Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Optakt: Viborg Metal Festival 2019

Updated
vmf19

Viborg Metal Festival 2019 har nogle spændende navne i Primordial, Mgła, Saturnus og Pestilence på plakaten. Vi tager til domkirkebyen igen i år!

Spillested
Dato
01-03-2019

Da Viborg Metal Festival så dagens lys tilbage i 2014 var det udelukkende med danske navne og bl.a. Dawn of Demise og Malrun som hovednavne. Fem år senere er de klar med sjette udgave af festivalen og har store, internationale navne som trækplastre. Allerede i 2015 var der udenlandsk besøg med Hate og Unearth øverst på plakaten, og siden har bands som Vader, Morgoth, Blood Red Throne og Grave været forbi Viborg.

I år er der så for alvor skruet op for ambitionerne. Specielt lørdagen har et særligt internationalt snit, hvor store navne som Primordial, Pestilence og Mgła burde trække fulde huse. Særligt Primordial og Mgła er interessante, idet de ikke har for vane at give alt for mange koncerter i Danmark. Senest, irerne var forbi, var i 2016 i Lille Vega, og året før var de på Copenhell til deres første koncert nogensinde i Danmark.

Polske Mgła har kun givet en enkelt koncert på dansk jord i 2017, da de gæstede Loppen på Christiania. Så for begge navne gælder det, at det er første koncert i Jylland, og her overhaler Viborg Metal Festival og spillestedet Paletten altså de større byer som Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Vejle indenom. 

Og så har vi slet ikke nævnt hollandske Pestilence, hvis seneste koncert i Danmark var på Aalborg Metal Festival tilbage i 2010. Klassisk dødsmetal fra halvfemserne, der stadig holder gryden i kog og udgiver plader. Senest ’Hadeon’ fra 2018.

Der er dog også masser af danske navne på plakaten. Der er bl.a. albumaktuelle Vanir, der spiller en blanding af døds- og folk-metal med vikingetema, og de var faktisk også gæster på den første Viborg Metal Festival. Så her bindes der lige en sløjfe til festivalens fortid.

Af de store, danske navne er der mægtige Saturnus, der gav koncert på Aalborg Metal Festival i november måned sidste år. Det var en prægtig én af slagsen, så dem ser vi virkelig frem til at fejre fredagen med. Derudover er der debut til et helt nyt band: Defacing God. Bandmedlemmerne er dog kendte ansigter i metalmiljøet. Trommeslager Michael Olsson er normalt forsanger i Caro og Blood Eagle, mens guitarist Signar Petersen tidligere har spillet i bl.a. Mercenary. Den anden guitarist Christian Nielsen har spillet i Drone. Bassist Rasmus Nielsen spiller i Essence og Caro, og forsangeren Sandie Gjørtz runder bandet af. 

Der er også masser af andre både danske og internationale navne på plakaten til Viborg Metal Festival, deriblandt Loch Vostok, Manticora, Ghost Iris, Bleeding Gods, Killing og Wasted. En god blanding af mange stilarter, hvorfor vi forventer det bliver både interessant og afvekslende begge dage.

Devilution rapporterer derfra begge dage og ved, at der nok også holder en berømt og berygtet pølsevogn ude foran Paletten, som kan forkæle ganen mellem koncerterne.

Læs mere om alle bands her:

https://www.viborgmetalfestival.dk/vmf19/