HDDT'13 - Lørdag: Livsleden gik hånd i hånd med retrorock

Populær
HDDT'13 - Lørdag: Livsleden gik hånd i hånd med retrorock

Mournful Congregation imponerede lørdag på Heavy Days in Doomtown. Det blev også til koncerter med Danava, Pagan Altar og lidt Graves at Sea.

Lørdagen på Heavy Days in Doomtown (HDDT) begyndte grundet arbejdspres lidt sent for Devilutions udsendtes vedkommende. Jeg ankom først ved 19.30-tiden og endte i en snak om metal og akademia og manglende kvalitet i metalakademia. Man er søreme klog, indtil man bliver fuld.

Min sene ankomst skulle dog vise sig at være god timing. Pga. strømafbrydelse tidligere på dagen samt en stærkt forsinket ankomst fra Shadow of the Torturer var Danava blevet afbrudt efter et par numre, og de var nu kommet ind på Shadow of the Torturers plads i Dødsmaskinen kl. 20. Shadow of the Torturer var så blevet rykket til kl. 02.00, og dem blev jeg desværre nødt til at misse. Til gengæld var Danava en yderst positiv overraskelse. Man kunne oven i købet komme ind i Dødsmaskinen. I festivalprogrammet virker det, som om amerikanerne meget nødig vil forbindes med retrorock, spacerock og den generelle 70'er-hard rock-bølge i disse år. Alligevel kan man associere dem med disse musikalske udtryk. Der er således ikke meget nyt under solen fra Danavas side, men til gengæld var det godt.

Svag sanger til gennemført musik

Det var lidt som en krydsning af meget tidlige Iron Maiden-leads med Thin Lizzy-inspirationer i guitararbejdet, alt det gode hard rock fra 70’erne og så krydret med med spacerockede keyboards og sci fi-syntheziser. Faktisk er det de færreste bands, der ville kunne slippe af sted med at bruge så meget synth. Det skal dog siges, at der var nogle tekniske problemer under koncerten, hvor det virkede, som guitarerne forsvandt i en længere periode, så måske var det ikke helt så synth-domineret, som jeg giver indtryk af? Uanset hvad virkede Danava som et band, der fik lagt sig så meget mellem genrerne, at de faktisk fremstod temmelig meget som sig selv. Det svage punkt var dog sangeren, der havde en meget lidt kraftfuld lys og nasal stemme, som ikke stod mål med musikkens kvaliteter. Måske er han bedre på plade? Et band, der helt klart fortjener et større publikum.

Jeg forlod dog Danava før tid for at få en god plads til doom/NWOBHM-legenderne Pagan Altar. Den er anmeldt andetsteds, så her skal blot konstateres, at de fik et af festivalens største bifald fra publikum, men at de ikke formåede at overbevise mig om deres kvaliteter som live-band.

New Zealandske Meth Drinker var meget hypede med deres brutale sludge. Jeg var ikke inde at se dem, men mon ikke Jens Franco var begejstret? De spillede i hvert fald højt, kunne man høre udenfor, hvor dagens Danzig-emne var rygterne (der vel efterhånden er blevet bekræftet) om ukrediteret James Hetfield-gæstebackingvokal på Danzig-debuten. Danzig er et emne, der aldrig bliver gammelt. I modsætning til Glenn Danzig selv. Vi diskuterede af en eller anden grund også, hvad Volbeat-medlemmer mon tjener. Et skridt ned fra akademia og metal…

Overmægtig livslede

Således fordrev vi tiden, indtil funeral doom-kongerne Mournful Congregation gik på kl. 23.00. Det er ikke et band, jeg havde det helt store forhåndskendskab til, men kendere af bandet vil vide, at de langtfra spillede deres bedste sange. Ikke desto mindre var det – og det indrømmede samme kendere af bandet da også gladelig – en af festivalens allerbedste koncerter.

Bandets depressive guitarharmonier, det langsomme tempo, de melankolske growls – det hele fungerede til perfektion. I hvert fald for mig, på dette tidspunkt af festivalen, hvor man følte sig træt og slidt, og hvor man har tilsvinet sin krop med at for mange øl og alt for megen larm. Her var i stedet en times introspektion med en katartisk effekt – man kom simpelthen renset ud, efter at have tilbragt omkring en time i Mournful Congregations nærmest transcendentalt depressive univers. Det var, som om de ophævede tiden, mens de spillede.

Ovenpå den omgang var jeg godt bombet. Jeg blev og så en smule af Graves at Sea, men det virkede temmelig fladt oven på Mournful Congregations angreb på livslysten. Det var tale om langsom, dronende stoner/sludge-metal med lidt black-elementer. Særligt black metal-vokalen – eller forsøgene herpå – fungerede i mine ører ret ringe. Så var sengen derhjemme en del mere interessant. Det skal dog nævnes, at Devilutions udsendte fotograf var svært begejstret for Graves at Sea, så måske var mine ører blot smadrede af for manges dages høj musik? Eller også har fotografen tvivlsom smag…

Se anmeldelsen af Hexvessel fra torsdagen på HDDT her!
Se reportagen fra fredagen på HDDT her!

Se reportagen fra søndagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Pagan Altar fra lørdagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Saturnus fra søndagen på HDDT her!