Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF '17: Primus – nu uden peyote

Populær
Updated
SRF '17: Primus – nu uden peyote
SRF '17: Primus – nu uden peyote

Les Claypool & co. antager det skrabede format med quirks, fodtapning og grisemaske.

Kunstner
Dato
08-06-2017
Genre
Trackliste
1. Those Damn Blue-Collar Tweekers
2. Last Salmon Man
3. Too Many Puppies
4. Wynona´s Big Brown Beaver
5. Mr Krinkle
6. The Toys Go Winding Down
7. Ny sang (goblin rock)
8. My Name Is Mud
9. Jerry Was A Racecar Driver
10. Here Come The Bastards
Forfatter
Karakter
4

Når Primus går på scenen, hjælper det at have indstillet sig på ikke at tage tingene alt for selvhøjtideligt. De tossede musikalske og visuelle indfald kan antage mange former, og Les Claypools spontane udmeldinger mellem numrene er altid opløftende på deres egen skæve facon.

I dagens anledning er de blevet tildelt en af festivalens mindste scener. Deres status i Sverige er givetvis til at overse, og de vælger da også at gøre mindre ud af setuppet i denne omgang, med en opretstående bas og et hestehoved på det ene mikrofonstativ som eneste gimmick på scenen fra starten. Claypool undskylder fraværet af de peyote-inducerende skærmprojektioner og påpeger, at det nok har noget med Trump at gøre.

Guitarist Larry Lalonde indtager scenen med en enkelt akkord på repeat, og med et behændigt træd på pedalen er genkendelsens glæde at fornemme blandt de indviede, mens vi afventer Les Claypools entré på scenen med den simple to-toners løbende bas, der introducerer 'Those Damn Blue-Collar Tweekers'. En påfaldende lav vokal svækker dog singalong-følelsen, og af uransagelige årsager tager det tilsyneladende 20 minutter at rette op på. Det kommer så til deres fordel, at første halvdel af settet i høj grad efterlader plads til improviserede musikalske indfald, hvor Tim "Herb" Alexander bliver den solide støtte, der holder samling på Lalondes støjende feeds og Claypools legesyge væsen.

'I love to play to all of you, especially you with the Primus-tattoo in your cleavage! What did your mother think?'

...og efter en længere præsentation fodres vi med 'Wynona's Big Brown Beaver', en potent og aggressiv version, der starter en moshpit, som mest af alt ville have været Monty Python værdig i gakkede indfald. Grisemasken bliver fundet frem til den dystre 'Mr. Krinkle', som udvikler sig til en længere syre-jam. Med et konstaterende blik på uret fra Claypool tilsidesættes eksperimenterne i resten af sættet. Gudskelov. Forstå mig ret, Lalonde og Claypool er fremragende på hver deres sæt af strenge, men det viser de nu også rigeligt i forvejen, og med et bagkatalog som deres er der ingen grund til at fortabe sig i unødig noodling.

Der afrundes med en ny sang, der præsenteres som deres eget take på "goblin rock", og en mindre hitparade, som vækker alle de skæve dansere i moshpitten til dåd. Hvorfor 'Here Come the Bastards', som mest af alt giver mening som en intro, var valgt til sidste nummer, inden Primus uvarslet forlod scenen, er mig til gengæld en gåde. Det smagte unægteligt af mere.

At være til Primus-koncert er altid en fest af den mere aparte slags. Musikalsk er Les Claypool en legende på den firestrengede og spiller fortsat som en drøm. Den høje vægtning af de skæve, tidlige 90'ere er til de flestes udelte tilfredsstillelse, og du kommer og går med et smil på læben. Denne aften er således heller ingen undtagelse fra reglen. Fokus forsvandt periodisk i starten, men der blev strammet op undervejs, og foden tappede lystigt videre i timer derefter til det indre mantra af 'here they come, here they come'.