Patetisk gensyn
Populær
Det Discharge, der spillede på Loppen i lørdags var en pinlig kopi af det band, der i sin tid var inspirationskilde for speed metal- og thrashbands.
2. The Nightmare Continues
3. CCTV
4. Ain't No Feeble Bastard
5. Blood of the Innocent
6. Corpse of Decadence
7. Beginning of the End
8. Protest and Survive
9. Hype Overload
10. What Method What Madness
11. Fight Back
12. Realities of War
13. A Look at Tomorrow
14. You Take Part in Creating This System
15. A Hell on Earth
16. Cries of Help
17. You Deserve Me
18. The Blood Runs Red
Enhver metalfan med nosserne på det rigtige sted og facts’ne i orden kender naturligvis Discharge. Men lad os for god ordens skyld lige understrege, at kvartetten sammen med Crass var et af de mest prominente anarkistiske punkbands omkring skiftet fra 70’erne til 80’erne.
Dengang lagde Discharge navn til to mesterværker – ’Why’ (1981) og ’Hear Nothing See Nothing Say Nothing’ (1982) – som inspirerede D.R.I. på den side af Atlanten, som igen inspirerede et obskurt band, der senere indspillede albummet ’Kill ’em All’. Faktisk har de arrige briter sat deres aftryk på alle fra Napalm Death til Machine Head, og er således et vigtigt navn inden for metallen.
Så da man som menig anmelder satte i mod Christianias Loppen for at få taget sin anarkopunk-mødom live var det med en vis spændthed, men også med forbehold, for Discharge anno 2009 er en noget anderledes størrelse end den, man kender fra de klassiske plader.
Ringo Starr vs. Dave Lombardo
Først og fremmest er frontbrøler Kelvin ”Cal” Morris ikke med i bandet længere (immervæk en vigtig ingrediens!), trommeslager Terry ”Tezz” Roberts er også skredet, så veteranerne, bassist Roy ”Rainy” Wainwright og guitarist Tony ”Bones” Roberts, flankeres nu af to yngre herrer.
Og, åh ja, dér havde vi balladen.
Musiknørder vil vide, at Discharge bygger deres musik op omkring det energiske D-Beat på trommer, og så var det i sandhed et problem, at den nye tøndebasker Dave ”Proper” Caution i bogstaveligste forstand spillede som en brækket arm og holdt rytmen så skidt, at han fik Ringo Starr til at fremstå som Dave Lombardo.
Læg hertil Cals klumpedumpe-afløser i front, Anthony ”Rat” Martin, der forsøgte at kompensere for sit pseudo-tough guy-brøl med en underdimensioneret hanekam og en overdimensioneret ølvom. Der var mere Onslow over ham, end der var gal anarkist!
Umusikalsk
Og så tromlede Discharge ellers gennem klassikerne samt et par sange fra sidste års ’Disensitise’, som denne signatur ikke har hørt (og ved grød heller ikke ønsker at høre efter denne koncert!) – det lød af ”Discharge light”.
Den eneste grund til, at der ikke gives bundkarakter er, at det punkede publikum sørgede for, at bandets hedengangne aggressioner om ikke andet så i hvert fald blev repræsenteret på gulvet foran scenen:
Stagedivende anarkister, reptillignende herre med blodtud i hashblackout, headbanger med hanekam – se, dét er vejen frem.
Nu vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at der stadig ikke er skrevet noget om musikken, men det hænger såre simpelt sammen med, at det ikke var en særlig musikalsk oplevelse – Bones og Rainy gemte sig (forståeligt nok) endda i hver deres side af scenen – mens Discharges rygte blev skamferet.
Og så henvises der for øvrigt til sætlisten ovenfor til de, der er interesserede i, hvilke sange det ubehjælpsomme band møvede sig igennem.
”Discharge” min bare!