RF 26: Fjollefest i Lagunen
Getdown Services fik Lagunen til at boble med bar mandehud og en fjollet buffet af disco og rå riff-energi.
Til det udødelige riff fra Status Quos ‘Whatever You Want’ kom Getdown Services løbende ind på Lagune-scenen, som var de stukket af fra et røveri. Getdown Services, det vil sige de to barndomsvenner Josh Law og Ben Sadler fra Bristol. De kalder sig ‘Britain’s Best Band’, og med debuten ‘Crisps’ fra 2024 er de blevet en lille indie-sensation i UK med deres deadpan-lyrik og en lyd, der bedst kan beskrives som, hvis LCD Soundsystem og Daft Punk fik et kærlighedsbarn med AC/DC og ZZ Top. Dansabel disco tilsat rå og sexet riff-energi fra dengang, rocken rullede.
Men først skulle publikum varmes op. “Jump three times”, blev der befalet. “Jump twelve times.” Som sagt så gjort, og de to fjollede kumpaner formåede, uden at have spillet et eneste nummer, at have hele teltet i ryggen fra start.
Så kom et four to the floor-stampende trommespor på, og Josh Law rev en gammel Gibson SG om halsen og vred små melodiske stumper af sig, mens begge herrer gik råbeskrålende til mikrofonerne med tekster om alt fra Jamie Oliver til eksem.
“Jamie says that dinner takes fifteen minutes / I say get back Jamie / I’ve only got five.”
Fem minutter var også nogenlunde så længe, der gik, inden Josh Law til stor jubel smed t-shirten og fremviste den blegfede farkrop. Guitaren røg af halsen og blev erstattet med en imaginær hakke. Nu skulle vi helt ned i kulminen, og det med et glamrockende riff og et technobeat med en hidsig hi-hat i 32-dele.
“It’s time to get loose, you Danish twats,” skreg Ben Sadler og slap de hvide mandedeller ud af den omklamrende t-shirt. Publikums svar på fornærmelse og mandestrip var at danse endnu mere amok til det clubbede housebeat og det Daft Punk-agtige synthesizerriff, der nu blev kastet på sporet.
Festen i teltet var for længst en realitet, da Josh Law proklamerede “Free Palestine! And if you don’t agree, you can fuck off”, inden de to herrer trådte af scenen.
Der gik dog kun få sekunder, før en monoton, HAL-agtig computerstemme i højttaleren gentagne gange spurgte “would you like the men to come back for you?”
Det ville vi alle sammen godt, og vi fik endnu et bassbeat at tygge på, og sangen ‘The Radiator’, hvis lyrik er et repetitivt råbende “I bang my head on the radiator”, inden Daft Punks ‘One More Time’ blev samplet, og vi blev ført til en strandbar på Ibiza som afslutning på det hele.
En lille knaldperle af en koncert, hvor Getdown Services med deres fjollede energi og selvironi fik Lagunes vand til at boble. Blev det lidt langt til sidst, og kunne man have brugt flere facetter og strenge at spille på? Afgjort ja. Men energiudløsningen og de to herrers selvironiske glimt i øjet sikrede, at en time med Getdown var akkurat nok inden et comedown.

