Copenhell '22: Det hele skal smadres
Populær
Hætteklædte Nyredolk gik på scenen til røg og dystert dronende intromusik. Der er ingen tvivl om, at bandet har styr på mytedannelse og performance.
Første nummer, ’Indvold’ fra ’Nyredolk’, var en ret god illustration af, hvem og hvad Nyredolk som band er. Deres potente blanding af særdeles upoleret kælderblack og bøllet crustpunk er den slags benzin, der kastes på de bedste bål. Bandet, der var klædt helt i sort og klassiske læderjakker, spillede alle på hvide instrumenter og bar sorte hætter, mens forsangeren var klædt i sin hvide og, efter udseendet at dømme, ganske ildelugtende hætte.
Der er meget godt at sige om Nyredolks musik. Den smadrede og skraldede æstetik og musikkens fuck dig-attitude, som ofte blev illustreret med fingrene af både band og publikum, er det brændstof, et godt rockshow er bygget af. Det her er rock, som vor mor korsede sig over den. Jeg forstår godt, at en del af bandets æstetik er, at det endelig ikke må lyde poleret eller produceret, men det var et irritationsmoment for mig, at man kun kunne høre sangeren, hvis man virkelig anstrengte sig for at finde ham i lydbilledet, og så var han endda kun lige akkurat hørbar. En klarere lyd på mikrofonen er selvfølgelig ikke forenelig med kassettebånds-black metal-etosen, men gid vi lige havde fået en anelse mere sang i lydbilledet, især fordi teksterne rent faktisk er interessante og smukke.
Vidunderlig performance
Sangeren har et stort talent for performance på scenen, og hans kropsgestik mindede om en teatralsk version af en morder i en slasherfilm. Jeg er vild med det, men hvorfor skal vokalen begraves så effektivt seks fod under bandets supereffektive mur af støj? Som en sær kontrast, og ikke en, man finder på Nyredolks udgivelser, så var trommelyden enormt klar og åben.
På randen til kaos
Det er, som om bandet hele tiden balancerer på kanten mellem (villet) kaos og effektivitet. På ’Dø Langsomt’ fungerede balancen fint i starten, men der var også øjeblikke, hvor sammenhængskraften i musikken var ved at bukke under for bandets trang til at splitte alting til atomer. På et af koncertens bedste indslag, den vidunderligt betitlede ’Død af omsorgssvigt’ fra ’Indebrændt’, synges der ”tomme løfter / slæbes rundt i ring / dit væsen fylder / slider min forstand” over et lidt langsommere groove. Det gav plads til, at musikken kunne ånde, men den mistede samtidig en anelse af sin maniske energi. Et stort plus var det, at man bedre kunne høre sangeren.
Skud ud til stagehandsene
De hårdtarbejdende mennesker knoklede for at holde sammen på scenen under den kun en halv time lange koncert. Og efter ’Blottet for empati’ måtte de give op. Nyredolk forvandlede scenen til et smadret kaos af instrumenter (som belejligt blev filmet). Om det var pissecool eller en smule tåkrummende skal jeg overlade til den enkelte at dømme om, men det levede i hvert fald op til myten om Nyredolk som band, og det er bestemt ikke at foragte.