HDDT'13 - Torsdag: Hexvessel viste klassen

Populær
HDDT'13 - Torsdag: Hexvessel viste klassen

Heavy Days in Doomtown tyvstartede med warm up-dag på Stengade torsdag. Der var både vest metal med kvindevokal, fransk stoner/doom-Electric Wizard-worship og – især – Hexvessel og deres okkulte acid folk.

Kunstner
Titel
+ High Priest of Saturn +Huata
Spillested
Dato
02-05-2013
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Heavy Days in Doomtown tyvstartede med warm up-dag på Stengade torsdag. Der var både vest metal med kvindevokal, fransk stoner/doom-Electric Wizard-worship og – især – Hexvessel og deres okkulte acid folk.

Der var godt fyldt op, da jeg ankom til warm up'en på Stengade. Rigtig godt fyldt op. Både indenfor og udenfor. Men især i salen, hvor High Priest of Saturn spillede som aftenens andet band. Jeg havde misset Bottom Feeder pga. arbejde tidligere på aftenen. Jeg hørte muligvis ikke nok til at danne mig indtryk af hele High Priest of Saturns koncert, men jeg hørte nok til at ønske, at jeg stadig var på arbejde.

Klodset spil og falsk sang

Der var tale om mere doom metal med kvindevokal og okkulte indslag – tænk blot på bandnavnet – og det er en subgenre, hvor der efterhånden er så mange om buddet, at man virkelig skal kunne noget for at stikke positivt ud i mængden. Det, jeg hørte, havde to forskelle fra de fleste bands i genren: for det førstevar musikken klædeligt nok mere primitivt, klodset og skramlet spillet end meget andet i genren; for det andet sang sangerinden en hel del mere falsk end de fleste andre sangerinder i genren. Det første virkede i mine ører mere som et ret lavt teknisk niveau end som et bevidst kunstnerisk udtryk, og det gjorde det andet såmænd også. Koblet med en vis træthed over for vest metallen og et meget varmt Stengade skyndte jeg mig væk for at drikke og udveksle dårlige jokes. Men folk så ud til at blive til koncerten, så måske var det mig, der ikke kunne høre det, de andre hørte?

Electric Wizard-kopisme og dårlig timing

Næste levende billede var franske Huata. Jeg kom ned midtvejs i sættet og blev mødt af et proppet og saunavarmt Stengade. Jeg kunne akkurat se, at forsangeren bar en rød kutte på scenen, hvilket principielt altid er et positivt træk. Desværre kom jeg ned midt i et meget langtrukkent jam, der lød meget af Electric Wizard-kopi og meget lidt af originalitet, endsige fremdrift. Jeg kan godt lide Electric Wizard, men min tålmodighed med kopier af dem er ved at være opbrugt. Jeg noterede mig dog, at forsangeren i de passager, hvor han sang rent, faktisk lød glimrende. Senere talte jeg med flere, der mente det var en festivalens bedste koncerter. Og endnu senere med en, der har set dem flere gange før. Vedkommende kunne berette, at bandet næsten altid har et langtrukkent og kedeligt jamnummer i midten af det hele, der slet ikke yder bandets øvrige materiale retfærdighed. Det var nok der, jeg var kommet ned. Så kan man lære at møde til tiden og/eller at have større tålmodighed. Øv.

Hexvessel viste klassen

Hexvessels okkulte acid folk bliver af mange beskyldt for at ride på bølgen af både vest metal og den psykedeliske folk-revival, der var så fremtrædende på de alternative musikscener for nogle år siden, men som heldigvis har været lidt for nedadgående de sidste par år. Men Hexvessel virker nu alligevel som et band, der vil mere end bare ride med på bølgen. Som om de rent faktisk mener det mere og har noget, de vil med deres musik. Deres to fuldlængdealbum rager meget højt over det meste andet acid folk, de senere år har budt på, både musikalsk og lyrisk.

Live viste de sig tungere og mere elektriske end på plade. Dels fordi det er en del nemmere at have elektriske instrumenter med på tur, dels fordi det jo trods alt er en metalfestival. Det betød, at sangene fik et ekstra lag tyngde. Men heldigvis var de mystiske og stemningsskabende percussion- og strygerelementer bibeholdt, så vi ikke fik en ren rockkoncert.

Anført af en ekstremt velsyngende Mat McNerney leverede Hexvessel en fremragende koncert på festivalens første aften. Sætlisten kom godt rundt i diskografien, mens leveringen var mere udadvendt en albummenes mere introverte udtryk. Højdepunkter var bl.a. 'Invocation Summoning' og 'The Death Knell Tolls' fra debuten og Yoko Ono-coveret 'Woman of Salem' fra den nye ep 'Iron Marsh'. Men sådan kunne man blive ved at opremse disse højdepunkter. Bandet var velspillende og havde en organisk lyd, hvor der var plads til både samspillet og de enkelte instrumenter. Hexvessel viste, at det ikke kun er i studiet, det fungerer, men at de også evner omstillingen til en livesituation. En ganske magisk koncert. Men man har på fornemmelsen, at Hexvessel har potentiale til endnu mere.

Se reportagen fra fredagen på HDDT her!
Se reportagen fra lørdagen på HDDT her!
Se reportagen fra søndagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Pagan Altar fra lørdagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Saturnus fra søndagen på HDDT her!