Copenhell '22: Forløsende pause fra undergangen

llnn
TR525573 copy
TR5_9973 copy
TR5_9794 copy
TR525765 copy
TR5_9826 copy
TR525809 copy

Det blev rowdy, og der var lidt knas med lyden, men Gehenna blev åbnet på (u)forsvarlig vis af LLNN

Kunstner
Titel
Copenhell 2022
Dato
15-06-2022
Trackliste
Imperial
Division
Parallels
Interloper
Vakuum
Scion
Obsidian
Desecrator
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Åbneren ’Imperial’ satte den mørke grundtone fint, præcis som den gør det på gruppens mesterlige tredje album ’Unmaker’. LLNN nikkede i takt med på de brutale salver af soniske skud, de slap løs ud over publikum på pladsen mellem Gehennas træer, og publikum reagerede med det samme. LLNN’s isnende musik egner sig egentlig bedst til indendørs klubjobs, hvor man kan skutte sig, mens den atomfremkaldte fimbulvinter-vind hyler udenfor, men de formåede forbilledligt at omstille sig til solskin og bajere på Copenhell. 

Vi skåler for vore venner og verden, som ender
”Vi hedder LLNN. Vi er her for at drikke … ish,” råbte sanger og guitarist Christian Bonnesen, småironisk, inden vi blev tromlet ned af en frådende bidsk version af ’Division’, hvis vredt spyttende tekst om de finansfyster, som er vores alle sammens slaveejere, stod i skarp kontrast til både bandet og publikum, som udviste højt humør. Måske er vi chanceløse mod de sidste dages gribbekapitalisme, men vi kunne heldigvis opleve et øjebliks katarsis med det løssluppent velspillende band denne eftermiddag. Apokalypsen bliver nemlig ikke rar for os almindelige mennesker, men den bliver fandeme spillet med nerve og overbevisning. 

Med de dystopiske følelser uden på battlevesten
En af de helt store styrker ved LLNN er, at, selv om deres musik i den grad både er voldsom og tung, så er den også rørende, hvilket blev fint illustreret med ’Interloper’, hvis melodiske riff går lige i hjertekulen på denne anmelder, også selv om der var lidt knas med guitarlyden undervejs. Et klart emotionelt zenit, eller nadir, om man vil, givet musikkens kulsorte melankoli og aggression. Christian Bonnesen skreg frustrationerne ud over Ketil G. Sejersens synth-dybhavsbomber: ”labour and toil / spend your life / as an autocrat’s pawn”. Vi svedte lidt på pladsen under solen, men det er helt klart bedre end det, der venter os, når demokratiet smuldrer, og arbejdernes blod er det, der smører vækstmaskinens tandhjul, mens den kører mod klimaafgrunden.

Dobbeltkompositionen ’Vakuum’ og ’Scion’ leverede scifi-stemning og dommedagsklokker, mens Christian Bonnesen kom i nærkontakt med publikum fra graven foran scenen. Guitaren havde han efterladt på scenen, og det gav plads til, at man virkelig kunne nyde de fremragende præstationer af Rasmus Furbo på bas og Rasmus G. Sejersen på forbilledligt minimalt trommesæt. De udgør en særdeles effektiv rytmesektion både på plade og live her på Copenhell.

Den kærlige dødsmur
Efter en fin, intens version af ’Obsidian’ var det tid til afslutningsnummeret ’Desecrator’, og Christian Bonnesen inviterede publikum til at lave en wall of death, med strenge formaninger om, at man selvfølgelig samler faldne kammerater op på slagmarken, præcis som det skete i Pumpehuset. Og hatten af for publikum, som var med på den så tidligt på dagen. LLNN fik også gæstegrowlerbesøg af deres producer Jacob Bredahl, der afløste for Canadiske Matt McGachy, som growler på samme nummer på ’Unmaker'. Han gav også lige Rasmus bag trommesættet en krammer på vejen ud, for der er heldigvis ingen modsætninger mellem ultra-aggressiv musik og rar adfærd. Vi fik sat et passende og knusende kompakt punktum for en koncert med passende balance mellem indføling og udadreagerende rowdiness, mellem følelsen af at blive knust i samfundets maskineri og frisat af festivalstemning.