Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #88

Populær
Updated
House of Franco #88

I denne uges klumme anmelder Jens udgivelser med det jyske hardcore-band Urban Achievers samt sludge-doom fra New Zealand med Meth Drinker.

Kunstner
Titel
Urban Achieves + Meth Drinker

Urban Achievers – S/T demobånd (Vulgar Deformity)

Jeg har været så heldig at se Urban Achievers tre gange i år. De fire unge gutter fra Århus og Skive har leveret nogle af de allerbedste og mest energiske danske hardcore-shows, undertegnede har været vidne til i lang tid.

Musikalsk trækker bandet på DC hardcore punk som Minor Threat og Void tilsat lidt vintage Boston-hærg a la Negative FX. De fem hurtige engelsksprogede numre på båndets side A er en kompromisløs lo-fi affære med en dejlig rå kælderproduktion uden nogen form for overdubs. Sangeren Jeppe besidder en fremragende vokal for denne slags old school hardcore, og Rasmus imponerer heftigt bag gryderne.

Det er lidt rod i debutbåndets trackliste, men sange som ’Led To Believe’ og ’Dogshit Avenue’ er nogle af de mest medrivende danske hardcore-skæringer, der er udsendt i 2012. Side B består af nogle helt vanvittigt smadrede liveoptagelser, der måske lige er i overkanten. Men det er da fint, at bandet har inkluderet dem, selvom ’produktionen’ mangler noget dynamik.

Dynamik er i hvert fald ikke noget, Jeppe mangler på en scene, da jeg sjældent har oplevet en så in-your-face frontmand i noget dansk punkband. Københavnske Death Token og Night Fever har længe siddet på hardcoretronen i landet, men med dette bånd og adskillige koncerter er jyderne mere end klar til at udfordre kongedømmet.

De fem numre vil i 2013 blive udsendt på en syvtommer på det legendariske Hjernespind Records. Dog uden liveoptagelserne, vil jeg tro. Til orientering er flere af medlemmerne også i bands som Happy Hookers For Jesus og Fright Eye.

">





Meth Drinker – S/T LP (Raw Birth Records)

Nikolaj (Dogmatist, Bottom Feeder) fra det københavnske Raw Birth-selskab var forbi mit radioprogram på Christianshavns Radio 98,9FM tidligere på året, hvor han bl.a. spillede numre fra Meth Drinkers debutalbum. LP’en blev udsendt i 2011 på Always Never Fun Records i bare 100 eksemplarer, men er nu heldigvis genudgivet på Raw Birth Records.

Den New Zealandske trio har rødder i crust-scenen i Wellington, og måske er det derfor, at albummets ni skæringer er noget af det mest brutale og rå sludge-doom metal, undertegnede har hørt i flere år. Fans af Iron Monkey, Noothgrush, Winter og Grief kan roligt investere i pladen. Hvis der stadig er flere eksemplarer tilbage fra Raw Birth.

Der er en nådesløs desperation over den upolerede produktion (masser af guitarmislyde), som er en unik, depressiv dommedagsrejse ind i de mørkere sider af det menneskelige sind. Bare tjek deres youtube-video til ’Incurable Illness’, ikke for sarte sjæle. Pladen indeholder flere filmsamples, bl.a. fra det rystende vietnamveteranmareridt ’Combat Shock’, som jeg tidligere har anmeldt i House Of Franco.

Skiven er ubestridt et mesterværk inden for sludge-doom-genren, og er absolut blandt de fem bedste metaludgivelser jeg har hørt i 2012. Meth Drinker har i år udsendt en split 12"’er med Open Tomb på Always Never Fun Records, som jeg desværre ikke har fået fingrene i.

Kiwi trioen kommer i øvrigt forbi København og spiller til Heavy Days In Doomtown-festivalen i Ungdomshuset. NOT TO BE MISSED! I maj drager Meth Drinker iøvrigt på euro tour med det københavnske grindcore band Dead Instrument (også på Raw Birth Records), som er tidligere anmeldt her i House Of Franco.

http://methdrinker.bandcamp.com/