RF 24: Wankers!
Roskilde Festival trak i håndbremsen og satte en stopper for verdens mest uskyldige fest – en overreaktion af dimensioner.
Det startede lige så kaotisk, som afbrydelsen mod slutningen var. Solen tittede frem og sørgede for at opvarme pladsen. Slette få af de mange spor på regn, mens publikum måtte vente små tre kvarter på, at en lift blev trillet ind og ud, for at tjekke lamperne på Eos’ intime scene. Ikke at der var sandsynlighed for at While She Sleeps forsanger Lawrence Taylor nogensinde var blevet ramt. Han for rundt på scenen som en vanvittig fra de indledende toner til åbningsnummeret ’Rainbows’ og gennem hele koncerten.
Energien havde en direkte og meget afsmittende effekt på publikum. Dét kan bandet – og især Taylor. Showmanship, eller bare en nærmest barnlig glæde ved at stå på scenen og møde publikum. Det kunne mærkes helt ind i hjertet, hver eneste gang forsangeren ærbødigt takkede for fremmødet.
Det var ellers ikke imponerende. Vi var en begrænset skare foran scenen, men det kan nok også diskuteres om While She Sleeps virkelig er et Roskilde Festival band? En publikummer ved siden af mig, gjorde den tanke til skamme, da han stolt fremviste den gåsehud ’The Guilty Party’ havde medført. Bandet selv gjorde den tanke til skamme. De spillede en indlevende og flot koncert.
Mens vi fik serveret den ene velskrevne hoppeborgs-metalcorekomposition efter den anden, hev While She Sleeps publikum til sig. Folk fik armene i vejret, og den ene pit efter den anden opstod. Vi fik samtidig en rigtig god lyd, så vi nemt kunne høre Taylor, selv da han crowdsurfede blandt publikum.
I det hele taget havde Sheffield-bandet succes med at spille Roskilde Festival ind i de sene eftermiddagstimer. I en sådan grad, at da den karismatiske forsanger opfordrede publikum til at crowdsurfe, faldt svaret prompte fra de fremmødte. Bandets eget crewmedlem, hoppede ned og hjalp festivalens underbemanding foran hegnet. ”I don’t give a fuck, I said it now” lød det gentagende fra Taylor, og reaktionen fra festivalens sceneansvarlige kom ligeså hurtigt, som folk begyndte at flyve over hegnet. Mens vi kun kunne høre Adam Savage på trommerne, kunne folkene på og bag scenen kun høre buhen fra publikum. Et bastant og direkte svar på den fjollede reaktion fra festivalens side.
Det virkede en kende overdrevet at punktere en koncertoplevelse, som det blev gjort. SÅ mange crowdsurfede ikke. Man fristes endda til at sige, at de der gerne ville surfe, var over hegnet, da strømmen blev taget. Medmenneskeligheden og følelsen for godt koncertflow blev sat for døren til fordel for et rigidt regelsæt. Nuvel, var man der i 2000, forstår man nok festivalens udgangspunkt, men det overrasker stadig, at der ikke er plads til at se den individuelle situation an og agere derefter.
Taylor undskyldte og strømmen kom tilbage, men det skabte en uhensigtsmæssig pause for en koncert, der på daværende tidspunkt var på sit højeste.
’Systematic’ lukkede festen, der vel at mærke nærmest først lige var startet. Forsinkelsen og det tåbelige ophold, skabte en koncert, de aldrig rigtig lettede fra jorden, trods bandets utallige forsøg og godkendte virke på scenen. Vi fik med al sandsynlighed også et nummer mindre, skal man tro diverse tidligere festival-setlists – en direkte effekt af forsinkelse og ophold.
Samlet set må man blot erkende, at den koncert på mange måder kunne have været langt bedre, men det var ikke bandet selv, der var skyld i den udfordring.