En storslået, sanselig oplevelse
Populær
Nightwish var en æstetisk flot oplevelse at være vidne til, mens Arch Enemy faldt helt igennem, hvilket ikke havde noget med koncertens strømafbrydelse at gøre.
2. Yours Is an Empty Hope
3. Ever Dream
4. Wishmaster
5. My Walden
6. The Islander
7. Élan
8. Weak Fantasy
9. 7 Days to the Wolves
10. Alpenglow
11. Storytime
12. Nemo
13. Stargazers
14. Sleeping Sun
15. Ghost Love Score
16. Last Ride of the Day
17. The Greatest Show on Earth
Der blev ikke lagt fingre imellem, da Devilutions Henrik Østergaard totaltslagtede Within Temptations koncert på forrige års Copenhell. Folket kom lynhurtigt til tasterne – både de, som følte sig trådt på, og de, som var helt på bølgelænge med skribentens angreb.
Sådan synes den symfoniske metal at være en genre, der evigt splitter den hårde musiks fans. Det er barnet, man holder af, eller bastarden, man ikke kan fordrage.
Men om man mener det ene eller andet om symfonisk metal, er det umuligt at påstå, at de 3000 gæster til Nighwish i Falconer Salen i hvert fald ikke fik fuld valuta for de 400 kroner, den udsolgte koncert kostede.
Det var et tændt og topprofessionelt Nightwish, der præcis klokken 22 gik på scenen og igennem 90 minutter leverede et imponerende og stramt koreograferet show. I et virvar af spyende flammer lagde finnerne ud med ’Shudder Before the Beautiful’, mens vindmaskiner fik Floor Jansens lange lokker til at blafre i luften.
Den 34-årige sangerinde er gruppens tredje siden dannelsen i 1996, og det glædede den nederlandskfødte Jansen, der kom med i 2013, endelig at stå foran sine danske fans, lød det oprigtigt fra hende kort inde i koncerten. At Floor Jansen har vist sig være en værdig afløser til forgængeren Anette Olzon, efterlod hun ingen tvivl om i den smukke ’Sleeping Sun’.
Ellers holdt hun sig i baggrunden og lod bassist, guitarist og medsanger Marco Hietala føre ordet undervejs. ”Nu tager vi jer dybere ind i bjerget,” proklamerede han før ’My Walden’, og bagefter sang han solo i den første halvdel af ’The Islander’, mens en vmølle i et bjerglandskab a la Tolkiens univers blev projekteret på lærredet bag scenen.
De fleste af sangene blev ledsaget af en visuel fortælling, og især kreationen af et skib på havet og gullige bogsider under ’Ghost Love Score’ gjorde nummeret til en helstøbt sanselig triumf.
Nightwish bevæger sig mellem to udtryk: Deres keltiske popmetal gik rent ind hos publikum under ’Élan’, hvor Troy Donockley fik magien til at slå gnister i musikken med sine fortryllende toner på fløjten.
Anderledes gik gruppen hårdere til den i ’Yours Is an Empty Hope’ og ’Storytime’, der er en krydsning af landsmændene i Children of Bodoms hårde metal og Rammsteins massive lyd.
Lettere langt i spyttet blev det under ’Wishmaster’ og ’7 Days to the Wolves’, der i en kort stund også hev begejstringen ud af publikum, der ellers virkede umættelige igennem hele koncerten – det er ikke tilfældigt, at Nightwish har solgt otte millioner plader.
Den finske gruppe har en sublim sans for at skrive fordøjelige og medrivende melodier i den symfoniske genre, omend det går over den corny grænse i et nummer som ’Alpenglow’, der lød som noget, Hans Zimmer havde komponeret til en kikset piratfilm i Hollywood. I sådan et cheesy øjeblik er det en lang fornøjelse at være i selskab med Nightwish, men i størstedelen af minutterne i Falconer Salen var finnerne en fornøjelig og æstetisk flot oplevelse at være vidne til.
True fucking fupmetal
Det kunne man så ikke sige om de syv et halvt nummer, det blev til med Arch Enemy. Lyden var lav og gennemført helt af helvede til – når den altså var der. Strømmen røg under ’You Will Know My Name’, og bandet forsvandt fra scenen i 15 minutter.
”Hvad foregår her?” spurgte en irriteret kvinde, der stod foran undertegnede, under den ufrivillige pause.
Man kunne uundgåeligt ikke lave være med at tænke det samme – blot mens musikken stod på. ”True Fucking Metal” stod der på Arch Enemys trøjer og halstørklæder i merchboden. Sjældent har et slogan virket som et større selvbedrag. Arch Enemys såkaldte true fucking metal synes mest at være bygget op om en simpel formel, hvor identiske melodiske riffs kombineres med popmelodier krydret med enkelte death metal-rytmer.
True fucking fupmetal virker mere korrektm og gudhjælpemig om ikke nytilkomne Alissa White-Gluz – der var iført girlie-versionen af Lækre Jens fra Red Warszavas kostume – gentagne gange uden undtagelse i hvert nummer bare måtte opfordre publikum til at hoppe, huje og stikke næven i vejret, så selv et boyband ikke ville kunne følge med her.
Så var der langt mere format over forgængeren Angela Gossow, der også nogenlunde havde en ren tone i livet, modsat den canadiske afløser, der kunne have sendt selv Mike Tyson i gulvet med de pivfalske toner, der kom under ’Avalanche’.
I det mindste spiller Arch Enemy bedre, end de skriver tekster. ”I am who I am, take it or leave it,” lyder det i ’No Gods No Masters’, mens koncertens afslutter ’Nemesis’ trumfer alle klichéerne med: ”One for all / All for one / We are strong / We are one”.
”Within Temptation er et band, der gør rockmusikkens visdom til skamme,” skrev Henrik Østergaard i sin udskældte anmeldelse fra Copenhell – man kunne passende gentage ordene om Arch Enemy.
Intet ligegyldigt stempel? Ingen adgang!
Det ville tværtimod være synd at sige om Amorphis, der startede aftenens udsolgte arrangement. Undertegnede måtte sammen med en række andre på gruppernes gæsteliste desværre høre dem fra foyeren, da et vagtskifte resulterede i en kværulantisk person, der besluttede sig for ikke at ville lukke gæster ind uden stempel. Hvad end det så skulle gøre godt for til en koncert, hvor man alligevel ikke har mulighed for at forlade stedet og komme uden for. Det var da også til stor forundring for arrangøren, der efter længere tids tovtrækkeri fik lukket de sidst ankomne gæster ind, netop som Amorphis forlod scenen. Flot!