MMF '17: Eftermiddagssløvhed overvundet
Populær
Med masser af stage presence og et nyt album i bagagen gav Death Rides a Horse en af de bedste eftermiddagskoncerter på årets Metal Magic.
Eftermiddagskoncerter i forholdsvis bagende solskin på andendagen af en festival er ikke nogen helt nem kunst. Varmen sløver, og publikum er stadig lidt bagstive eller ikke helt stive nok endnu. Det er et utaknemmeligt job, men nogen skal jo gøre det. Og Death Rides a Horse var gode til det.
Der har ellers været stille om bandet i nogle år, og i lang tid var den seneste udgivelse kassette-ep’en ’Tree of Life’ fra 2012. Men sidste år begyndte bandet igen at røre på sig, singlen ’Urizen’ udkom, og tidligere på året udkom det pinligt nok uanmeldte og vældig gode debutalbum ’More God Than Man’, der er indspillet tilbage i 2014. Det er med andre ord ikke verdens hurtigst arbejdende band. Men til gengæld er de med albummet gået et par niveauer op i sangskrivningen.
Det kunne høres fra første færd med netop den episke ’Urizen’ som åbner, et majestætisk og dynamisk metalnummer, der ikke helt kan placeres genremæssigt.
Vi er i en klassisk heavy metal af den lidt mere dystre slags med både mere doomy og mere proggede passager og tydelig inspiration fra 70’er-hard rock-bands som UFO, tidlig Scorpions og deslige. Bandets tendens til at lægge sig i et genreløst mellemland er sikkert ikke nogen god beslutning rent kommercielt, men kunstnerisk er det en smart beslutning, som får bandet til at stikke ud i mængden. Det er en meget organisk lyd med Stratocaster-guitarer og Rickenbacker-bas, der simpelthen lyder godt.
De stikker også ud ved en tilstedeværelse på scenen, der uden at gøre voldsomt meget væsen af sig er nærværende og karismatisk. Alle i bandet har en naturlig karisma og ligner et rockband uden i øvrigt at overgøre det. Ganske imponerende efter 1½ års live-pause.
Death Rides a Horse har et ret højt bundniveau, men det er førnævnte ’Urizen’ og afslutteren, den 12 minutter lange ’Throne of Gilgamesh’, der for alvor gør det for mig. Her, i de mere episke og sjovt nok også catchy numre, skinner Death Rides a Horse for alvor. Det er efter sigende også de senest skrevne sange. Kan de komme op med flere af den kaliber, ser det mere end godt ud.