HDDT'13: Båret frem af publikum

Populær
HDDT'13: Båret frem af publikum

Det klassiske NWOBHM/doom-band Pagan Altar virkede i begyndelsen grå, trætte og afdankede. Men publikums begejstring gav dem vinger. Af en slags.

Kunstner
Spillested
Dato
04-05-2013
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

 

Pagan Altars plader har en stor plads i mit hjerte. Meget stor – der var ikke rigtig nogen NWOBHM-bands, der spillede doom metal, og det var med til at give bandet en unik lyd – hverken helt det eller eller helt det andet. Bandet blev oprindeligt dannet i 1976 af sanger Terry Jones og guitarist Alan Jones, der også er far og søn, hvilket må gøre Terry Jones ganske gammel, eftersom Alan angiveligt er født i 1962. Både den ret specielle vokal og Alan Jones ferme leadguitar er medvirkende til bandets undergrundsklassikerstatus.

Pagan Altar fik dog aldrig den store succes og blev opløst, men blev pga. kvaliteten af det ene demo, de lavede, et kultnavn i løbet af 80'erne og 90'erne, og i 1998 blev deres første album så endelig udgivet, skønt det blev indspillet allerede i 1982. Det blev så stor en succes, at bandet valgte at fortsætte, og de har med sporadiske mellemrum udgivet album og singler siden da.

Bandet har været plaget af skiftende line-up, og det var da også en af grundene til, at bandet måtte aflyse deres koncert på sidste års HDDT, hvor de ellers var udset til at være et af hovednavnene. Sidste gang resulterede det i et flot offentligt skænderi, der kan beses her. Skønt tråden er blevet modereret lidt siden dengang, den var bedst (bl.a. blandede kronisk sure Rich Walker fra Solstice sig), er det nu stadig et skænderi, der kan give Queensrÿches offentlige luftning af beskidt snavsetøj kamp til stregen. Af samme grund var det en sær blanding af bange anelser og meget høje forventninger, som jeg havde inden koncerten. Resultatet blev lidt midt imellem.

Uden overskud og engagement

Pagan Altar gik ellers på scenen til et meget, meget højt bifald fra den meget, meget fyldte sal. Men fra starten virkede det hele lidt off. Bassisten og andenguitaristen spillede vel cirka som de skulle, men også uden overskud og uden det store engagement, men til gengæld lidt tamt og sterilt. Selvom de er officielle bandmedlemmer lugtede det langt væk af sessionarbejde. Læg dertil, at hele første nummer, 'The Black Mass', vist mest blev brugt til opvarmning af Terry Jones' stemme – jeg tror sgu dårligt han sang et helt ord fra teksten, der i denne version mest bestod af nogle åh'er og uh'er. Retfærdigvis skal det siges, at han var forkølet (der blev også pudset noget næse i løbet af koncerten), men alligevel … Det virkede også, som om bandet godt selv var klar over, at det, de leverede, ikke var helt godt.

Ikke nogen god start, men publikum kvitterede med et larmende bifald. I anden sang tog Alan Jones så en sjov hat på, som røg af efter sangen. Det affødte en del smil, men virkede også lidt mærkeligt i konteksten. Især da han tog den på igen længere henne i koncerten.

Publikum bar bandet frem

Nuvel, størstedelen af publikums begejstring forblev usvækket, og henad vejen virkede det faktisk, som om bandet kom til at tro mere på sig selv og spillede mere frigjort, båret frem af publikums imponerende entusiasme. Der var sågar et enkelt eksempel på interaktion med publikum fra rytmeguitaristens side!  

Alligevel var der stadig et par mærkelige udfald i ny og næ, og man kan undre sig over, at bandet fx spiller uden sætliste, når nu fremførelsen af numrene virker lidt steril. Man kunne også irriteres lidt over Terry Jones' kiggen på sit ur mod slutningen. Og over den sjove hat. Men samtidig er sange som 'Lords of Hipocrisy', 'The Cry of the Banshee', 'The Sentinels of Hate' m.fl. af så høj kvalitet, at en lidt usikker bandpræstation (og et fravær af hits som 'The Time Lord' og 'Armageddon') ikke kan spolere dem helt.

Og ret skal være ret: Det blev markant bedre, som koncerten skred frem. Det virkede, som om publikum indgød Pagan Altar et skud selvtillid og løftede bandets niveau. I hvert fald var det en synligt rørt Terry Jones, der trykkede næver med publikum ved koncertens afslutning. Og de fik det største bifald på festivalen.

Efter koncerten talte jeg med en hel del, der mente, at det var årets koncert indtil videre. Det forstår jeg så ikke helt, men jeg er glad for, at der var mange blandt publikum, der ikke blev skuffede.

Se anmeldelsen af Hexvessel fra torsdagen på HDDT her!
Se reportagen fra fredagen på HDDT her!

Se reportagen fra lørdagen på HDDT her!
Se reportagen fra søndagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Saturnus fra søndagen på HDDT her!