Perfekt Zombie-show med halvgod show-Manson
Populær
Den forgangne torsdag åbnede Valby Hallen for årets nok største metalshow på dansk grund, der talte ingen ringere end to af metalverdenens største showmænd, nemlig "The Twins of Evil": Rob Zombie og Marilyn Manson. Og publikum fik, præcis som forventet, show for alle pengene.
Jesus Frankenstein
Superbeast
Meet the Creeper
Living Dead Girl
More Human Than Human
Theme for an Angry Red Planet
Mars Needs Women
Never Gonna Stop (The Red, Red Kroovy)
Sick Bubble-Gum
Scum of the Earth
Lords of Salem
Thunder Kiss '65 (inkl. Enter Sandman)
School's Out (Alice Cooper-cover)
Ekstranummer:
Dragula
Manson lagde ud og havde efter fadæsen på dette års Copenhell virkelig noget at råde bod på. Koncertens første halvdel gav imidlertid ikke mange tegn på, at Manson denne aften skulle få æresoprejsning. Han virkede nemlig mere interesseret i at lege aldrende, falleret rockstjerne, end i at vise sig som showmanden Manson, som alle elsker at hade.
Et halvgodt show
Meget tydede på, at denne aften bare blev Copenhell om igen, men så lagde Manson an til at spille sine udmærkede coverversioner af ’Personal Jesus’ og ’Sweet Dreams’, og det blev et vendepunkt. Det var som om, han lagde sig i selen for at gøre disse klassikere ære. Godt nok havde han indtil da skiftet tøj mellem hvert nummer, men herefter viste Manson for alvor sit berømte og berygtede showmanship. Først med spotlight og snevejr i ’Coma White’, senere den velkendte talerstol i ’Antichrist Superstar’, og til sidst store røde dødsengle-bannere, der krydsede hele scenen, i ’The Beautiful People’. Hvad der startede ud med fornyet skuffelse over antikristsuperstjernen endte i salig fryd for min indre teenager, men et halvgodt show er ikke nok. Derfor må Manson nøjes med en halv topkarakter.
Marilyn Manson: 3
(Lorte)lyden
For ganske kort at knytte en kommentar til lydkulissen i Valby Hallen, så var den præcis, hvad man kunne forvente: diffus og til tider håbløst mudret. Lydmæssigt vandt Rob Zombie imidlertid. Formentlig grundet et mindre ego, der ikke krævede, at hans vokal skulle overskygge musikken, men også grundet bedre musikere.
Overdådigt sceneshow
Men det var ikke blot på lyden, Zombie vandt. Han har tilsyneladende ligeledes trukket sig sejrrigt ud af kampen om Mansons nu tidligere musikere, John 5 (guitar) og Ginger Fish (trommer). Desuden vandt Zombie denne aften retten til at kalde sig den største showman. For ud af ærmet trak Zombie & co. det vel nok største metalshow, jeg nogensinde har bevidnet, med gigantiske robotter, bolde og sæbebobler, storskærme i flere niveauer, der viste et langt horrorvideolysshow, stor finale med konfettikanon og meget, meget andet. Det var overvældende overdådigt.
Hit på hit
Lige så ekstravagant Zombie var med gadgets i sceneshowet, lige så rundhåndet var han med klassikere på sætlisten. Det blev både til noget af det allerbedste fra White Zombie-tiden, fra solopladerne, og ikke mindst blev Metallica hyldet med en af de bedste versioner af ’Enter Sandman’ nogensinde spillet, nærmest kun overgået af Metallica selv, når Jason Newsted fik lov at synge. Under en længerevarende John 5-solo tog Zombie en tur ned blandt publikum og dukkede op på et plateau bag mig, lysende med en håndholdt projektør. Showet fik med andre ord på alle tangenter, og der var ikke sparet på noget – lige med undtagelse af tid.
Et nødvendigt onde
Eneste lille anke var netop, at showet var for kort. Men eftersom Twins of Evil Tour fremstår som en co-headliner tour, må man formode, at Manson og Zombie har delt scenetiden ligeligt. Dvs. at mere tid til Zombie samtidig havde betydet mere tid til Manson, og det behøvede vi ikke. Eller sagt på en anden måde: Zombies forholdsvis korte show var et nødvendigt onde, og det kan vi altså ikke klandre ham for. Zombie-showet fortjener den absolutte topkarakter.