HDDT'13 - Søndag: Succesfuld sidste dag

Der var både søndagssten, mærkelige finner, ondsindet psykedelisk doom og retrorock på Heavy Days in Doomtowns sidste dag.

Søndagen begyndte for Devilutions udsendte med det første band på dagens program, nemlig det sære finske band Seremonia. Når man ser bandet, forventer man okkult 70'er-doom med kvindevokal (igen!), og der er da også en bismag af, men så alligevel … Det var vel en slags småpsykedelisk hard rock, lige dele Cream og Sabbath, lidt gammeldags synthezisere, en fløjtesolo (heldigvis spillet af trommeslageren og ikke den kvindelige forsanger). Vest metal, med andre ord. Men på en eller anden måde ikke helt.

Musikken var nemlig ret langt fra de proggede tendenser, der ofte kendetegner vest metallen. I stedet havde Seremonia en primitivt buldrende fuzzudbrændt, syretrippende bikervibe i deres vest metal, som gav det en lidt særegen og måske også lidt stilforvirret klang. Det er svært at få til at give mening på skrift, men det gav næsten mening live, selvom det virkede meget stilforvirret. Læg dertil, at de sang på finsk. Og at den mandlige medvokalist fra engang imellem gav sig til at hyle temmelig umotiveret, men temmelig fedt. Og et hit i form af sangen 'Antikristus 666', der på finsk åbenbart afsynges som "Antikristus kuus kuus kuus". Og det kan man som dansker jo kun være glad for. Jeg ved ikke ligefrem, om jeg har trang til at løbe ud og investere i albummet, men live var det en god og uventet begyndelse på søndagens program.

Flere sære finner

Der var mere sær finskhed i vente med Dark Buddha Rising. Et par dage inden havde jeg interviewet Mat fra Hexvessel (mere i et senere nummer af Devilution), der kunne fortælle, at Dark Buddha Rising havde spillet til hans bryllup. Det lyder som et godt bryllup. Med et bryllupsorkester, der måske ikke var helt oplagt i netop den rolle.

Dark Buddha Risings koncert var nemlig lidt af et helvedestrip med tuuuuuuunge riffs, masser af blod på scenen, psykedeliske støjflader, lysergisk syre, teatralsk optræden fra forsangeren og en rituel atmosfære, så man helt glemte, at der var dejligt solbeskinnet uden for. For Dark Buddha Rising gjorde Ungdomshusets store scene til et varmt, infernalsk helvede, der sugede lytteren ind i et sært og anspændt univers. Sangerens rolle var at være et ekstra instrument – hans hylen og stønnen og råben og skrigen var badet i effekter (som han selv kontrollerede fra en lille mixerpult), og det lagde yderligere alen til den dystre atmosfære. En af de bedste koncerter, jeg så på festivalen i år, og bestemt et band, der skal tjekkes nærmere af alle med hang til ondskab og psykedelisk hærgen.

Derefter fik jeg set lidt Resonaut, der, som navnet antyder, godt kan lide Sleep. De kunne også godt lide Electric Wizard. Tilsyneladende kunne de også godt lide at være ret så ligegyldige. Ud i gården og drikke øl og vente på Saturnus, hurtigt.

Der tales om Danzig

Som læsere af festivalreportagerne fra fredagen og lørdagen vil vide, er Glenn Danzig i kært og elsket samtaleemne. Jeg har længe holdt på, at Danzigs tekster handler om tre ting: 1) At jeg-fortælleren i sangene, som anses at være identisk med Glenn Danzigs selvbillede, er Satans søn, 2) at han er skide god til at bolle, og 3) en kombination af 1 og 2. En snak om Danzigs fjerde album, der er undervurderet, fik mig dog til at researche lidt, og jeg opdagede, at der er flere facetter i Danzigs lyrik. Fx, forklarer Glenn Danzig selv i et interview er 'Going Down to Die' "about knowing you're gonna die and dying […]. Some people know they're going to die.  They sense it and they do die. I've known when other people are going to die and they died […]. I've analyzed it very little, but it's happened a lot in my life." Et uudtømmeligt samtaleemne, den lille verdensmand.

Efter denne vigtige Danzig-samtale var det blevet tid til Saturnus. De er anmeldt andetsteds, og her skal blot konstateres, at de foran et lidt søndagssløvt publikum sådan set gjorde det godt uden at være prangende.

Hypet powertrio med få gode sange

Tyske Kadavar har været meget hypede på det seneste (og såmænd også her på Devilution), og har modtaget stor ros som liveband. Trioen spiller en dynamisk og groovy 70'er-hard rock, der er tæt sammenspillet, varm og organisk, men samtidig knaldhård. Bandet ser ud, som om de er trådt direkte ud af 70'erne med deres lange skæg, lange hår og stramme højtaljede trompetbukser.

Kadavar havde lidt lydproblemer i begyndelsen, hvor de først blev forsinket (som nogle af de eneste på den meget velafviklede festival) og siden gennemførte de første cirka fem minutter uden lyd på vokalmikrofonen, hvorefter det blev rettet. Lyden var glimrende resten af koncerten igennem. Lydproblemerne i begyndelsen afholdt dog ikke Kadavar fra at levere en intens koncert foran en meget fyldt sal i Ungdomshuset. Trommerne var placeret på linje med guitaristen og bassisten, og det gav endnu mere tryk på – den øl, jeg havde stående på gulvhøjtaleren i scenens højre side, rykkede rundt i takt til vibrationerne, og det var jo herligt at opleve. En svedende og heftigt rockende koncert, hvor der ikke var meget af den søndagssløvhed, der havde kendetegnet eksempelvis Saturnus' koncert tidligere på dagen.

Men alligevel er jeg ikke helt overbevist, på trods af uomtvistelige kvaliteter ved Kadavars rock. Efter at have hørt dem både på plade og nu live, forstår jeg faktisk ikke helt, hvorfor de er blevet så store så hurtigt, som tilfældet er. Trioen har den rigtige lyd, det rigtige udseende, og de spiller hamrende godt sammen. Men sangene hæver sig ikke i sig selv over gennemsnittet, og over en hel koncert har de fleste af numrene en tendens til at flyde i en ensartet masse, der nok rocker federe end det meste, men som også bliver lidt kedeligt henad vejen, måske fordi bandet har det med at køre meget i samme gear hele vejen og ikke rigtig har anden atmosfære med, end den em af 70’erne, der løber som en rød tråd gennem hele deres virke. I hvert fald mangler der et eller andet, før jeg hopper helhjertet med på vognen.

Kadavar blev festivalens sidste band for undertegnede; dels var der arbejde mandag morgen, dels var man efterhånden lidt mæt af musik. Øresund Space Collective blev derfor droppet, ligesom festivalens sidste band, Moss, blev det.

Endnu en succes for Heavy Days in Doomtown

Anden omgang af HDDT virkede som en endnu større succes end den første. Meget få tekniske problemer, god lyd over hele linjen, gode og billige øl, god og billig veganermad, dejlig stemning og – på trods af markant øget publikumstilstrømning – nærmest ingen kødannelser ved boderne takket være de mange frivillige, der virkelig lagde en stor indsats, selvom de sikkert hellere ville høre hardcore. Oven i købet venligt smilende hele vejen igennem. Der var til gengæld lidt for mange mennesker i Dødsmaskinen til, at jeg kunne holde ud at være derinde i længere tid ad gangen, men jeg vil afholde mig fra at gøre mig klog på, hvad man realistisk set kan gøre ved det.

Programmet var omtrent på højde med sidste år, om end jeg personligt ikke mener, det nåede helt samme højder som sidste. For mig fyldte sludgen og 70'er-rocken lidt rigeligt i forhold til den rene doom metal, men den slags vil altid være en smagssag og er vel også afhængigt af, hvilke bands der er til rådighed. Til gengæld virkede det, som om bundniveauet var hævet betragteligt, og bands som Meth Drinker, Mournful Congregation, Pagan Altar, Hexvessel, Kadavar og Moss var scoops, uanset undertegnedes private reservationer over for visse af dem.

Med andre ord synes jeg, at HDDT endnu en gang må siges at være en af de bedste undergrundsfestivaler i landet, både kvalitativt og afviklingsmæssigt – den viser virkelig, at man kan nå meget langt med DIY-idéen (ikke mindst takket være den mindre hær af frivillige). Jeg glæder mig allerede til næste år. Det gør min mørbankende krop til gengæld ikke.

Se anmeldelsen af Hexvessel fra torsdagen på HDDT her!
Se reportagen fra fredagen på HDDT her!
Se reportagen fra lørdagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Pagan Altar fra lørdagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Saturnus fra søndagen på HDDT her!