Lortelyd og olm repetition

Lortelyd og olm repetition

Fredag aften i Hamburg kom Mantars sædvanlige pulserende vrede til kort. Lortelyden vandt over den ellers hyperenergiske duo.   

Kunstner
Dato
25-09-2015
Trackliste
The Berserkers Path
Spit
Cult Witness
Astral Kannibal
Into the Golden Abyss
Swinging the Eclipse
The Huntsmen
The Stoning
White Nights
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Det kunne ikke være anderledes. Når man har muligheden for impulsivt at holde weekend en håndfuld timer før tid og tage til Hamburg for at se Mantar og Triptykon, så er det med at slå til. Når man samtidig aldrig har været på Wacken, der for fjerde år i træk var arrangør af weekendens Metal Dayz, der finder sted på det semilegendariske, men, skulle det vise sig, langt fra fantastiske spillested Markthalle, var det sandsynligvis også ved at være på tide med et mindre indblik i Wacken-verdenen. På samme måde som When Copenhell Freezes Over er et mindre sæsonalternativ til sommerens metalbrag herhjemme, er Metal Dayz et spædt afkom af Wacken, hvis formål sandsynligvis er at gøre ventetiden til næste års metalmekka en smule mere overkommelig for de trofaste, der år efter år valfarter mod pløjemarker i Schleswig-Holstein.

At dømme efter fredagens fremmøde synes ventetiden for de nordtyske metalhoveder dog ikke længere, end at de sagtens kunne udsætte deres metalfix i hvert fald én dag yderligere. Mens lørdagens program med W.A.S.P. og Uli Jon Roth øverst på plakaten kunne meldte om udsolgt, var der ikke mange publikummer dukket op i Markthalle, da Devilution ankom lige til øllet, netop som Mantar gik på scenen til ’The Berserker’s Path’. Modsat de to forrige koncerter, man har oplevet med den tysk/tyrkiske duo – henholdsvis på Heavy Days In Doom Town i år samt på Roadburn Festival sidste år – var der i Hamburg ingen rift om pladserne foran scenen. Med deres karismatiske, hårdtrykkende less is more-sangstrukturer og en ligeledes ret unik in your face-nerve har trommeslager Erinc Sakarya og sanger/guitarist Hanno Klänhardt ellers fået opbygget en vis hype omkring sig på relativt kort tid.

Hype eller ingen hype, i liveregi har Mantars laurbærbuske torne, hvorfor den sikre hvilen får fingeren. Eller sagt på en anden måde: På en scene er Mantar bandet, der giver sig 100 %. Var de et black metal-band, ville de skære hovederne af sig selv på scenen, så meget brænder de tydeligvis for at levere deres repertoire med den helt rigtige knytnæve. De har muligvis kun smidt et enkelt udspil på gaden, men har allerede formået at indkapsle en lyd og det, vi kan kalde for en metalsjæl, med klar signatur. Men at de selvfølgelig stadig har masser at bevise, skal de sandsynligvis nok selv være de første til at indrømme. Det vidner deres krasbørstige energi på en scene i hvert fald om. Således også denne fredag aften i Hamburg.

Men selv en benhård energi fra Klänhardts nøgne, magre overkrop og en hjerteanfaldsfremkaldende indlevelse i sit meget, meget hårdtslående trommespil fra Sakaryas nøgne og halvkvabsede kødelige sidestykke kunne redde det miserable lydinferno, Markthalle inviterede publikum indenfor til. Måske det skyldtes, at der kun var omkring 300 publikummer i en sal, der kan rumme omkring 1000, at lyden udelukkende bestod af en buldrende bund, der tilmed sejlede forvirret omkring mellem koncertsalens aparte blanding af hult træ og cementgulv? Manglen på publikummer gjorde dog, at man i det mindste havde masser af plads til at vade semifebrilsk rundt om sig selv i en søgen efter netop en placering med bedre lyd. Den fandtes dog ikke, og hvornår man sidst har overværet en koncert med ringere lyd, må stå hen i det uvisse.

Heller ikke hvis man distancerer sig fra koncertens elendige lyd, var det imidlertid en specielt imponerende koncert. Det vil måske, forhåbentlig, være anderledes for de publikummer, der ikke før har oplevet Mantar, men har man tidligere været til koncert med dem, og har man derudover dyrket deres debutplade tilpas mange gange, synes det at være et ret forudsigeligt vredesudbrud, duoen bragte med sig. Der er bands, der har repertoiret og scenevantheden til at ruske én rundt uanset hvad. Det har Mantar ikke. Ikke endnu i hvert fald. Og der er bands, der kan trykke ”repeat” og stadigvæk flå nosserne af én. Det kan Mantar ikke. Som under tidligere koncerter spillede de ni ud af debutpladens ti skæringer og havde der ikke været så pivringe lyd i Markthalle, ville aftenens koncert stadigvæk havde stået tilbage som en 1:1-gentagelse af de forrige. Det skal dog alligevel blive spændende at se, hvor Mantar tager deres karismatiske metal hen herfra.