Satan!
Populær
Alle dem, der valgte at se Tenacious D på Orange Scene i stedet for de norske black metallere på Pavilion, gik muligvis glip af årets absolut bedste Roskilde Festival-koncert.
2. Slakt
3. Ghoul
4. Demonic Supremacy
5. Mouth of Madness
6. Unholy Paragon
7. Antiliv
8. Sacrifice
Ikke så meget pis. Corpse paint, omvendte kors, ”FAEN” (”fanden” på norsk) skrevet på maven, lange pigarmbånd, patronbælter og militærstøvler. Rammerne og indholdet for årets black-koncert på Roskilde var lagt.
Kun et par håndfulde mennesker var mødt op til midnatskoncert på Pavilion; den hårde metalkerne. Alle andre ville hellere se Tenacious D. Det var deres store tab. Tsjuder gav en fremragende koncert, som kun indeholdt et par skønhedsfejl, der blev rettet op løbende.
Bandets historie strækker sig helt tilbage til 1993, til den norske black metals gyldne alder. De blev aldrig hypet som en del af ”true Norwegian black metal”-bølgen, hvilket kun har gavnet bandet. Siden deres begyndelse er de forblevet i undergrunden, og de har altid fået ros blandt black metal-nørderne. I 2006 besluttede bandet sig for at holde pause til manges store ærgrelse, og da de vendte tilbage i 2010, gav det jublende genlyd i undergrunden.
Til forskel fra mange af deres artsfæller har Tsjuder aldrig blandet politiske synspunkter i deres musik. Teksterne omhandler alle de andre klassiske genreelementer; anti-religiøse synspunkter, ondskab og satanisme. Og det kunne tydeligt mærkes live.
”SATAN!” var et ord, der med jævne mellemrum blev skrålet ud af Nags lunger, hvis man nu skulle være i tvivl om, hvad han havde skrevet på sin mave. Manden havde et klart statement, der blev understøttet med hans energiske basspil, musikkens bærende element. Bandets trommeslager AntiChristian, en af de allerbedste, man har kunnet finde blandt festivalens mange artister, lagde et solidt fundament, som strengeinstrumenterne lænede sig op ad, og tilsammen kreerede de et solidt black metal-billede, der aldrig formåede at forsvinde blandt distortionpedaler.
Faktisk havde Tsjuder et meget friskt og moderne lydbillede, som man kender det fra eksempelvis Satyricon; at det lykkedes at få så høj en lydkvalitet frem live, og endda på en festival, er helt og aldeles imponerende. Det absolut eneste, man kunne sætte en finger på rent lydmæssigt, var en lidt for lav guitarlyd i starten af koncerten, som dog hurtigt blev fikset.
I løbet af koncerten blev Pavilion-teltet mere og mere fyldt, men aldrig mere end til lydpulten. Dette gav oplevelsen et nærvær, man sjældent oplever til black. Tsjuders tre medlemmer havde en musikalsk indlevelse, der smittede af på det tyndtbefolkede publikum, og som dragede alle ind i deres ondskabsfulde sataniske univers – selv de mange alt for fulde hipstere, der på forunderlig vis havde fundet frem til koncertens forreste rækker.
Showets varighed på tre kvarter, helt normalt for festivalens mindre scener, kunne ikke have været mere perfekt; det var en intens og energisk oplevelse i højeste black metal-klasse.