Copenhell 23: Solformørkelse på Gehenna
Med sine infernalske natteskrig fordrev Shaam Larein solskinnet fra festivalpladsen
Shaam Larein stod overfor lidt af en opgave, da de skulle åbne Gehenna med deres mørke og retroinspirerede vanvidsdoom i det bagende solskinsvejr. For halvfjerdserfile doomhoveder er Shaam Larein, ligesom italienske Messa, noget det mest spændende man kan udsætte sig selv for nu om dage, og lørdag formiddag demonstrerede den svenske sekstet, at det er på scenen, musikkens dramatiske elementer for alvor bliver realiseret.
På andet nummer, ’Flesh of Gold’ startede den pumpende og gyngende basgang, hvorefter deres dynamiskspillende trommeslager sparkede sig ind med nogle nærmest jazzede jungletrommer, der fik en til at tænke på Martin Axenrot fra Opeth på Heritagepladen. Bandet spillede rivende godt sammen og lyden af hammondorglet var uimodståelig.
Svenskerne var godt i gang med få plantet en mørk oase i solen, da Anders Jørgensen fra Slægt gæstede scenen på tre numre, og hævede den sitrende energi på scenen. Ikke at det var en mangelvare, men var fedt at se at bandet havde forberedt noget ekstraordinært til koncerten.
Men det allerstærkeste kort de havde at spille, er naturligvis sangerinden selv, Shaam Larein. Lige så ekspressiv som hendes stemme er, lige så elektrisk og intens er hendes nærvær på scenen. Hun er en naturlig og medrivende performer, der kommer langt udover scenekanten nærmest helt uden at henvende sig direkte til publikum. Hun kan simpelthen ikke lade være med at lave gruopvækkende skrig mellem de sungne linjer og bevæge sig som en dansende dæmon samtidig.
På et tidspunkt snakkede Shaam Larein mellem numrene, hvor hun trods sit svenske ophav, adresserede os på engelsk, for at oplyse os om at de er ude og turnere med deres seneste plade 'Sticka en Kniv i Värdan', "Hvilket lyder ret lamt at oversætte til engelsk". Det kan man kun give hende ret i.
Som konsekvens af Shaam Lareins utroligt udtryksfulde vokal, var det en anelse svært at høre ordene hun sang, særligt når jeg i forvejen er en af dem der i er dårlige til at lytte efter tekster. Men der var ikke tvivl om hvad meningen var, fordi Larein forstod at kommunikere følelserne i musikken så klart. Derudover blev hun kraftigt understøttet af koret, og samlet skar de tre sangerinder indfølt igennem mixet som hitchcockske horroreffekter.
Det var næsten ærgerligt at mærke denne mørke og vanvittigt eksekverede musik og optræden så tidligt på dagen i sommersolskin, men som koncerten bevægede sig ind i sit sidste kvarter, lykkedes det bandet at hidkalde skyerne og regnen, som lagde sig over festivalpladsen resten af dagen.