RF 23: Et slot af panserglas
Populær
Aftenens koncert på Apollo handlede om så meget mere end blot lyd. Det var følelser. De helt ubehagelige. Dem vi ikke har lyst til at tale om. Dem så mange metal-bands higer efter at kopiere.
Hun virker glad for at stå på scenen. Margaret Osborn. Hun kommer ikke så meget ud, siger hun, men hun er glad for, at så mange er mødt op for at høre hendes musik. Dem hun har siddet hjemme i sin kælder og strikket sammen. Vi er her naturligvis for musikken, men også for at vise sympati med kunstneren.
I 2013 gæstede Crystal Castles Roskilde Festival. Synthpop-duoen spillede en udmærket og indlevende koncert på Arena. Året efter brød Osborn med Crystal Castle, og drypvist fik vi fortalt historierne om den tidligere samarbejdspartner Ethan Kaths misbrug. Seksuelt, psykisk og mentalt. Noget, der allerede begyndte, da Osborn var 15 år.
I dag er hun 34 år, går under navnet Alice Glass og spiller igen på Roskilde Festival, på Apollo. Som set flere gange før, var scenen spartansk opsat. Glass havde sin mikrofon, masser af ekko og sine pads. Eneste anden på scenen var den medbragte bassist. Mere var der sådan set heller ikke brug for. Kunstneres gotiske udtryk og tunge industrielle beats fik lov til at fylde scenen og det rå, container-indkapslede område, så vibrationerne fra bassen forplantede sig ud blandt publikum.
Den eminente ‘Forgiveness’ gav publikum et tidligt højdepunkt
Med lidt småjusteringer af bas og vokal, så alt balancerede kom vi igennem en god del af Glass’ eget materiale, naturligvis suppleret af Crystal Castals-numre. Bekendt med kunstneres udfordringer, var det en emotionelt investeret sangerinde og ditto publikum, der skulle finde hinanden. Det sidste tog sin tid. Blur stod for døren, og som koncerten gik, var det kun de, der kendte kunstneren bedst, der var tilbage.
“Am I worth it or am I worthless? / And will I ever figure it out? / Sold myself to him / Be my own victim / And with this bondage / Tie myself down” synger Glass på ‘Without Love’. Det rammer hårdt. Det er ubehageligt på et uset niveau. Der er ingen virkemidler, forvrængede guitarer eller dobbeltpedal. Kun sandheden. Kun de virkelige oplevelser, hændelserne, der har været et mareridt for Glass, siden hun var en ung teenager. Det er ikke rart at lytte til. Det er ekstremt hårdt.
Hvorfor anmelder Devilution Alice Glass?
Efter anmeldelsen af Lil Nas Xs fremragende koncert på Orange scene, oplevede vi spørgsmål til hvorfor? Nuvel, det var få, men de var der. Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er det relevant? Hvad er det tilsvarende ved Alice Glass’ synthpop, der skaber relevans? Ud over at Alice Glass, og Crystal Castles for den sags skyld, arbejdede meget med det rå punkede udtryk i kompositionerne, er det vigtigt at forstå, at det ikke handler om guitar, growl eller tilsvarende. Det handler om følelser. Musik er følelser, derfor går vi så meget op i det. Derfor stiller folk spørgsmål til relevans. Aftenens koncert på Apollo var følelser uden på tøjet. Det var et ubehag, denne anmelder sjældent har oplevet. “They want a rose to paint over / It's never enough / Drain you / Down until you fade away / It's never enough” lyder det på ‘The Hunted’. Lille og skrøbelig står hun næsten alene på den store scene, og alligevel så vanvittigt stærk. Det er ikke opfundet. Det er Nine Inch Nails, da Reznor havde psykiske problemer, i en meget højere potens.
Det er de følelser, metallen generelt forsøger at sætte i spil, men det her er ikke fantasi eller opspind. Det er så ægte, som det kan blive. Derfor er det relevant. Afslutningsvist var det tyndet godt ud foran scenen. Lyden var heller ikke lige god hele vejen igennem og Glass fumlede også lidt rundt med sine pads. Det var synd. Det var også ufortjent, men det ændrer ikke på, hvilken magtdemonstration Glass leverede. Det handlede om meget mere end en koncert. Det handlede om livet, og trods de mange ubehagelige tekster mærkede vi Osborn leve. Om ikke andet igennem os, der var mødt frem.