MMF XIV: Det svenske husorkester, som altid sejrer

Nifelheim 1
Nifelheim 2
Nifelheim 3
Nifelheim 4
Nifelheim 5

Hvis ikke du omgående fik lyst til at kaste næven i luften, da Nifelheim endnu engang indtog Metal Magic Festivals hovedscene lørdag aften, så har du slet ikke nok læder i årerne.

Kunstner
Dato
09-07-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
5

Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle være så priviligerede at nyde godt af deres selskab i år – men da årets store trækplaster, Pentagram, måtte bakke ud for en måned siden, krævede det hurtig handling – og hvad er så mere oplagt end at ty til Tyrant og Hellbutcher, Nifelheim-brødrene, som flere gange før, senest i 2017, har gæstet selvsamme festival til stor begejstring hos publikum. Selvom de ikke har været produktive i nyere tid, er de altid garant for nådesløse black-hærgere, lige som vores fædre skabte den. Selvom brødrenes hårpragt måske efterlader et andet indtryk, kom de dog ikke selv helt så tidligt ud af starthullerne, men det har de så sandelig indhentet sidenhen.

Efter at have set de gale mexicanere fra The Rise of Mictlan gøre ikke så lidt ud af sceneshowet på teltscenen med kraniehat, knoglealter, brændende fløjte og blødende tunge kunne man måske frygte, at Nifelheims mere spartanske live-setting kunne blegne lidt ved siden af. Det var der så gudskelov ingen grund til at frygte – hvordan kan man overhovedet stå for deres nådesløshed og over-the-top beklædning af læder og nitte-imprægneringer formet som omvendte kors?

For ikke at glemme brødrenes sortrandede øjne, der konstant stirrer udstående ud på os, som om dæmonerne bruger dem som talerør? Intet bliver lagt mellem linierne i svenskernes univers – og skulle man frygte, at der ikke også gemmer sig en portion humor bag al ondskaben, så kunne man blot tage et kig over på deres roadie i siden af scenen, som bar den prægtigste bøddelhætte hele koncerten igennem, mens hans fornemste opgave så ud til at være at sørge for, at trækisten hele tiden var fuldt opdækket med bajere til bandet.

Selvom sangene ikke ligefrem er de nemmeste at skelne fra hinanden, hæsblæsende som de bliver fræset afsted, fik vi naturligvis både 'Sodomizer', 'Black Curse' og 'Possessed by Evil' med på vejen, og tilskuerne slugte det råt med armene i vejret og tilsvarende brøl af fulde kraft. Metal Magic har et trofast publikum, og det kunne tydeligt mærkes, at de fleste var helt indforståede med Nifelheims infernalske speed/black-toner. Det smittede også helt af på Hellbutcher i front, der tydeligvis stadig elsker at gejle folket op med pumpende næver, fistbumps med de forreste rækker og hans umiskendelige, dystre charme, som om han stadig udlever sin store, metalliske drengedrøm. Der er ikke skyggen af prætentiøse opbygninger eller budskaber at spore – rå, speedy black metal fra start til slut, og selv med 30 år på bagen spiller Nifelheim-maskineriet stadig lige fantastisk. Tyrant og Hellbutcher har ganske vist oplevet en del udskiftninger i besætningen gennem årene, men det kunne på ingen måde fornemmes lørdag aften – det skulle da lige være for det lange hår på trods af den vigende hårgrænse, men Nifelheim skider på normerne - og det gør vi så også.

Selvom vi nu gerne havde set, hvad Bobby Liebling & co. kan præstere her i karrierens efterår, så skal vi ikke være sene til at konstatere, at Nifelheim er et glimrende kort at have i baghånden. Endnu engang i år bød de på et af Metal Magics store højdepunkter, der samlede hele festivalen om at hærge den sidste aften ud i sortmetallens navn – og det må de hellere end gerne gøre igen!