Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Norsk næve

Populær
Updated
Norsk næve
Norsk næve
Norsk næve

Spidergawds første klubkoncert i Danmark havde sine tekniske vanskeligheder, men bandets monstermusikalitet er ikke til at skyde igennem.  

Kunstner
Spillested
Dato
29-01-2016
Genre
Trackliste
No Man's Land
Get Physical
Tourniquet
Into Tomorrow
El Corazon Del Sol
Best Kept Secrets
The Funeral
Picture Perfect Package
Blauer Jubel
... Is All She Says
Light House
Sanctuary
----------------
Master of Disguise
Koncertarrangør
Fotograf
Kenny Swan
Karakter
3
Det var en fredag aften i rock- og metalmusikkens tegn. Spredt ud over byen blev weekenden således sparket i gang med en omgang riff af forskellige tunge toner på adskillige venues i hovedstaden. I Vega havde landets største metalfestival inviteret indenfor til When Copenhell Freezes Over, der har til hensigt at præsentere en håndfuld spirende danske navne for det, der kun synes at være et støt stigende tungrockinteresseret dansk publikum. Så man imidlertid hellere fredagsmusikken leveret med blandt andet ild og make-up, var det Amager Bio, man forhåbentlig var taget til, hvor henholdsvis Inquisition, Entombed, Abbath og Behemoth øverst på plakaten var på besøg. Her gav de polske black-darlings i øvrigt deres største klubshow i Danmark til dato og respekt for det. 

Til trods for at der var rigeligt at vælge imellem, og Amager Bio tilmed kunne melde om udsolgt, var der dog også dukket en fin skare af publikummer op på Mini Amager Bio, aka spillestedet Beta, hvor norske Spidergawd var aftenens navn. Det var ikke et decideret overvældende fremmøde, men der var dog dukket tilpas mange rockhoveder op, til at det føltes fredagsrigtigt og potentielt festligt. Og det manglede også bare. Bandet smed deres debutplade på gaden i 2014, og på den korte tid er det sidenhen blevet til yderligere to studiealbums Spidergawd ryster kort sagt deres rockmusik ud af denimskjorteærmet hurtigere, end de fleste tør drømme om. Det gjorde de også i liveregi på Beta, hvor bandet spillede, som gjaldt det livet.

Spidergawd skriver og spiller rock med en opløftende, smittende oprigtighed. Man kan kalde dem for et musikalsk møde mellem MC5, Thin Lizzy, Jimi Hendrix og Pink Floyd tilsat en vokal, der til tider kan minde en lille smule om Dave Grohl, når han er mest arrig. Denne rockende boldgade med en tydelig retrosult er der selvfølgelig flere bands, der gerne forsøgsvis drøner ud af, og i dag synes der tilmed at være flere bands i boldgadens overhalingsbane end omtrent nogensinde før. Men vi ved alle, at der er rockbands, der skiller fårene fra bukkene, og her er Spidergawd et af dem. Jo, Per Borten, guitarist, sanger og primus motor i bandet, har et godt øre for at skrive slidstærke rocksange, men han er endnu ikke nogen Lemmy Kilmister eller Phil Lynott, og hans ører for den gode sang ville formentlig ikke være meget uden det helt rigtige band til at give materialet liv. Og så alligevel.

På Beta skulle sangene vise sig at stå stærkt, også selvom det ikke til punkt og prikke var bandets fire oprindelige musikere, der leverede musikaliteten. Tre ud af fire Spidergawds er selvfølgelig værd at tage med, men man skulle lige sluge en kamel eller to, da bandet gik på scenen præcis kl. 23.00, og man opdagede, at Bent Sæther ikke var med i denne omgang. For man indrømmer blankt, at det til at begynde med netop var Sæther og trommeslager Kenneth Kapstad, der i det hele taget fik ens ører tunet ind på bandet. De to musikere, der i længere tid har været en af verdens bedste rytmesektioner i Motorpsycho, får kort sagt fanboyentusiasmen op i en. Det "fuck", man stod på række et og hviskede for sig selv, som det gik op for en, at Sæther, den dovne hund, var blevet hjemme, kom helt nede fra mavesækken. However! Afløseren for Sæther osede af så meget selvtillid og rockkarma, at ens bekymringer og pigesurhed hurtigt gik over. Det skal han have, Trond Frønes, som han hedder – han indtog sin plads som rytmeafløser med tung storhed. Det var heller ikke hvem som helst, Borten og co. havde inviteret med i stedet for Sæther, thi Frønes både spiller sammen med Kapstad i Trondheims Slayer Jam og sammen med Borten i det hedengangne Cadillac. Det var kort sagte en musikalsk indviet, der var kommet med som afløser, og det bemærkede man.

Kapstad bemærkede man selvfølgelig også. Faktisk var han på ingen måde til at komme udenom, eftersom hans trommesæt var placeret midt for og helt ude på scenekanten, således at vi, der stod og headbangede tæt på scenen, ikke kunne undgå at stå ansigt til ansigt med vel omtrent den trommeslager, der synes at vurdere publikums reaktion på musikken mere end nogen anden trommeslager. Det er ikke kun Kapstads vanvittigt suveræne spil på tønderne, der i sandhed gør ham til et af de mest karismatiske trommeslagere overhovedet. Det har også meget at gøre med hans spillestil, som man denne aften fik at opleve up close and personal.

Med Kapstads maniske spil i centrum og Borten som jamdirigent ude på højre flanke kan det ikke gå rigtigt galt. Når man samtidig har Rolf Martin Snustad på saxofon og tilmed giver ham endnu mere plads live end på plade, så spiller det, præcis som det skal. Den fest, som bandet var kommet for at give, var det legende let at leve sig ind.

Der var dog også omstændigheder under koncerten, der fik hevet en ud af den fest, som bandet ellers lystigt spillede op til. Halvvejs inde opstod der teknisk gøgleri med netop Snustads saxofon, hvilket resulterede i, at blæseinstrumentet helt forsvandt ud af lydbilledet. Dette varede ved i næsten tre hele numre, hvor resten af bandet ventede jammende tålmodigt, mens der blev moslet med baritonens ledninger og generelle set-up. Som fem minutters ventetid blev til ti minutters ventetid, må Borten og co. dog være blevet enige om at spille videre uden sax. Det bebrejder man dem ikke: Der er netop blevet opbygget en fest både på scenen og på gulvet, og som "vært" for festen har man selvfølgelig en vis forpligtelse mod den. Festen skal holdes på niveau. Som publikum er det imidlertid svært at leve sig helt ind i skidtet, når man ved, en del af lydbilledet mangler. Tag ikke fejl: Borten, Kapstad og Frønes er i sig selv en formidabelt rockende trio, men da Snustads mundtøj på æggende vis havde fyldt utroligt meget i lydbilledet op til da, var den pludselige mangel på hans tunge saxspil virkelig savnet under disse numre.

Til trods for at man vitterligt skal lede længe efter et bedre spillende rockband end Spidergawd, har man det, som om det godt kan blive endnu bedre. Koncerten er vel omtrent på niveau med deres besøg på Roskilde Festival sidste år. Selvom bassist Frønes er et nyt navn for en, som man har fået lyst til at høre mere rock fra, kommer man ikke udenom, at man sgu savnede Sæther. Festen blev også den tand bedre, i takt med at koncerten med Behemoth og co. sluttede i Amager Bio. Publikummet fra "bioen" kunne med billet joine selskabet på Beta, og det klædte salen at blive lige en tand mere svedig. Når det er sagt: Man krydser fingre og lemmer i håb om, at Spidergawd er et band, der er kommet for at blive. Skal det være bajere og næveglad rockmusik, man kan danse til, så lad det være Spidergawd.

Spidergawd gæster landet igen d. 11. februar, hvor de spiller på Posten i Odense.