Roskilde '18: Ikke megen gnist tilbage

Roskilde '18: Ikke megen gnist tilbage

Det var en fejl at sætte Interpol på Orange – de amerikanske post-punkere og indie-darlings har slet ikke den samme tiltrækningskraft som for et årti siden. Et monotont og rutinepræget show understregede den falmende status.

Kunstner
Dato
05-07-2018
Genre
Koncertarrangør
Karakter
2

I 00'erne kunne Interpol nærmest ikke gøre noget forkert – og de endte med at blive et af indierockens største band i det årti med deres tre første album. De er siden blevet fulgt op med to mere eller mindre anonyme udgivelser, mens en sjette, 'Marauder', udkommer senere i år.

Stilen var og er rendyrket post-punk med veloplagte og fængende omkvæd, der kommer til live igennem forsanger og guitarist Paul Banks dybe røst, der altsammen trækker tydelige tråde til genrens ophavsmænd i Joy Division.

Sidste år opførte bandet debuten 'Turn on the Bright Lights' i dens helhed i Koncerthuset. Og selvom der den aften var fuldt hus og stor begejstring hos de fleste i salen, så virkede Interpol uden den gnist, som kendetegner et band, der stadig er sultne. Hvilket de forlængst har antydet, at de ikke er, på de seneste par plader. Og nu også live.

Og det var ikke meget anderledes på Orange torsdag eftermiddag, hvor det hurtigt stod klart, at en placering på en mindre scene havde været bedre for både dem og publikum. For Interpol er ikke et band, der erobrer scenen og på nogen måder opfordrer til andet end at lytte. Paul Banks var hele vejen igennem iklædt hvide solbriller, der gav ham et cool look, men også skabte en mærkbar distance mens han bare stod i samme oprejst positur og sang i samme tone fra start til slut.

Resten af bandet rørte heller ikke meget på sig, hvilket gør det svært ikke at savne gruppens tidligere bassist Carlos Dengler, der var stik modsat de andre medlemmer i sin manisk dansende optræden. Nu er det bare sorte suits og to skridt til siden.

Den megen plads foran scenen gjorde heller ikke noget godt for at mildne den matte atmosfære. På trods af at vi fik hits og stærke sange som 'Obstacle', 'Evil', 'Slow Hand', 'The Heinrich Maneuver' og 'Rest My Chemistry', blev det et både monotont og uengageret show fra et band, der trænger til en ordentlig saltvandsinsprøjtning.