Hip hurra for en fest
Lørdag var vi til børnefødselsdag. Fødselaren blev hele 10 år gammel, men i stedet for røde sodavand og ditto pølser, fik vi en solid koncertaften i selskab med noget af det bedste Danmark har at byde på.
Det er naturligvis pladeselskabet Indisciplinarian vi refererer til, og de ville heldigvis gerne fejre den runde dag i selskab med alle os, der valgte at tage imod invitationen til fest i Pumpehuset – og det havde så mange gjort, at arrangementet næsten kunne melde udsolgt.
Meget typisk for Indisciplinarian, så var genre ikke bestemmende for aftenens program, men derimod snarere både kvalitet og originalitet. Det gav heldigvis også et dejlig bredt publikum – heriblandt en operasanger, der både demonstrerede sin kunnen foran scenen og ude i den akustisk udfordrede toiletgang, som tilsyneladende egner sig fremragende til sangtimer. Der kan man bare se.
Farvel og tak
Aftenens to første bands er sjældne gæster på livescenerne rundt omkring, og derfor var der også stor begejstring, da Piss Vortex indtog scenen som første band ud af de ialt fem bands, der var programsat denne lørdag. 30 minutter fik de at spille i, men med længden på deres numre, der tøffer rundt i omegnen af de 1 1/2 - 2 minutter, så var det også mere end rigeligt til en (formoder jeg) lang sætliste. 
Desværre for bandets fans var det også sidste gang, vi så dem live. De opløses, går hver til sit, hvilket for tre ud af fires vedkommende er over i naboøvelokalet hos Elitist, mens Christian Bonnesen har andre projekter på bedding. Alt er på den måde ved det gamle. Piss Vortex koncerter skal per definition være en kaotisk omgang, og ikke mindst gør de en ære ud af at lave så rodede afslutninger som det nærmest er muligt.
Det organiserede kaos herskede også denne aften, og det var sgu meget fedt med deres progressive, freestyle grindcore. Det skal vi bruge noget mere af. Alligevel kunne jeg ikke helt slippe følelsen af, at ikke alt var by design, men at der måske også var en lille smule rust, der skulle bankes af under koncerten. Liveerfaring har de jo så rigeligt af – bare ikke lige i den konstellation og med de numre – og der var steder, hvor det føltes lidt vel rodet selv for bandets smag. Noget lugtede af noget monitorlyd, der ikke helt spillede med, men det skal vi ikke lægge Piss Vortex til last. De kom med stor charme omkring det meste, og det er måske første gang jeg har benyttet ordet “charme” og “grindcore” i samme anmeldelse. Knald på, kaos, freestyle, progget og charmerende må være nøgleordene for koncerten, og det var et begejstret publikum, der sagde farvel til Piss Vortex. Men mon ikke vi ses derude? Noget tyder på det.
Sjældne gæster
Næste band på programmet var også en sjælden gæst, selvom de lige havde fundet anledning til at pudse formen af i Aarhus aftenen forinden.
Fossils behøver måske ingen introduktion, men her kommer den alligevel. Fossils er en duo. Med bas og trommer. Det kan umiddelbart godt lyde som opskriften på en lidt sær, buldrende koncert uden alt for meget melodi. Det var det ingenlunde, og efter en doomet start gav duoen den alt, hvad den kunne trække, på alle de spektre noise kan befinde sig på. Den umiskendeligt Kyuss’ske lyd skar brede, uskarpe linjer gennem musikken, der skiftede retning, hver gang vi kiggede væk. Præcist, legende og med stor indlevelse fik vi en rundtur i den medbragte sætliste, og selvom bandet virkede næsten generte på scenen i den første del af koncerten, så var den musikalske fremførelse noget nær eminent. 
Når det så er sagt, kan Fossils godt blive en lille smule ensformige, og jeg tror det var klogt at programsætte bandet så tidligt på aftenen, hvor de fleste i publikum havde nogenlunde forståelse for, hvad der foregik omkring dem. Stive publikummer og musik, der skal lyttes til, kan indimellem godt være en lidt træls kombination. Hen mod slutningen af koncertens skaldede 30 minutter fik vi et lille planlagt (eller ikke planlagt?) intermezzo. Trommeslager, Per Silkjær kom ud af sit skjul, frem på scenekanten og efterlyste “en Jacob Breholt”, og da der ingen reaktion var, blev der kaldt lidt på “Bre-e”. Det var der heller ikke nogen respons på, og om det skyldes aftalt spil eller at Jacob BreDAHL, som han retteligt hedder, ikke lige gad den dag, ved jeg ikke. Men Fossils fik til gengæld hjælp fra en helt uventet kant, da en publikummer med en ret flot hat pludselig gav sig til at synge en lille operette dernede foran scenen. Som en slags erstatning måske? Hvem ved?
Men mon ikke Fossils trods mange år på bagen kan sætte et nyt hak på listen over “ting man skal opleve mindst en gang mens man spiller koncert”?
Manden med hatten var i øvrigt den føromtalte toiletgangssanglærer. Det var mindre kønt end skønt, om end temmelig underholdende.
Hemmeligt guld
Dermed var opvarmningen overstået – og sikke en opvarmning!
Næste levende billede på de skrå brædder var Alkymist, og lad mig med det samme komme med en tilståelse. Jeg er vild med vokalen. Den deler vandene, kunne jeg forstå på mine med- og modpublikummer, men hver sin smag. Alkymist spiller tungt. Meget tungt. Progressivt og med stærke tråde tilbage til dengang Black Sabbath var nye på scenen. Og elegant. Alkymist spiller først og fremmest elegant. Der er ikke nogen hak i numrene, hvor nogen skal hvile armene eller hvor overgangen fra C-stykket blev som det blev, fordi ingen gad kæmpe de sidste 5% på plads. Hvorfor de ikke er blevet større i Danmark er simpelthen en gåde. 
Nuvel - musikken er måske ikke det mest nyskabende, vi har set, men det kan siges om så mange bands. Udtrykket er progressivt uden at gå ud af en tangent, og rødderne ligger altid lige nede under. Der er fart på på scenen, lige fraregnet forsanger Peter Bjørneg, der står stoisk, iskold, kompromisløs og sender pilrådden vokal ned over hovederne på publikum. Der er krop i riffsene og trommerne er hårde og kontante uden slinger i valsen, men samtidig er musikken også legende og med fare for at gentage mig selv: elegant. Det var en fornøjelse at se guitarist Steffen Krey og bassist Kaspar Luke danse sig ind og ud af temaer, og særligt fremhæves skal måske Lukes bassolo hen mod slutningen af koncerten. Det er sjældent, vi ser bassolo helt generelt – og yderst sjældent, at den ikke bliver kedelig.
Skal man fremhæve noget, som måske også er forklaringen på, at publikum begyndte at sive, så er det variationen. Det er ikke det mest varierede musik i verden, og egner sig måske dårligt til at ligge i midten på en aften med fem stærke navne, hvoraf to allerede havde taget pusten ud af publikum flere gange. Det er nok et vilkår, som både publikum og Alkymist lever med, og det er ganske givet, at fans af genren nok havde haft lidt længere tålmodighed. De, der blev fik i hvert fald en solid koncert fra begyndelsen til enden, og bifald var der ikke mangel på, da bandet gik af scenen, for at gøre plads til…. Eyes.
Glimt i øjet og alvor i stemmen
Eyes har vi skrevet om mange gange, og det er der er lige så mange gode grunde til. Eyes spiller hardcore med glimt i øjet og alvor i stemmen, og for en ikke hardcore-elsker er det måske den bedste grund til at kigge forbi en Eyes-koncert ved lejlighed. Mon ikke bandet fik lidt flere nye fans lørdag, da de gav et brag af en koncert. Veloplagt, groovy (jep - det ord kan man altså godt bruge om hardcore) og energisk til et punkt, hvor man blev alvorligt bekymret for Victor Kaas’ blodtryk.
Niveauet for koncerten generelt var tårnhøjt. Det var lydtrykket også og jeg tror ikke, at vi på noget tidspunkt var under 102-3 dB. Eyes leverer altid en fest, og de tager ingen fanger i deres groovy hardcore, der tromler alt ned på sin vej, mens sveden sprøjter fra publikums moshsmadder. Ikke den vildeste mosh jeg har set til en Eyes-koncert, men bestemt godkendt – og særligt for de omkring 20 unge (primært) mænd, der fik danset ugen af sig. Lidt surf på crowden blev det også til, men vi havde ærligt talt ikke ventet andet.
Hvad der var lidt overraskende var, at selv det midaldrende segment blandt publikum lod til at være med på spøgen, selvom de holdt kortere inde i midten af gryden. Til tider ramte festen et sted, hvor den truede med at stikke af, og selvom der glimtvis havde været antydninger af, at denne fødselsdagsfest kunne blive dén fest, vi alle ville tale om længe, så var det første gang, hvor jeg ærgrede mig alvorligt over, at jeg natten forinden fik pådraget mig et hold i nakken i en bizar slåskamp med dynen, hvilket betød, at jeg måtte holde mig på god afstand af festlighederne. At Eyes i modsætning til Fossils faktisk fik lokket føromtalte Bredahl på scenen, skal ikke ligge dem til last. Det virkede ikke særlig indøvet, så udførelsen blev lidt rodet – særligt hvad angår lydniveauerne på de to vokalister – men festen fik et nøk op og i 3-4 minutter havde festen frit lejde til at stikke af.
En helt almindelig fantastisk koncert
Det gjorde den desværre ikke, og den lidt underligt stenede stemning sænkede sig, alt imens der blev pakket foran scenen lidt efter lidt – for som de siger i fjernsynet, så skulle vi nu til noget helt andet! Orm var sidste band på programmet, og det efterhånden lidt mørbankede publikum gik faktisk og talte om, at det kunne være fedt med noget “stenet black”, man kunne “stå og svaje lidt til”.
Det fik publikum ikke. Som i overhovedet ikke. Orm har for nyligt udmærket sig ved at være det eneste band i magasinets historie, der var tæt på at tvinge os til at opfinde en ny karakter, da de opførte et mesterværk af en koncert i DR’s Koncertsal. Forinden har vi set Orm i mange konstellationer, men min store frygt med Orm er altid, at promilleniveauet clasher med Orms mere stille stykker.
Den frygt var ubegrundet, for selvom Orms sæt mestensdels bestod af gamle numre, så fik de på en eller anden måde genopfundet sig selv denne lørdag. Om de fortolkede egen musik, havde en anden energi, eller hvad der lige skete, er lidt vanskeligt for mig at sætte en finger på, men Orm viste ingen nåde, tog ingen fanger, og koncerten blev på en eller anden måde mere rasende, mere massive end vi har set dem længe.
At koncerten i Koncertsalen har været god for dem, kunne måske især ses på medlemmernes interaktion på scenen. En tæthed er opstået, som afspejledes i musikken. Og familien har endda fået en lille ny. En lille ny, vi første gang så i Koncertsalen, og som tager sig af tangenterne. Det er et voldsomt klogt valg, for det gav en lydvæg bag de mere sarte stykker. Ikke så meget fordi Orm mangler noget at læne sig op ad, men mere fordi det overdøvede det værste sludren i publikum.
Sætlisten har også fået en lille ny. Eller ikke helt "ny ny". Den blev ret beset også spillet i Koncertsalen, men som første nummer lagde de ud med 'Du Sarte Vinge', der er en ny tilføjelse til sætllisten. Kortere nummer, mere tilbage til rødderne og uden helt så mange stykker og variationer over et tema, som Orm har haft for vane at lave på deres to seneste udgivelser, 'Ir' og 'Intet-Altet'. De to sidste numre på den tre numre lange sætliste var begge fra 'Intet-Altet', og som altid var ‘Floden, Som Kan Skabe’ fuldstændig magisk. Episk er et ord for nummeret. Hit er et andet ord, der oftere og oftere dukker op i min hjerne, når Orm spiller. For det nummer kan et eller andet, og man må bare sige, at Orm aldrig har været i bedre form. Men det var på en måde klædeligt og ret fedt at opleve Orm spille en helt almindelig koncert. Det bør de gøre noget mere.
Krølle på halen og sløjfen på aftenen
Og med Orm sluttede også fødselsdagsfesten. Havde jeg haft en nakke, der makkede ret, så havde jeg haft armene over hovedet. Sådan nogle fødselsdage vil jeg også holde, tror jeg. Det virker sjovt (så længe en anden afvikler). For at binde en krølle på halen, fik vi efter koncerten en anekdote fra Silkjær om, at Fossils har lavet musik til filmen Portland. I selvsamme film har Peter Bjørneg tilsyneladende spillet rocker (eller noget andet farligt) som statist til en fest i sine langhårede dage. Der kan man bare se.
Tillykke til Indisciplinarian. Med fødselsdagen, med en vellykket aften og med et stærkt lineup. Gør lige det igen snart, tak.
Piss Vortex: 3/5
Fossils: 3/5
Alkymist: 4/5
Eyes: 4/5
Orm: 5/5