RMF 2019: Vildskab under kontrol

_XTD0945
_XTD0941
_XTD1009
_XTD1357
_XTD1087
_XTD1389
_XTD1461

Tidligere har provokationerne været et stabilt fixpunkt. I fredags var konfrontationerne dog lagt på hylden, og Taake fokuserede på musikken i al dens utæmmede vildskab.

Kunstner
Spillested
Dato
05-04-2019
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det er altid spændende at se, hvad man går ind til med en Taake-koncert. På sin vis har skandalerne, de nationalistiske provokationer og en kortvarig fængsling, for ikke at nævne en liveepisode med en  blottet penis, flittigt delt på de sociale medier, været bare nogle af de mange historier, der har fyldt i udbredelsen af Taakes navn.

De musikalske bedrifter har ofte stået i skyggen af sensationsjournalistik, og derfor var denne fredags fokus på musiken måske kærkommen for de mange fremmødte. Ingen større visuelle gimmicks – settingen blev holdt enkel og kold, mens Hoest, skaldet med hvid corpsepaint, indtog scenen med sin velkendte hidsige fremtoning, når vokalen rasede, og med en stoisk positur, når musikken talte sit eget sprog. Vi blev torpederet med både hidsige klassikere, som første del af 'Hordalands Doedskvad', og mere episke slagere som 'Nordbundet', der kører i et mere nådigt tempo.

Vægten var således væk fra det visuelle, væk fra bandet, der for så vidt leverede varen, som det sig hør og bør, hverken mere eller mindre. Nu er Hoest jo også lederen, der bag scenen indspiller det hele selv, og selvom dele af livebandet har været med i en årrække, så gør fx V'Gandr og Aindiachai (på henholdsvis bas og guitar) ikke det store for at træde selvstændigt i karakter. Det var black metal af den gamle skole med masser af 'Urgh!', indimellem tilsat brede keyboardflader for atmosfærens skyld, men dog altid med Hoests infernalske fremtoning til at brage igennem, når han gav sig selv lov til det.

Det virkede måske noget aparte med disse mekaniske overgange fra vildskab til det køligt distancerede blik ud over publikum. Det var netop distancen, der gjorde, at der blev længere mellem forløsningerne undervejs, og formularen blev lige rigeligt forudsigelig. Men når det spillede, så vekslede Hoest og hans liveensemble smertefrit mellem det hidsige og det storladne. Når det ikke spillede, blev man til gengæld bevidst om det rutineprægede i præstationen. En vis mekanisk fremtoning kommer vi ikke udenom, men i de sene, besofne aftentimer levede Taake som forventet op til værdigheden som fredagens hovednavn.

Måske endda lidt for forventeligt.