Satanisk psychedelia
PopulærDark Buddha Rising dyrkede det okkulte og det psykedeliske på samme tid, og det resulterede i en fremragende overraskende koncert.
Da man fluks efter koncerten med finske Dark Buddha Rising gik til merchandise-standen for at købe det ene album, de havde til salg, fortalte kvinden, man købte den af, at hun for nyligt havde haft bandet til at spille til sit bryllup. Jeg ved ikke, om man skal være opvokset i Tove Janssons fantasiverdener for at komme på den skæve idé, men genialt lød det i hvert fald. Psykedelisk, satanisk okkult doom som bryllupsvals? Joooh tak.
Paradoksalt møde
Dark Buddha Rising var fuldstændig ukendte for denne skribent, inden han bevægede sig ind i Roadburn Festivalens Green Room for at give dem chancen mellem et soloshow med Mike Scheidt i Batcave og en koncert med Jesu. Og satanhalleluja, er man glad for at man tog turen derind. De leverede en koncert, der paradoksalt nok både insisterede på en tiltagende dynamik, samtidig med at den også var sprudlende monoton.
På én gang forener DBR en psykedelisk lyd a la det tidlige Monster Magnet med noget okkult og black a la Satan-knows-what og ikke mindst med et dronet feel, der har doomriffet i centrum. Der var andre publikummer, der stemplede dem som en dronet form for Buzzoven, hvilket dog hverken kan be- eller afkræftes herfra, eftersom man ikke kender meget til Buzzoven. Herfra stemples DBR i stedet som en esoterisk udgave af et klassisk psykedelisk doomband med ekstremt lange numre.
Et farverigt sort
Sceneshowet fyldte meget hos DBR, der i deres optræden dog dyrkede det okkulte mere entydigt, end de gjorde musikalsk set. Til trods for at et par af medlemmerne i bandet lignede den typiske Roadburn-gæst med lang skæg og 70’er-garn, var sceneshowets altoverskyggende element bandets frontmand. Centralt placeret på scenen stod en enorm arisk skikkelse og drak "blod" fra en chalice, samtidig med at han skiftevis skreg, hvinede og hidkaldte satan gennem et tungt og langsomt ritual.
Ritualet virkede egentlig meget fedt, og var helt sikkert med til at sætte én i den rette stemning. Heldigvis virkede ritualet også kun som en bagatel i forhold til musikken, der snakkede sit helt eget dystre sprog, også under de stykker, hvor man lukkede øjnene og 'nøjedes med' at suge de sindssygt insisterende kompositioner ind.
Dark Buddha Rising er bandet, man glæder sig til at dykke længere ned og ind i, og man håber på en snarlig koncert på dansk grund. Den, de leverede på Roadburn, var gjort af et stof, der både råbte på tunge hashhoveder og corpse paint-fjolser. Alsidigheden længe leve. Metalmusik, som den skal skæres!