HDDT'13 - Fredag: Knust af Conan

Populær
HDDT'13 - Fredag: Knust af Conan

Brændende trommestikker, 70'er-rock, pladsproblemer, episk doom og knusende tyngde. Heavy Days in Doomtowns hoveddel startede i fin stil.

 

Fredagen på Heavy Days in Doomtown (HDDT) startede for mit vedkommende med Siena Roots velspillede 70’er-retrorock på Ungdomshusets store scene. Det var rart at være ude i Ungdomshuset igen, hvor der er meget mere festivalstemning i gården, end man kan opnå Stengade. Med den store mængde sludge og den store mængde gennemsmadret stonerdoom som fx Conan, der var på programmet, var det helt velgørende at høre melodisk, bluesbaseret guitar og ren vokal. Sangeren havde en god, sjælfuld stemme, og svenskerne spillede fedt. Desværre gik der også fra tid til anden lidt for meget jam i den, hvor det ikke var alt, der var lige spændende. Der blev også tid til en (heldigvis kort) trommesolo, men dette almindeligvis meget lidt velkomne koncertindslag blev løftet en del af, at trommeslageren havde sat ild til sine trommestikker under soloen. Sådan gør man trommesoloen relevant igen.

Proppet Dødsmaskine

Det blev dog også tid til lidt øl – her kunne Ole fra Deadbangers berette, at havde brækket sin tå natten til fredag, da han i beruset vrede over et eller andet havde sparket til en papkasse og brækket tåen. Den havde åbenbart været fyldt til randen med VHS-bånd. Den opmærksomme læser under sig nok over, hvorfor jeg ikke skriver noget om Saturnalia Temples onde, psykedeliske doom. Det skyldes, at jeg ikke holdt mere end 10 minutter i den totalt propfyldte sal Dødsmaskinen. Det blev simpelthen så varmt, at jeg ikke rigtig kunne holde til det. De 10 minutter, jeg så, var til gengæld ganske betagende, og lød som en kraut/spacerock-udgave af Hellhammer, hvis man kan forestille sig det.

En overfyldt Dødsmaskinen skulle vise sig at være tilbagevendende problem, og senere måtte jeg også opgive Bell Witch – nærmest på forhånd, da jeg så tilstrømningen. Selvom publikum var utroligt flinke til at give plads til hinanden, var det alligevel mere, end jeg personligt kunne holde ud, omend jeg havde set frem til bandet.

Angiveligt (dvs. ifølge de samtaler, der gik i Ungdomshusets altid hyggelige gård) havde festivalen solgt et par 100 flere billetter end sidste år. Man skal jo ikke være ked af, at festivalen har succes, tværtimod, og det store billetsalg er meget velfortjent, men Dødsmaskinens kapacitet virker lidt lille i forhold til de her meget hypede bands. Til gengæld var de meget velbesøgte Dødsmaskinen-koncerter så også det eneste sted, der var pladsproblemer på festivalen; der var ingen nævneværdige øl-, mad- eller toiletkører i mere end få minutter ad gangen.

Til gengæld blev der tid til at rangordne de fire første Danzig-plader (2, 1, 4 og 3 lød min liste, til information for de læsere, der skulle støde på deres skribentidol, men mangle et samtaleemne), udveksle Poul Glargaard-anekdoter og til en beruset franskmand med dreadlocks, der nærmest opførte et helt Marduk-album for os. Pragtfuld mand (ligesom Danzig og Glargaard i øvrigt).

Episk doom – ja, tak!

Inden jeg opgav Bell Witch var det tid til chilensk/svenske Procession på den store scene. Programmet i år var måske lidt fattigt på den klassiske doom metal (og havde nok lidt for meget sludge og stonerrock for denne anmelders sarte ører), så det var fedt endelig at høre et doomband, der spiller metal, som Candlemass og Solstice lavede den. Især bandets langsommere, mere doomy, episke og majestætiske numre fungerede godt, mens de lidt hurtigere ikke stod helt så stærkt efter min mening. Særligt koncertens anden sang, 'Raven of Disease' fra 'The Cult of Disease'-ep'en (den varer såmænd kun 46 minutter …), var et decideret doomHIT, men også den Candlemass'ede 'Death & Judgement' og 'To Reap Heavens Apart' viste Processions evner udi den episke doomkunst. Man kan ikke beskylde dem for at være originale, men gode var de.

Massivt og øredøvende


Efter at have droppet Bell Witch var det tid til de meget roste Conan og deres knusende tunge stonerdoom. Jeg er ikke kæmpefan af bandet, men jeg kan godt høre, at rosen er fortjent. Deres store force er – udover tyngden – trommeslageren, der laver utroligt mange lækre fills og lægger et meget komplekst trommespil henover de ekstremt nedstemte bas- og guitarstrenge. Det giver dem et originalt touch og giver dem mere dynamik, end bands i genren normalt har. Og så tyngden. Det er helt ubeskriveligt latterligt tungt. Til gengæld er det også en ret massiv oplevelse, og efter en halv time synes jeg, jeg havde fået nok – selv med ørepropper i var lydtrykket massivt. Det var lige før, man overvejede ørepropper, når man stod uden for den store sal. Dem, der blev, havde formentlig en meget stor koncertoplevelse. Det havde jeg på sæt og vis også, så længe jeg kunne holde til lydtrykket.

Resten af aftenen forsvinder lidt i alkoholtåger – oven på sådan en omgang Conan kunne jeg ikke rigtig overskue mere musik og droppede desværre Samothrace - Conan var simpelthen for udmarvende.

Se anmeldelsen af Hexvessel fra torsdagen på HDDT her!
Se reportagen fra lørdagen på HDDT her!
Se reportagen fra søndagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Pagan Altar fra lørdagen på HDDT her!
Se anmeldelse af Saturnus fra søndagen på HDDT her!