Copenhell 24: Alt godt fra garagen
Svenske The Hives tog deres spøjse charme og gedigne rockenergi med fra garagen, op på hovedscenen, og satte gang i festen torsdag eftermiddag.
Ulasteligt klædt i lækre, spøjse sort/hvide jakkesæt – mønstret med lyn og noder - indtog svenske The Hives hovedscenen Helveti torsdag eftermiddag.
Musikken: Alt godt fra garagen, hvor vi nåede tilbage i 60’ernes britrockede land med impulsiv kærlighed til en skramlet, kåd udgave af tidlig Kinks-og-Stones trykket gennem et moderne garage rock filter, over den nødvendige frenetiske flirt med The Stooges til nogle raserende livtag med The Ramones og anden fartfyldt, rå punk rock. Helt efter egen selektion, og det samlede facit giver The Hives.
Fed sjov og ballade-attitude som hos norske Turbonegro og med samme garage rock dedikation som landsmændene The Hellacopters. Indimellem strejfende det kaotiske, men med en insisterende charme og et gedigent gåpåmod, og med en lyst og vilje til at prikke lidt til konteksten af det heavy orienterede, men dog modtagelige og medvirkende metal publikum. Lidt a la onsdagens Offspring, dog uden det samme hitmateriale i ærmet.
Masser af Sverige vs. Danmark humor, kulmineret med The Hives’ fortolkende favntag af 80’er fodboldklassikeren ”Re-Sepp-Ten” (med den forestående EM-kamp Danmark-England in mente), og ironiske morsomheder som: ”Bagefter får I lov til at hvile jer med lidt metal!”
Men var der gang i den torsdag eftermiddag på Helveti? Jo-da. The Hives opfyldte formålet med at få sparket en uprætentiøs rockfest i gang, og understregede hvad hovedscenen på Copenhell skal bruges til, uanset om man kommer med metal smadder, melodiske hard rock hits, primal punk rock eller noget helt 666’ende: Fællesskab, fest, og et svedigt smil på læben.