Copenhell '19: Espresso-power & krigsdans
Populær
Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.
Med over 20 år på bagen kan det undre, at danske Manticora fortsat er en relativt ukendt størrelse uden for power metal-kredse. Og så alligevel. Power metal er en genre, der ikke tildeles lige så megen opmærksomhed og spilletid i Danmark, som det er tilfældet i nabolandene mod øst og syd.
Ikke desto mindre havde Manticora altså fået tildelt Hades til at sprede budskabet, men til gengæld på et tidspunkt, hvor fremmødet ikke just var så prangende, som man kunne havde undt dem. Torsdagen var for manges vedkommende rundet af i selskab med Tool og/eller Vltimas, hvis da ikke Biergarten også var blevet rundet på vejen hjem, og så kan man næppe bebrejde nogen at fravælge koncerter allerede kl. 13 den efterfølgende dag.
Trætte ben og tømmermænd eller ej, så missede vi ikke chancen for at få sparket fredagen i gang med Lars F. Larsen som den manisk overgearede frontfigur, der gjorde sit til at blæse søvnen ud af vores øjenkroge. Sidste års 'To Kill to Live to Kill' fyldte meget på dagens sætliste. Her er tempoet hævet yderligere siden de ældre album, til dels på bekostning af de progressive elementer. Det går dog grundlæggende altid utroligt stærkt i Manticoras univers, også lige en tand for stærkt i ny og næ. Det var sjældent, der blev stoppet op, pustet ud og spillet på andre strenge end blot den speedy power metal, men Hvidovre-drengene gjorde det, de gør bedst, og var overbevisende i deres kompromisløse energitrip, med Lars F. Larsen mere eller mindre konstant oppe i det lyse toneleje.
Og her rammer vi måske også koncerten på godt og ondt. Manticora er påfaldende lidt andet end stiv pik og håret tilbage, og det var en stor mundfuld fra morgenstunden, hvor teknisk veludført det end var. Larsen brugte alle de instrumentale passager til egne koreograferede krigsdanse og var god til at iscenesætte nerven, omend det også blev lige gakket nok til tider. Ikke mindst da den afsluttende salve af nye numre blev introduceret med ham i blå sikkerheds-heldragt, der entrerede scenen med et velskåret blikfang af hvert køn, placeret i hver side af scenen, bagbundet og blindfoldet som. Samtidig spænede han selv scenen tynd og svingede lystigt et legetøjssværd taktfast til tonerne for at gejle råbene op fra alle afkroge af publikum.
Resten af bandet gjorde ikke meget væsen af sig, udover når d'herrer og guitarister Kristian Larsen og Stefan Johansson sammen med bassist Kasper Gram indtog center stage med kølig, sortklædt elegance i de mindre vokale dele af sættet, mens Larsen lavede sine egne indlærte dansetrin andetsteds på scenen. Det havde klædt Manticora at tilføje nogen flere af de mere musikalsk varierede dele af bagkataloget, og det var da også synligt, at det blev lidt for stærk en metallisk espresso fra morgenstunden for dem, der forduftede undervejs. Vi var dog godt underholdt det meste af vejen, og kunne have undt Manticora en bedre sendetid, hvor flere fik øjnene op for denne underkendte og stærke spiller på den danske power metal-scene.