Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nogenlunde supergrupper

Populær
Updated
Nogenlunde supergrupper
Nogenlunde supergrupper
Nogenlunde supergrupper
Nogenlunde supergrupper
Nogenlunde supergrupper

Stone Sour og Hellyeah diskede begge op med jævne koncerter i Vega, mener vores udsendte.

Kunstner
Spillested
Dato
16-11-2010
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

At aftenens hovednavn inkluderer to af medlemmerne fra det kæmpe monster0metalband, Slipknot, er næppe nogen nyhed for dette nyhedsbrevs læsere. Jim Root og Corey Taylor spiller henholdsvis guitar og synger i både Stone Sour og Slipknot. Stone Sour er det mere rockede band, de to herrer spillede sammen i for længe siden, før Slipknot brød igennem på den internationale metal scene, og som de siden hen har genoptaget aktiviteten i.

Med som opvarmning havde bandet taget en anden gruppe bestående af gamle kendinge indenfor genren med, nemlig supergruppen Hellyeah.  Med medlemmer fra Nothingface, Mudvayne og vel mest interessant Pantera, er der lagt i kakkelovnen til et spændende møde.

De to bands valg af intromusik siger vel egentlig ret meget om hvilke bands de hver især er inspireret af, og trækker referencer fra. Mens Hellyeahs trommeslager Vinnie Paul gik på scenen i sit signaturoutfit: Shorts, åbenstående skjorte, samt bandana på hovedet og bankede med på intro sangen – 'For Those About to Rock' med AC/DC, gik Stone Sour nemlig på til Queens 'We Will Rock You'.

AC/DC er rockens svar på No Bullshit, lige ud af landevejens rock, og Hellyeah må sige at være metallens svar på dette. Det er ikke ligefrem nyskabende, men det fungerer sgu meget godt.

Forsanger Chad Gray virkede ret tændt og gav den, hvad den kunne trække i sin optræden. Han virkede dog lidt træt, og stemmen haltede lidt indimellem. Småting. De to guitarister og til dels Bobzilla på bas var knapt så tændte og holdt sig lidt for sig selv ude i siderne af scenen.

Det var tydeligt, at de fleste publikummer var kommet for hovednavnet Stone Sour, og der var sikkert også mange, der slet ikke kendte Hellyeah, hvilket selvfølgelig prægede fremmødet i salen. Bandet formåede dog alligevel at få gang i et par moshpits og lidt af hvert. Undervejs fik vi den obligatoriske hyldest fra den i øvrigt eminente trommeslager Vinnie Paul, til hans afdøde bror Panteras guitarist Dimebag Darrell.

En ting, der må påpeges at være direkte plat, er når Chad begynder at glorificere alkoholisme, og fortæller om at de kun er ædru én time om dagen osv. Det holder sgu ikke helt i en sal fuld af "kids" på en 15 – 18 år. Chad og Vinnie gjorde sit for at trække koncerten op på 4 stjerner, men det kan kun blive til 3.

Godkendt truck 'n' roll med fed energi.

STONE SOUR

Både Stone Sour og Slipknot gæster hyppigt Danmark, og har man set disse bands i aktion før, så ved man også, at frontmand Corey Taylor er garant for gedigen underholdning! Denne aften var ingen undtagelse. Om manden lider af ADHD vides ikke, men hans energiniveau taget i betragtning fristes man til at tro det.

Stone Sour har nogle topfede numre i kataloget, men desværre også en del ligegyldigt fyld. Deres nyeste plade 'Audio Secrecy' er mest præget af sidstnævnte, og herfra fik vi naturligvis en del fra til aftenens koncert. 'Made of Scars' og 'Get Inside' er eksempler på, når Stone Sour er bedst, og disse fik vi også leveret med fuld power og energi. Et andet punkt hvor Corey og Co. virkelig er gode er balladerne. I slutningen af sættet fik vi de to hits 'Bother' og 'Through Glass', fremført af Corey alene med en akustisk guitar. I sådanne stunder skinner det også igennem, hvor dygtig en sanger han i virkeligheden er.

"Copenhagen is one of my favorite cities in the world!" var et de mange udsagn, Corey kom med under koncerten. Faktisk talte han stort set mellem hvert nummer, hvilket blev ret trættende at høre på. Og helt ærligt, hvor dumme tror de egentlig vi er? Mon ikke også alle de andre europæiske hovedstæder fik samme melding i deres respektive byer?

Efter 11 numre gik bandet af scenen for efter en kort pause at vende tilbage med tre numre – 'The Bitter End', 'Hell & Consequences' samt den superfede '30/30 - 150'.

Alt i alt en ok underholdende koncert, som til tider virkede en anelse rutinepræget og med for mange kedelige sange i sættet. Dog kan frontmanden og guitaristens energi og spilleglæde ikke undgå at smitte af på publikum, og hele salen var godt medrevet under hele koncerten.