en slags dyb brummen, der godt kunne have brugt et udbrud af en anden slags raseri indimellem.
Tempoet holdt sig fra det allermest vilde, men der var god variation mellem det mere tunge med masser af stemning og så nogle få velplacerede stykker, hvor trommeslageren fik mere travlt. Musikken virkede gennemtænkt, og fungerede rigtigt godt på den lille scene, og man kunne sagtens have klaret mere af det finske band.
(Karakter - Cryptborn: 3)
Vellykkede svenske skift i intensitet
Herefter blev det tid til Morbus Chron, som vi anmeldte en 7"-vinyludgivelse fra for ikke så længe siden. Bandet havde klattet lidt med farvelade i ansigtet, og den slags giver straks associationer til black metal.
Og der var også hints af fra den helt klassiske black metal, som Venom leverede den, i bandets variant af dødsmetal. Vokalen trængte bedre igennem end hos Cryptborn, da den blev holdt lidt mere hysterisk i grænselandet mellem en black-thrashet vokal og et mere klassisk dødsgrowl.
Morbus Chron havde en lidt overraskende guitarlyd, der ikke var nær så distortet og nedstemt som flere af weekendens andre bands, og det gav plads til nuancerne i bandets musik. Svenskerne havde et utal af temposkift og uortodokse skift mellem riffs, så der hele tiden var noget nyt i musikken at forholde sig til.
Utroligt interessant at lytte på, og hvad der kunne være endt i uforløst kaos, pga. bandets specielle stil, endte godt, så der blev ganske forståeligt stået tæt foran den lille scene. Publikum må have haft det mindst ligeså varmt som frontmanden i sin læderjakke, for temperaturen i lokalet nærmede sig saunagrader.
(Karakter - Morbus Chron: 4)
ZOM - efter sigende ligeså sært som navnet
Problemet med en festival i ens hjemby er, at man nogle gange ikke helliger sig den på samme måde, som når man tager væk for at nyde musik. Derfor var der arbejde, der skulle passes fredag, og da Zom skulle gå på klokken 1.00 om natten, så måtte denne udsendte simpelthen kapitulere pga. vækkeurets magt næste morgen og lade de mange andre gæster om at støtte irerne.
I følge vor fotograf var det en kort og ret særpræget, nærmest uoplagt affære. Måske vi har læsere, der vil skrive et par ord i en kommentar, om hvad vi havde at gøre med?
Se reportage fra fredagen her.
Se reportage fra lørdagen her.
Se reportage fra søndagen her.
Fra denne aftens oplevelser får du Cryptborn: