Selvlysende, zebrastribet, svenskerfest
The Hives fik salen til at koge, men kendte heldigvis deres besøgelsestid og stoppede festen, mens den var god.
2. Main Offender
3. Walk Idiot Walk
4. Rigor Mortis Radio
5. Good Samaritan
6. Go Right Ahead
7. Stick Up
8. Hate To Say I Told You So
9. Trapdoor Solution
10. I'm Alive
11. Smoke & Mirrors
12. See Through Head
13. Countdown To Shutdown
14. Come On
15. Tick Tick Boom
Svenske The Hives har ikke været forbi Danmark i et årti. Det er godt nok længe, når man bor lige ved siden af. Så Store Vega var af gode grunde pakket til bristepunktet denne aften. At finde en plads var vanskeligt og at finde en drink og derefter en plads var endnu sværere. The Hives er en samling karismatiske svenskere, der spiller hard rock på den der måde, som kun svenskere kan det. Hvis man kender Mustache, er man ikke langt fra.
Veloplagt gadedrengecharme
The Hives mødte ualmindeligt veloplagte frem på scenen i Store Vega og som sædvanligt iført sorte jakkesæt. I dagens anledning var de blevet udstyret med en art hvide lyn, der lyste grønt op i mørke. Og med sig havde de et par ninjaer, der sørgede for at guitaren stemte og den slags. Der var en enkelt lejlighed også en, der spottede en ninja på tambourin. De er gamle i gårde, d’herrer fra Sverige og de har været i gang i 30 år nu, så der var naturligvis lidt af hvert fra bagkataloget, men variationen var det så som så med. Det nok meget forståeligt. Når man har ignoreret et land i en tredjedel af ens karriere, så spiller man et fest-set. Og det gjorde de. De lagde hårdt ud med ‘Bogue Operandi’ fra deres nyeste album. Spilles skulle den jo, så hvorfor ikke ride på bølgen af glade fans, der har ventet alt for længe til at fyre det nye materiale af. Derefter gik vi videre til noget af det lidt ældre materiale, som fx ‘Walk Idiot Walk’ fra 2004. Og det var helt klart, at det var der, publikum fandt mest genkendelse. De skrålede med, klappede med og lod sig villigt dirigere af Howlin’ Pelle Almquist, der havde hele den pakkede Store Vega sal i sin hule hånd.
Almquist var helt ude i hovedet på publikum ved flere lejligheder, herunder et par forsøg på at balancere på rækværket mellem publikum og fotografer. Og vi fik alt, hvad den kunne trække, måske kun lige afbrudt af den lidt tungere, lidt langsommere ‘I’m Alive’, der kom ud som single i 2019, men som aldrig fandt vej til et album. Den brød med gadedrenge-stilen, men udstillede også, at The Hives nok er gode til det, de gør, og at de er store showmen, men også, at de ikke er perfekte. Dermed med 'I’m Alive' desværre også aftenens svageste nummer. Inden da fik vi megahittet ‘Hate to Say I Told You So’ samt en række gode sange fra deres nyeste og ældre albums.
Hitparade og lidt gamle jokes
Det var en hitparade, der kun blev afbrudt af den konstant flabede Almquist, der aftenen igennem diskuterede med publikum om han skulle prata svenska eller engelsk. Det var lidt(!) sjovt den første gang, men blev lidt trættende i længden, og joken er i det hele taget ved at blive gammel. Vi forstår det jo godt, og selvom vi misser et ord, så er det næppe verdensklasselitteratur, der bliver skrålet fra scenen. Så det går nok. Engelsk virker også fint. Som jeg siger til vægelsindede bilister når jeg bliver i tvivl om deres intentioner: “Pick a lane. Any lane”. Nå, det til side, så kan The Hives dælme sparke en fest i gang. Der var mere gyng i gulvet til Grandson, men det skyldes nok, at publikum var færre og dermed lagde mindre vægt på. Der blev danset og svedt og skrålet med på sangene i en stor svedig klump af mennesker, hvor også Almquist og Co. måtte kapitulere og smide jakkerne til ekstranumrene.
Kunsten at kende sin besøgstid
I alt 15 numre blev det til denne aften, og det var faktisk rigtig fint. God længde. Mere havde været ensformigt. Mindre havde været uforløst. Og sådan kan man jo også mærke erfaring hos et band. De kender deres besøgelsestid, og de ved præcist, hvornår festen skal slutte. Og de sluttede den på maner med fællessangen ‘Tick Tick Boom’ fra ‘The Black And White Album’ fra 2007.
Er The Hives stor kunst? Nej! Er det godt showmanship? Ja! Sprechtstallmeister Almquist styrede det selvlysende, zebrastribede cirkus med stor kyndighed og sendte 1500 mennesker ud på gaden i den tiltagende kølige oktoberluft med store smil i ansigtet. Og det kan fandme også noget.