Copenhell 2024: Splitte mine bramsejl og andre søsyge floskler
Populær
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Klokken var kvart over lort, Limp Bizkit havde lige revet folket rundt, og de, der ikke var på vej hjem, var stangstive. Med andre ord – perfekte sejladsforhold for de sønderjyske skallesmækkere i Skullclub til at søsætte deres gøglergalej på Copenhells vilde vover.
Som galleonsfigur havde bandet medbragt en storbarmet blondine, nødtørftigt påklædt med gaffatape på de ellers bare babser og svingende et kæmpe piratflag, så var niveauet ligesom lagt. I DK er vi skam ikke for fine til at lade Motley Crüe om at være platte og vulgære, næ nej.
Skib ohøj!
Og så gik Skullclub ellers på for fuld smadder, og der var kompetent smæk på, det må man give dem. Forsanger Troels Bjorholm har en vild vokal, der nok river lyttelapperne et nyt et, men du kan sgu også høre, hvad manden synger. Og det er ubestridt Skullclubs stærkeste kort – de åh så syngmedbare, dansksprogede sange om lort på skoen, utroskab, stoffer, bar røv og nedtur, pisket sammen til punkede sømandsviser og krydret med banjo-plingeling, der går lige i menneskedyret, når procenterne er blevet hældt indenbords og hæmningerne pisset ud over rælingen i løbet af en lang dag på Refshaleøens betondæk. Som Magtens Korridorer og Red Warszawa til fastelavnsfest med sørøvertema. På det pølledeste pæredansk. Duetten 'Morgan få din kæbe på' lød i mine ører som noget, man vil kunne høre på Giro 413 en dag inden længe, og moshpit-indpiskeren 'Let's Go Fucking Mental' var sådan set overflødig, da publikum i forvejen gik lallende amok i frådende fællesskrålseufori.
Hvis du mellem linjerne fornemmer, at det hele ikke lige var min kop grog, så er det ikke helt skævt, men Skullclubs skipperpibebappende stodderpunkunivers har uomtvisteligt godt fat i det brede publikum, så hvis du hører til søens folk, lægger du bare selv tusind matroshatte oven i karakteren, kaptajn.