Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vokalakrobatik i Cirkus Queen

Populær
Updated
_DSF9790
_DSF9777
_DSF9917
_DSF9590
_DSF9834
_DSF9679
_XJD9467
_XJD9386

Royal Arena var stopfyldt med de unge over 50, da Queen og Adam Lambert fyrede en spektakulær hitparade af foran et måbende publikum.

Spillested
Dato
17-07-2022
Genre
Trackliste
Act 1
Innuendo
1. Now I'm Here
2. Hammer to Fall
3. Somebody to Love
4. Killer Queen
5. Don't Stop Me Now
6. In the Lap of the Gods

Act 2
7. I'm in Love With My Car
8. Bicycle Race
9. Fatbottomed Girls
10. Another One Bites the Dust
11. I Want It All

12. Love of My Life
13. '39
14. These Are the Days of Our Lives
15. Crazy Little Thing Called Love
16. Under Pressure

17. A Kind of Magic
18. I Want to Break Free
(You Take My Breath Away)
19. Who Wants to Live Forever

Act 3.
20. Guitarsolo (fra Dvoraks 'New World Symphony')
21. Tie Your Mother Down
22. Radio Ga Ga
23. Bohemian Rhapsody

Encore
Ay-Oh (storskærm med Freddie Mercury)
24. We will rock you
25. We are the Champions
God Save the Queen
Heroes (David Bowie)

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Spectacular… Spectacular
Som jeg sad der i min stol med fin udsigt over scenen, var det vanskeligt ikke at tænke på filmen Moulin Rouge’s fremragende billedside med dens elefant-tårn, tykke røde velour og stort opsatte shows. Queen er, og har altid været, ekstraordinært. Freddie Mercury var ekstraordinær, og han er mindst lige så kendt for sine fantastiske outfits som for sin sang. Adam Lambert havde derfor nogle rigtig store sko at fylde denne aften. Sangmæssigt er han fuldkommen på højde med Mercury, om end der måske mangler lidt af Mercurys fantastiske blanding af råhed og skrøbelighed. Det vender vi tilbage til senere. Outfitmæssigt vil jeg sige, at han trumfede Mercury, om end i en mere tildækket udgave. Vores fotograf bemærkede tørt, at sidst han så Lambert live, vejede han 10-20 kg mindre, og det var da i sandhed også en velpolstret Lambert vi fik denne aften. Smurt ind i og klædt i glimmer fra top til tå. Jeg har aldrig nogensinde set så meget glimmer. Men der skulle glimmer til at funkle om kap med det fuldstændig overjordisk fede sceneshow, hvor Queen viste os, hvordan man indrammer en storskærm og i sandhed visker grænserne mellem den fysiske og digitale verden ud med de smukkeste visuals, jeg har set. Publikum måbede synligt adskillige gange under koncerten.

_XJD9492.jpg

Det gode ved godt lys og gode visuals er, at det kan give en ny dimension til koncerter. Noget, der også giver os noget at kigge på udover de optrædende. Men det havde til tider tendens til at overtage koncerten denne aften, og det blev mere visuals end det blev egentlig optræden, der tog fokus. Det var tydeligst i 'Kind of Magic' og 'Who Wants to Live Forever', hvor vi fik showets måske smukkeste lysshow, men det tog i så høj grad fokus fra musikken, at det faktisk var synd, da Lambert sang særligt sidstnævnte med en nerve, som jeg savnede lidt i mange andre numre. 

Vokalakrobaten Lambert
Lambert er vel sangmæssigt i sit livs form, og han sang fantastisk. Men han bevægede sig ikke særlig smidigt på scenen. Om det skyldes de ekstra kilo, de 50 cm høje plateausko, han udstyrede sit andet outfit med eller at han havde brug for luft og balance til sin vokalakrobatik, er svært at sige. Men det var showet igennem lidt sært stillestående taget i betragtning af, at vi jo var til en rockkoncert med nogle af de allerallerstørste i rockhistorien. Lambert var sat i den utaknemmelige rolle at skulle lave sin egen karakter, og samtidig være tilpas ydmyg over den kæmpe arv, han løfter, og jeg undrede mig egentlig inden koncerten over, hvorfor det ikke bare var Queen vi skulle se. Altså hvorfor er Lambert ikke bare med i Queen? Det kunne måske tage toppen af de lidt lange takketaler, han sendte mod Freddies minde. Jeg sad under hele koncerten med fornemmelsen af, at Lambert stadig føler sig som gæst i den her konstellation, og det gik ud over band-oplevelsen.

_DSF9676.jpg

May på spidsen
Sætlisten lå fast, og det forstår man godt, for det bliver noget forfærdelig rod at omprogrammere det afsindige lysshow, der ledsagede showet, bare fordi bandet synes, noget skal spilles i en anden rækkefølge. Derfor var der heller ikke nogen overraskelser - vi vidste nøjagtigt, hvad der kom hvornår. På Setlist.fm kunne vi endda se, hvem, der skulle holde tale hvornår, hvad der gik over i hvad, og hvordan det hele var tilrettelagt. Midtvejs i showet fik Lambert en kort pause, da May satte sig selv på spidsen af koncerten i bogstaveligste forstand. På en barstol og med en akustisk guitar, sad han helt ude midt i salen på catwalkens yderste punkt og gav publikum en opvisning i, hvor sej man kan være, når man har spillet rock på stadioner i en menneskealder. Her fik vi duetten med Mercury (på storskæm forstås - trods alt ikke i hologramform) i 'Love of My Life', den fremtidsbekymrede ''39' og ikke mindst 'These Are the Days of our Lives', der blev spillet med Roger Meadows-Taylor på vokal. Det var et tiltrængt skud rockvokal i en koncert, hvor Lambert sang det bedste, han havde lært, men hvor det skolede trådte for meget i front på sine steder. Der blev såmænd også stillet et trommesæt nummer to op derude på spidsen af scenen - for hvorfor ikke, egentlig? Vi nåede også omkring 'A Crazy Little Thing Called Love, og ikke mindst megahittet 'Under Pressure', inden alle vendte tilbage til vante folder på hovedscenen og gigashowet. 'Under Pressure' er jo som bekendt en collab mellem Queen og David Bowie. Så bliver det nærmest ikke større, og i dette nummer var det smertelig tydeligt, at vi hverken havde Mercury eller Bowie på scenen. Taylor fik lavet en hæderlig vokal i stedet for Bowies og nummeret gik så godt, som man kunne håbe.

_XJD9444.jpg

Queen i topform
Koncerten byggede op og op og op hen over de 2½ times show, og der blev skiftet tøj og sceneudsmykning flere gange. Vi fik verdens mest gejlede Harley i nummeret 'Bicycle Race', og selv Brian May kom op i en del meters højde spillende en meget May’sk solo på toppen af en komet, med planeter dansende om hovedet. Det var en af koncertens mere gribende stunder, for May gør helt tydeligt ikke det her for at tjene til pensionen. Han synes det er fedt at stå på den scene, og han spiller præcist så skrøbeligt, som han altid har gjort. Der har altid været en sær blidhed over Mays måde at spille på, og der er så meget luft i hans guitar, at det hele næsten falder fra hinanden. Stemmen har været i bedre form, men han gjorde det ganske fint på de numre, han sang. Desværre var hans guitar noget lav i lydbilledet i den første 2/3 af koncerten, men det fik lydmanden heldigvis rettet op på under 'I Want To Break Free', og resten af koncerten havde en fremragende lyd. Taylor var i storform og fik slået på tønder med en entusiasme, man en gang imellem kan savne hos hans meget yngre kolleger. At han også passede vokalen med overlegen selvsikkerhed, er blot endnu en fjer i hatten til ham, og han fyldte præcist så meget i koncerten, som en legende af hans kaliber skal fylde.

_DSF9630.jpg

Lambert's flæser
Lambert fik - på trods af et lidt mindre sprælsk show, end jeg havde håbet - givet os sit helt eget take på Queens numre. Det er som sagt ikke nogen ret nem balancegang han er ude i, og han fik da også gjort det klart for publikum, at han jo er lige så meget fan, som han er optrædende. Men - og der er et men - det var en anden, ligesom lidt svulstigere sangstil, end den som jeg kender som Mercurys. Man kan aldrig nogensinde kopiere Freddie Mercury, men Lambert havde lovligt mange fraseringer og er måske i virkeligheden for godt uddannet som sanger til rigtig at ramme den råhed og den skrøbelighed, som kendetegner Mercurys temmelig uskolede sangstil. Det blev på sine steder en musicalversion af Queens numre, og hvor imponerende hans præstation end var, var skabelonen, der blev lagt ned over numrene lidt for ens til at jeg troede helt på den. Der er absolut intet galt med fortolkning af numre, men jeg synes Lambert mistede ånden i Queen lidt af syne i nogle af numrene.

_DSF9844.jpg

Særligt i 'Bohemian Rhapsody' synes jeg, hans fraseringer tog overhånd på de steder, hvor der absolut ikke bør være andet end lyden af en slagen mand, der ser ned i afgrunden. Nummeret, der var det sidste inden ekstranumrene, var ellers stort anlagt, og Brian May dukkede op fra scenegulvets dyb iført en rumdragt af en art, og spillede den solo, som hver eneste i publikum kan synge forfra og bagfra. Præcist som den altid har lydt. Den faldt lidt fra hinanden mod slutningen, men et rutineret band samlede kvikt tråden op, og det var blot en mindre glitch i en ellers fuldstændig fejlfri optræden. Alligevel var det i dette nummer, at det blev tydeligt, hvorfor Mercury er en legende, og hvorfor Lambert aldrig bliver det.

Vanen tro blev koncerten afsluttet med en båndet udgave af 'God Save the Queen', og vi blev sendt ud i sommernatten til lyden af 'Heroes', og således fik vi trods alt lidt Bowie, mens vi igen blev mindet om, hvor mange giganter, der egentlig er væk efterhånden.