RF 24: Tilbageholdt, elegant råstyrke
Det lykkedes PJ Harvey at begynde sin koncert, lettere forsinket af det passerende uvejr, som måske også havde en effekt på fremmødet foran Orange Scene.
The Nether-edge
Inside the Old Year Dying
The Glorious Land
Let England Shake
The Words that Maketh Murder
A Child's Question, August
Inside The Old I Dying
Send His Love to Me
50 ft. Queenie
Angelene
The Garden
Man-Size
Dress
Down By the Water
To Bring You My Love
Der har været en del snak om, hvorvidt rocken og den tunge musik er død på Roskilde Festival – men det er nu ikke et billede, jeg kan genkende. Især ikke, hvis man graver et par spadestik dybere i programmet, hvor man også i år kunne finde masser af perler. Og så var der jo altså også Foo Fighters og PJ Harvey, som måske hellere skulle have spillet på Arena, hvor hun spillede i 2011. Uanset hvad er hendes sange store nok til Orange Scene – så kræver det bare et publikum, der kan tage dem ind. Denne aften var publikum præget af vejret, men måske også lidt af publikummere, der egentlig mest var der for at få en god plads til Sza, der skulle spille bagefter.
Harveys lyd har udviklet sig en del gennem årene – fra den rå og nedbarberede rocklyd på de tidlige udgivelser over 90’ernes dystopiske loungerock til den folkede lyd, hun nu dyrker. Alle æraer, der har store styrker. Det lykkedes Harvey og hendes velspillende band elegant at omplante de tidligere æraers numre til hendes sene lyd, så de let opdaterede kunne følge trop efter første halvdel af koncerten, der udelukkende fokuserede på Harveys aktuelle og smukke album, ‘Inside the Old Year Dying’ og 2011s ‘Let England Shake’. En fin detalje var den lette forvrængning på Harveys mikrofon, som elegant bandt fortid og nutid sammen. Bandet var klædt i naturfarvet hørtøj, og Harvey sad rundt omkring på scenen i forskellige gammelt udseende træmøbler, hvor hun drak te og foregav at skrive ved en pult. Det var en æstetik, som passede godt til Harveys folkede lyd. Det mørke indhold i hendes sange taget i betragtning fristes man næsten til at trække tråde til britiske folk horror-film som ‘The Wicker Man’, men lad nu det ligge.
Jeg var henført af ‘Inside the Old Year Dying’ og ‘Let England Shake’, der blev fremført med en tilbageholdt intensitet, som lidt er blevet hendes varemærke i den sene del af hendes karriere. Harvey sang i det hele taget med en imponerende kontrolleret, men på samme tid nuanceret og ekspressiv intensitet. Også protesthymnen ‘The Glorious Land’ fungerede godt.
Hvad angår numrene fra den tidlige del af karrieren, så var de som sagt fint oversat til Harveys aktuelle spillestil og lyd, men jeg tog alligevel mig selv i at savne den vilde rocckenergi i de kønsspektrum-diskuterende tvillingesange ‘Man-Size’ og ‘50 ft. Queenie’. Man kommer langt med skønvirke og elegance, men der er også styrker ved harmdirrende langefingre og ubarberede guitarer. Ikke desto mindre var det sådan set en virkelig god koncert, og publikum kom da også lidt mere med i den afsluttende trilogi af numre, ‘Dress’, ‘Down By the Water’ og ‘To Bring You my Love’.