Dream Theater forstod ikke deres eget koncept
PopulærDream Theater er desværre ved at udvikle sig til det monster, som næsten var ved at være den progressive rocks selvmord for 40 år siden. Lørdagens forestilling – for en livekoncert var det ikke – i Vejle viste bekymrende tegn på gentagelse af fortidens fejltrin. Men flot var det.
Dream Theater har udgivet konceptalbummet 'The Astonishing'. Det har fået bragende anmeldelser over det meste af verden. Det skal i den forbindelse dog nævnes, at vi her på Devilution ikke var bemærkelsesværdigt positive i forbindelse med udgivelsen.
Nu er Dream Theater så taget på turne for at spille hele værket, om ikke live, så dog som noget, der ligner. I tilgift til musikken bydes der på en visuel oplevelse i form af lys og animerede videosekvenser, der kontinuerligt vises på store skærme bag bandet.
Hvorfor med sæder?
Af totalt uransagelige grunde har Dream Theater ment, at den fremførelse skal ske foran et siddende publikum, ligesom alle kameraer såvel som mobiltelefoner er bandlyst ved forestillingerne.
Dream Theater har gennemført forestillingen to gange i Danmark. Den 8. marts i DR's Koncertsal og den 12. marts i Musikhuset i Vejle. Devilution var tilstede ved sidstnævnte forestilling.
Det hele var flot grænsende til det perfekte. Men nogen koncertoplevelse var det så sandelig ikke. Forestillingen fik i stedet denne anmelder til at tænke på de fordomme, om hard rock og heavy metal, som man selv voksede op,. Disse genrer har altid været ildeset på medieparnasset, og det kan være en af fortidens anmeldere/musikjournalister som Torben Bille, Jan Sneum eller en helt anden, der gang på gang berettede om, at alle disse metalbands var rige rock stars, der holdt messe for deres fattige fans uden at indgå i en form for interaktion med masserne. Jeg forstod ikke en skid af den sang. Var medlemmerne i Black Sabbath, Iron Maiden, Motörhead ikke børn af underklassen, der spillede for børn af underklassen? Og var det ikke netop til hard rock- og metal-koncerter, at der var syng med, high fives og snak før, under og efter koncerten med idolerne?
Lørdag aften forstod jeg lidt mere af postulatet. For Dream Theaters krav om sæder og ingen telefoner og gennemgående manglende interesse for det publikum, der var mødt op, var påfaldende. I Vejle var publikum ikke en del af forestillingen – kun tilskuere.
Under forestillingen fik det også tankerne til at fokusere dagens tragiske dødsfald. Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer er ikke mere. Emerson, Lake & Palmer var i begyndelse af 70'erne toppen af proggen. Bandet spillede på Isle of Wight-festivalen i 1970 sammen med blandt andet Jimi Hendrix og blev efterfølgende kæmpestore. Så store, at bandet i 1977 fik den idé at drage på turne i USA med et symfoniorkester som opbakning på scenen. Ideen var dødfødt, da der netop i disse tider var en ændring i folks musiksmag fra det elitære, komplicerede og ufolkelige til det simple og folkelige med gang i den. Punken var født.
Har Dream Theater forstået 'The Astonishing'?
Nu kan man med rette indvende, at det er længe siden, at Dream Theater har været toneangivende inden for progmetallen, ligesom bandet med ’The Astonishing’ vel dårligt fortsat kan betegnes som et metalband. Men bandets attitude med forestillinger for et siddende publikum og forestillingens nærmest totale mangel på interaktion med publikum var noget af en øjenåbner. Måske havde de gamle gutter ret i, at nogle bands – dog ikke nødvendigvis metalbands – holder en messe, hvor publikum alene er tilhørere og tilskuere.
Om dette ligefrem vil medføre en revolution for musikken, som punken gjorde i 70'erne, er dog tvivlsomt. For udbuddet og fremførelsen inden for rockmusikken er selvfølgelig mere fragmenteret i dag end for 40 år siden.
Underlig er tekstkonceptet i ’The Astonishing’ dog sammenholdt med præsentationen på turneen. Vi skal høre og forstå den gamle sang om det umiddelbare over for det konstruerede. Det oprindelige over for det elitære. Kunsten over for det teknokratiske samfund. Dette er i ’The Astonishing’ fremført som naturbarnet Gabriel fra området Ravenskill og hans musik over for ”Det store nordlige kejserdømmes” overvågnings-, informations- og underholdningsdroner ”The Nomacs”.
Men når vi så går til forestillingen af albummet, bliver vi mødt med forudprogrammeret musik, forbud mod telefoner, forbud mod kameraer, overvågende vagter, et yderst stramt koncept i fremførelsen, manglende kommunikation med publikum, detaljeret gennemførelse af forestillingen, ingen udefrakommende overraskelser etc. Altså præcis sådan, som tingene fungerer i det samfund, som ’The Astonishing’ postulerer at kritisere.
Det rejser spørgsmålet: Kan Dream Theater slet ikke se, at de spiller på samme scene som the Nomacks?
Gider Dream Theater det selv?
’The Astonishing’ er et temmelig ligegyldigt album. Det er et konceptalbum, men det har mere karakter af en rockmusical end en rockopera. Musikken gør sig marginalt bedre i en opførelse i et teater end på hjemmeanlægget. Men egentlig kunne man bare have spillet albummet og sat lyseffekter og animationer til.
Medlemmerne i Dream Theater virker på scenen i stor udstrækning til at være totalt ligeglade med publikum. Mest passiv i Vejle var bassist John Myung. Hans stilstand på scenen fik salig John Entwistle fra The Who til at ligne en springloppe. John Myung stod helt stille, imens han gloede på en iPad lige foran sig. Måske læste han noder, måske så han et debatprogram, måske noget helt andet. Men spændende har det ikke været, for et splitsekund efter sidste strengeanslag i hver eneste sang var han af scenen.
Jordan Rudess var næsten lige så fraværende på scenen. Dog har han et keyboardstand, der kan dreje og vippe. Så han bevægede sig en del rundt om sig selv. Det havde dog været bedre, hvis han havde vist lidt interesse for publikum.
’The Astonishing’ er guitarist John Petruccis idé. Så han er naturligvis meget på scenen og skifter uafladeligt guitar. Men han havde i Vejle ingen kontakt til publikum. Det gav det indtryk, at vi må forstå, at vi er til stede for bandets skyld og ikke omvendt. Men han spiller godt, og det er påfaldende for kvaliteten af 'The Astonishing', at det var en af Petruccis guitarsoli, der høstede aftenens største bifald.
Trommeslager Mike Mangini har opbygget et trommesæt, der er på størrelse med Neil Pearts fra Rush. Men han bruger naturligvis ikke dem alle. Men det er fedt at have trommer i to etager. Han virkede nu også, som om han ikke var helt træt af at være på arbejde lørdag aften. Så det var da et plus.
Så er der kun forsanger James Labrie tilbage. Han skulle så bære showet. Det så ikke ud til at bekomme ham vel. Lige bortset fra en velkomst og et par gange med opfordring til at synge med havde han nok at gøre med at forsøge at synge alle de forskellige karakterer, der er på albummet. I Vejle drak han gevaldig meget væske imellem sangene. Det tyder normalt ikke godt for den vokale præstation for en sanger. Det forlyder også, at han havde problemer med de højeste toner fire dage før i København. Men i Vejle var vokalen fejlfri. Det giver så naturligvis andre spekulationer, når der nu var så meget af musikken og koret, det var forudindspillet og blev afspillet på backingspor.
Men man har lidt ondt af LaBrie. Han så ud til også at være i gevaldig tvivl om ’The Astonishings’ kvaliteter. Han er ikke ene. Han så i perioder under forestillingen ud, som om han hellere ville være hjemme at se 'Top Gear'. Heller ikke her var han den eneste i salen.
Kritikken af bandmedlemmerne vil garanteret blive mødt med bemærkninger om, at den manglende tilstedeværelse skyldes deres store koncentration og dedikation til musikken. Det kan være. Men vil man optræde for et betalende publikum, så må man også performe.
Man må håbe, at de fem bandmedlemmer har det sjovere til eventuelle efterfølgende backstage-fester. For på scenen synes de ikke ligefrem at nyde deres arbejde eller tilværelsen i hele taget.
Ikke en koncert – en forestilling
Det er svært at anmelde forestillingen i Vejle, hvor ’The Astonishing’ blev fremført. For det er ikke korrekt at se det som en anmeldelse af en koncert. Der var ikke tale om en rigtig koncert. Hvis man i stedet ser det som en fremførelse, forestilling eller lignende, så var det ikke så ringe, ganske flot faktisk med en ganske udmærket lyd. Men det ville for mange sikkert have været en bedre oplevelse, hvis albummet var blev fortolket i en sædvanlig koncertform. Det var på mange måder en ganske lang og trælsom forestilling.