Metalhistoriens vingesus
Riot Citys totalmetal var noget nær en åbenbaring onsdag på Stengade, hvor overskud, spilleglæde og musikalsk overlegenhed gik op i en højere enhed.
Steel Rider
Ghost of Reality
Warrior of Time
Halloween at Midnight
Burn the Night
Livin' Fast
Tyrant
The Sentinel (Judas Priest-cover)
Electric Elite
329
Ekstranumre:
In the Dark
See You in Hell (Grim Reaper-cover)
Når man som jeg er født i 1984, kan der af og til være noget klaustrofobisk ved metallen: Det er, som om alle de historiske øjeblikke i metallen er fundet sted, før man begyndte at gå til koncerter. Min første metalkoncert var med Motörhead i Store Vega i 2000, og på det tidspunkt var metallen allerede gammel. Man har ikke set Metallica på en lille klub, ikke haft mulighed for at se Iron Maiden med Paul Di'Anno, ikke set den Mercyful Fate-koncert med nonnen, ikke set Darkthrone i Esbjerg. Man har set gode, ligefrem suveræne og sublime koncerter, men det er altid, som om de virkelige jordomvæltninger er henlagt til mytisk fortid, før man selv havde mulighed for at deltage i Historien med stort h. Når det føles klaustrofobisk, er det, fordi man tynges under vægten af Historien, man kan ikke slippe fri af den og skabe sin egen, når alt det legendariske er sket før ens egen tid.
Koncerten med Riot City på Stengade onsdag d. 4. april føltes som et af disse historiske øjeblikke, som om historiens vingesus (vingesuset fra metalørnen, der pryder den canadiske kvintets debutalbum, 'Burn the Night' fra 2019?) berørte publikum.
Overstadigt band, overstadigt publikum
Efter to opvarmningsbands, danske Pectora (som jeg ikke så, fordi jeg af princip ikke længere orker, at der partout altid skal et dansk band på plakaten til hverdagskoncerter, hvor man skal op dagen efter, beklager Pectora) og nordengelske Seven Sisters (der virkede som et band med hjertet på rettet sted, men også lidt rodede med umotiverede temposkift og en blanding af hard rock, NWOBHM og euro-power metal; en del af publikum virkede endog meget glade, den anden del let indifferente), gik aftenens hovednavn på scenen til temaet fra 'Terminator'. Passende nok til bandets metal, som nogle måske vil kalde retro, men som i virkeligheden først og fremmest er klassisk, altid på jagt efter næste fængende hook, næste øreflænsende falsetskrig fra sanger Jordan Jacobs (der ikke synger på debuten, men lyder præcis som guitarist Cale Savy, der synger som en drøm på albummet), næste gnistrende laserlead fra duoen Cale Savy og Roldan Reimer. Der er ingen tvivl om, at hovedinspirationen er Judas Priest anno 'Defenders of the Faith' og 'Painkiller', men Riot Citys store styrke er den sult og energi, de spiller genren med: De får den gamle heavy metal-kværn til at stråle, som var den fabriksny og helt uden slid. Og er fremragende sangskrivere.
Med en koncertstart kl. 23 og en tydeligvis ret skarp afslutning kl. 24 (sikkert af hensyn til spillestedets naboer) var der fart over feltet fra første sekund, da Riot City lagde ud med den mesterlige 'The Hunter' fra debutalbummet. Det føltes i hvert fald koncerten igennem, som om det nærmest overstadigt spilleglade band spillede det meste en halv gang hurtigere end på plade.
Men med et album, et par nye sange og to coversange og en sen og kort spilletid får man jo også travlt. Det hurtige tempo trækker ned i karakteren, men som man stod der, føltes det også ret intenst. Som om Riot City også havde så travlt, fordi de ikke kunne lade være, fordi de var ivrige efter at vise publikum, hvad de kunne. Jacobs fik highfivet samtlige på de forreste rækker, og alle andre medlemmer end trommeslageren skiftede konstant position på en scene, der egentlig var for lille til alt det show. Foden op på monitoren, løftede guitarer, flere gange lige op i Stengades lave loft, og en tilsyneladende meget lykkelig Jacobs; da han mod slutningen sagde, at bandet ville huske denne aften for evigt, troede man på ham, og det samme gjorde man, da han løbende roste publikums entusiasme. En publikummer med fødselsdag fik endog lov at komme op på scenen og stagedive.
For hvis publikum blev blæst bagover af Riot City, blev Riot City ikke mindre blæst bagover af publikums respons, hvor der var fællessang (jeg har sjældent set så intens en syngen med fra publikum til et undergrundsband på et lille sted) og pit fra begyndelsen og udbredt og almen jubel. I det hele taget var der en stemning, jeg ikke har været vidne til længe. Og den skyldtes nok ikke kun, at koncerten i flere omgange var blevet udsat.
Skønhedsfejl og overskud
Men hvorfor skulle stemningen ikke også være i top, når nu Riot City spillede med så vanvittigt et overskud, med så meget spilleglæde og så godt materiale, som de rent faktisk har? Og når bandets to nye numre, 'Ghost of Reality' og 'Electric Elite' (en slags selvpræsentation?) holder samme tårnhøje niveau som det bedste fra debuten.
Var alt så perfekt? Ikke helt. Det korte spilletid gav et hæsblæsende tempo, der til tider blev forceret, især under 'In the Dark', der afvikledes på to minutter som ekstranummer; ellers et af de stærkeste kort fra debuten. Og hele to covernumre – Judas Priests 'The Sentinel', som er svær at få til at være lige så god som orginalen, og Grim Reapers 'See You in Hell', som er festlig, men ikke helt kan måle sig med Riot Citys egne sange – er strengt taget for meget, selvom det sikkert er et vilkår med en headliner med kun et album bag sig. Men skønhedsfejlene fyldte uendeligt lidt i forhold til den metalliske ekstase, Riot City skabte.
Og det er derfor, aftenen føltes, som om man var vidne til en eller anden metalhistorisk begivenhed, som folk i fremtiden vil lyve sig til at have været med til. Det føltes, som om metallen var ny igen, som om der var noget at opdage, som om entusiasmen slet ikke ville forlade kroppen. Kort sagt virkede Riot City som et band, der er på vej mod det helt store. Om de så når det, er altid et åbent spørgsmål, men fornemmelsen af det var stærk.