Da et mørkt Christiania rejste sig

Da et mørkt Christiania rejste sig

Dark Buddha Rising havde tjansen med at varme op for Neurosis i Den Grå Hal, og her leverede finnerne en så indlevelsesstærk optræden, at den fortjener sin egen anmeldelse.

Spillested
Dato
25-06-2013
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Man burde helt sikkert gøre det oftere, men det sker alligevel ikke tit, at vi her hos Devilution giver et opvarmningsband dets egen artikel med på vejen. Der er dog flere omstændigheder, der gør, at Dark Buddha Risings (DBR) warm up-gig til Neurosis i tirsdags skal have sin egen spalte i denne uges nyhedsbrev. For det første er det ikke noget engangstilfælde, at den finske kvintet imponerer os. De tog os med storm både på Roadburn Festival sidste år samt på Heavy Days in Doom Town i år, hvorfor vi glædeligt smider en ny velmenende reklamesølje efter deres suveræne blanding af psykedelisk repetitions-gøgl og messende introvert, rituel black. Derudover skal man desuden lede længe efter et navn, hvis liveoptræden imponerer mere, og tirsdagens gig i Den Grå Hal var ingen undtagelse. Er der et liveband, der således fortjener sit eget billedgalleri, er det DBR.

En invitation til et ritual


Har man oplevet DBR live, og skal man forsøge at beskrive koncerten, er der god sandsynlighed for, at det første, man kommer til at tænke på, er bandets dominerende mandlige frontfigur, der i bar overkrop og med rituelle manifestationer af blod og sataniske opråb/indsigelser/hidkaldelser mildest talt er en konfronterende skikkelse at placere yderst på scenen. Med diverse remedier bestående af knogler og alterkalke med blod, som han henholdsvis drak af, lod sive ud igen, hældte ud over sig selv og smurte sig selv ind i, var publikummet fascinerede af DBR som opvarmningsnavn fra start. I hvert fald var tiltrækningsværdien stor, sådan som alle publikummer skulle dokumentere det blodige, alvorsfulde show på deres telefoner.

Flashende iphones betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis, at publikum også musikalsk set var med. Og da det introverte og kryptiske, der i høj grad karakteriserer DBR's musik, ikke ligefrem er det mest imødekommende at headbange eller danne circle pits til, gad man nok vide, om det forventningsfulde Neurosis-publikum blev metal-tilfredsstillet af DBR's musik på samme måde som denne skribent og ikke-hardcore-Neurosis-fan i den grad blev. Men DBR handler altså om langt mere end at få set giraffen, så at sige, og bandets musik snakker her sit eget særlige sprog. Det kræver egentlig en særlig portion musikalsk selvsikkerhed at placere de sataniske ritualer centralt på scenen og lade dem være en så markant del af showet, som de unægteligt er hos DBR, uden at det fjerner fokus en smule fra musikken. Men det gjorde det på intet tidspunkt, og balancegangen mellem show og musik blev ramt lige i røven.

Jazz-vibes og heavy metal

Der er stunder hos DBR, der musikalsk og stemningsmæssigt kan minde en smule om det ultralangsomme doom metal, som franske Monarch eksempelvis spiller, men de fem alsidige finnere i DBR formår at krydre deres særegne kompositioner - der hovedsageligt er langsomme og desuden evigt tunge - med en række soniske og musikalske finter, der forandrer det overordnede lydbillede markant. Trommeslageren i DBR er eksempelvis en hel del løsere og tilbagelænet, end det ofte er tilfældet i nyere doomorkestre, og hans tydelige jazz-vibrationer med trommestikkerne i hænderne falder behageligt differentierende ind i bandets øvrige musikalske landskab af tunge strenge og dybe vokaler. Sammen med et par nysgerrige guitarister - der i løbet af eksempelvis en små tyve minutter lang skæring som 'Ashtakra II' både benytter sig af frenetisk black metal-fræs, space-konnoterende strenglyde og gedigen heavy metal-spade - er det således i høj grad trommeslageren, der giver bandet dets bagvedliggende psykedeliske og kraut-agtige udtryk.

Massivt og tight

Er det ikke som regel et godt tegn, når det er svært at pinpointe, hvorfor et band er suverænt? Er det ikke nogenlunde det, man siger? Sådan har denne skribent det i hvert fald til dels med Dark Buddha Rising, der netop er et band, hvis mørke sind man kun har lyst til at blive klogere på. På samme måde som det er svært at pinpointe musikkens særlige egenskaber, er det samtidig en opgave at præcisere, hvor genialiteten ved bandets koncerter skal findes. I et aparte og vedkommende musikalske rum, hvor suveræne og lange numre, dygtige musikere og en teatralsk frontmand, der gør alt det, der er satanisk rigtigt, går hånd i hånd, dukker der altså noget helt særligt op. Denne aften i Den Grå Hal spillede de ét langt sammenhængende nummer, der både lænede sig op ad bandets nye, femte udspil 'Dakhmandal', samtidig med at der også var stykker, der syntes mere improviserede. Koncerten varede tre kvarter, føltes overraskende meget kortere og blev desuden leveret uden nogen som helst antydning af publikumskontakt, men med masser af dikkedarer. Og forbandet tight og massivt.