RF '13: Gedens dansefest

RF '13: Gedens dansefest

Natten til søndag gav det svenske kultorkester Goat en festlig og lettere overflødig koncert, der dog fik samtlige publikummer i det tætpakkede Pavilion-telt til at danse løs i de fladtrampede festivalsko.

Kunstner
Dato
06-07-2013
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Goat ligger lige på grænsen til, hvad vi normalt beskæftiger os med i Devilution. Men bandet deler jo navn med et vist dansk kultnavn fra 90'erne, på deres t-shirts gør de ironisk grin med Bathorys fantastiske debutalbum, og sidste år anmeldte vi deres debutalbum, der bærer den den meget sigende titel 'World Music'. For det er nemlig, hvad svenskerne gør sig i: verdensmusik. Og tror man deres pressemateriale, så kommer de sågar fra den nordsvenske flække Korpilombolo, der ifølge bandet selv var en af de få europæiske byer, hvor der blev praktiseret voodoo, og "efter forfædrenes tradition" optræder Goat derfor i eksotiske masker og kostumer.

I denne lytters øren lyder det som en røver af format, og det ligger umiddelbart mere lige for at slå bandet i hartkorn med et performance art-popnavn som The Knife, der også gør et stort nummer ud af sløre deres identiteter og i at plante spøjse historier i pressen. Og inden for metallen/rocken er der jo så Ghost ... Ja, hvad er det egentlig med svenskere og udklædning i disse tider? Måske gør de det for at give deres ellers ofte så trættende musikalske stiløvelser et boost i medierne.

Indrømmet – med alt ovennævnte in mente – så nej, Devilutions udsendte kunne ikke se det store i sidste års album, endsige idéen i at overvære otte svenskere spille afrikansk og arabisk musik på en festival, hvor der i forvejen er rigeligt med afrikanere og arabere, der gør sig i den slags. Men dén skepsis var der forsvindende få, der delte, da Goat et par timer efter midnat og en halv time efter Metallica gik på scenen i Pavilion-teltet, foran et af dén scenes største publikumsskarer dette år.

DANS, FOR HELVEDE!

Og det var feststemte tilskuere, der nærmest allerede dansede, inden oktetten gik på scenen og lagde for med den indisk-inspirerede raga 'Diarabi'. I sin forlængede udgave stod sangen som en fin introduktion til festen, der for alvor gik i gang med den basdrevne 'Golden Dawn', mens Goats to kvindelige dansere og indpiskere spænede på scenen til buldrende congas i en frenetisk bolero, inden der for alvor gik Fela Kuti-afrobeat i den med 'Disco Beat' og lidt senere 'Let It Bleed (der for øvrigt intet har med Rolling Stones' sang af samme navn).

At overvære koncerten var dog som at få skreget "DANS, FOR HELVEDE!" i hovedet hvert andet minut, for det virkede på de fleste fremmødte som en vigtigere del af koncerten end selve musikken, og der blev nærmest set skævt til os, der ikke deltog aktivt i de okkulte svenskeres "ritual". Undertegnede fik nok af karnevalet og de alt for festlige festivalgængere, men i siddende position ude i teltkanten hjalp det faktisk på indtrykket, idet gøglet ikke distraherede.

Rock mod slut

Mod slut gik der ren rock tilsat The Doors'sk orgel i den i 'Run to Your Mama', der live var strukket fra albumversionens 2 til omtrent 10 minutter. Hårdt rockende 'Goathead', der var mere Hendrix end Kuti, buldrede bagefter af sted med tung bas båret frem af trommeslagerens i øvrigt gennemgående sublime spil, der i høj grad holdt sammen på det hele. Og til sidst hypnotiserede 'Det som aldrig forandras' som en krydsning af The Doors' 'The End' og Led Zeppelins 'Whole Lotta Love' på valium.

Fraset et antiklimaks af et ekstranummer var dét en fortrinlig afslutning på en koncert, der dog musikalsk føltes ret redundant, og som desuden virkede som en lukket fest for de af os, der foretrækker musik frem for show og som hellere vil stå i baren end på dansegulvet. Så kan vi lære det...