Copenhell 2015: Platte jokes og platte melodier

Populær
Copenhell 2015: Platte jokes og platte melodier

Sukkersøde serenader og dårlig humor er ikke en opskrift på succes.

Dato
20-06-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

En ting må man sige, og det er, at Copenhell ikke er bange for at booke core-navne – Upon a Burning Body, A Day To Remember og nærværende emne for anmeldelse, Asking Alexandria. Hvad man synes om det, må være op til den enkelte, men i hvert fald var en del glade metalcorefans troppet op på Hades lørdag eftermiddag. Carsten Holm introducerede bandet ved at fortælle, at deres nye sanger Denis Stoff havde været med i tre uger, så det var spændende at se, hvordan den nye gut ville klare sig.

Umiddelbart virkede han meget scenevant og kastede sig som i et anfald rundt på scenen. Alt i mens growlet var anstændigt og blandet godt op med ren vokal, der i starten holdt. Her skiller Asking Alexandrias version af metalcore virkelig vandene, for den gængse metalfan er nok ikke helt så begejstret for kombinationen af growls og sukkersød clean vokal, der virkelig er poppen værdig. Kombiner det med en masse breakdowns og basdrops, og så har du en genre, der er upopulær i mange kredse. Og det med god grund, da det simpelthen bliver for monotont at høre de samme vokalskift og tekniske krydderier igen og igen. Monotont er måske ikke ordet, frustrerende måske hellere, da de konstante skift mellem popmelodier og hårdere passager virkelig irriterer i længden. En smule groove, et breakdown, growls, synth og ren vokal – skizoidt har jeg lyst til at kalde det, i mangel af bedre ord. Det gav bare ikke nogen helstøbt oplevelse.

Hvad der var værre, var dog kommentarerne fra guitarist Ben Bruce mellem sangene. Der blev refereret til publikummers pikstørrelse og gjort rigeligt grin med andre medlemmer. Som for eksempel ved at sige, at rytmeguitarist Cameron Liddell havde fået aids af at have haft sex med en abe. Jeg ved ikke, hvor gammel man skal være for at synes, at aids-jokes er sagen, men publikum lød begejstrede, selv om den efterfølgende sang blev introduceret som omhandlende Liddells aids.

Desværre endte den bærende vokal, der indledningsvis ikke skuffede, også med at løbe lidt ud i sandet. Stoff virkede, som om han blev træt i stemmen, der havde lyst til at knække og blive lidt hæs. Hvor der før blev sunget i falset og ramt høje toner, sneg han mere og mere luft på stemmen i løbet af sættet. Muligvis havde hans første tre uger på turné været lidt mere, end han kunne holde til.

Asking Alexandria imponerede på ingen vis musikalsk, men man kommer ikke uden om, at de lod til at tilfredsstille publikum. Når der blev råbt ‘jump’, blev der hoppet, når folk blev kommanderet ned på hug, fulgte de kravet. Med den slags musik kan man altid trøste sig med, at måske den kan fungere som gateway drug for unge fans, der ved at blive udsat for resten af Copenhells program bliver introduceret for bedre repræsentanter for genren. Lad os håbe det.