Et farverigt og udknaldet ritual
Populær
Svenske Goat er lige blevet annonceret til næste års Roskilde-plakat, hvilket er herligt. De har nemlig udgivet et af årets bedste debutudspil, der gakker over af pulserende psych og frække voodoo-beats.
2. Goatman
3. Goathead
4. Disco Fever
5. Golden Dawn
6. Let It Bleed
7. Run To Your Mama
8. Goatlord
9. Det Som Aldrig Forandras/Diarabi
Man havde allerede spekuleret på, om Roskilde Festival ikke ville booke årets nye skandinaviske navn, der kalder sig Goat - og hjertelig tak til festivalen for at imødekomme spekulationerne. På deres skæve og fantastisk æggende debutplade, ’World Music’, viser Sveriges mystiske band nemlig en tydelig forkærlighed for både verdensmusikken og den røgede rockmusik, hvilket resulterer i et forrygende funky udspil, der kan karakteriseres som pladen at knalde og knalde ud til.
Nødvendig mysticisme
På samme måde som landsmændene i den spøjse okkultgruppe Ghost, karakteriseres også Goat af en form for mediehysteri, der går på manglende viden om, hvem bandet egentlig består af. Det er der nemlig ikke mange, der helt præcis ved. Nogle af musikerne i det syv mand store orkester har base i Göteborg, mens de tre eneste originale medlemmer bor i Korpolombolo, en lille by i det nordlige Sverige, der efter sigende har en århundrede lang historie som hjemsted for voodoo-tilbedelse. Dét i sig selv har selvfølgelig ført hypede spin-historier med sig.
Goat er imidlertid mere frygtløse end Ghost i den forstand at de skider på mysticismens principper. De har således "røbet" deres identiteter i interviews og varetager ikke det hemmelighedsfulde som et sensationssøgende brand, men bruger det i højere grad som en musikpolitisk nødvendighed. Ideologisk set handler det om, hvad man gør, ikke hvem, der gør det. Og Goats musik er ideologisk på den måde, at det omfavner flere musikalske verdenshjørner under én vellykket signatur.
Bongo med strøm på
Der er nysgerrige kamre i Goat-medlemmerne øregange, det er helt sikkert. Mens nogle kamre tjekker en sonisk verdensdel ud bestående af analoge bongotrommer og tamburiner, tjekker andre kamre den klassiske rocks psykedeliske palet ud. Ét øjeblik trækker de på Funkadelic, det næste øjeblik emmer det af Fela Kuti, Ray Manzareks lyd er overhovedet ikke fremmed for dem og det er den tunge psykedeliske rockmusik heller ikke. Overordnet set er det melodiøst og gakket og smukt og frem for alt fysisk medrivende.
Svenske psych-rødder
Det er egentlig både godt og skidt, at pladens afsluttende nummer, ’Det Som Aldrig Förändras/Diarabi’, såvel er den skæring, der af pladens ni numre skiller sig mest ud, samtidig med at nummeret også er udspillets svedigste og suverænt bedste. Det klæder bandet at lægge afrikaner-voodoen på hylden på dette nummer, ligesom det klæder dem i stedet at læne sig op af Pärson Sound og lyden af deres svenske pioner-psych fra slut-60’erne. Den orgellyd, som Goat benytter sig af på dette nummer, sprænger himlen i luften i festlige og dansevenlige farver. Det er en historisk smuk afslutning.
Men hvor Pärson Sound lader deres enestående musikalske univers vokse gennem improvisationen, er Goats anderledes enestående numre skrevet efter en afrundet ideologi. Goat ved præcis, hvad de laver, hele tiden, og det er denne alt andet end umiddelbare musikalske fornemmelse, der resulterer i, at de også ender med at sparke sig selv en smule i røven. ’World Music’ er således en alt andet end fri plade, og skulle den have været helt oppe at ringe hos denne skribent, skulle bandet have grebet materialet an med en endnu større åbenhed. Førnævnte afslutningsnummer er undtagelsen på pladen.
Musikken som farven
Til trods for indvendingerne så er ’World Music’ stadigvæk et frækt og forfriskende udspil. Sangene er ekstremt indlevelsesrige, bombastiske og fantastisk in your face-melodiøse, smukke og sjove samt rørende og tankevækkende. De kalder på én gang på syre og kærlighed. De er politisk energiske, samtidig med at de er fugtige og sexede. Om Goat er afrikanere med en forkærlighed for svensk psych, eller svenskere med en forkærlighed for afrikansk voodoomusik, er aldeles ligegyldigt. Musikkens dna har sin helt egne karismatiske farve, der tilsidesætter ophav og taler for sig selv. ’World Music’ er kort sagt en plade, man absolut MÅ tjekke ud.