Forbavsende forfejlet

Populær
Forbavsende forfejlet

Rygterne har verseret om, at Dream Theater var på vej med deres bud på en rockopera. I stedet er de landet med en forbavsende fesen musical.

Titel
The Astonishing
Dato
29-01-2016
Genre
Trackliste
AKT 1:
1. "Descent of the NOMACS" (instrumental) 1:10
2. "Dystopian Overture" (instrumental) 4:50
3. "The Gift of Music" 4:00
4. "The Answer" 1:52
5. "A Better Life" 4:39
6. "Lord Nafaryus" 3:28
7. "A Savior in the Square" 4:13
8. "When Your Time Has Come" 4:19
9. "Act of Faythe" 5:00
10. "Three Days" 3:44
11. "The Hovering Sojourn" (instrumental) 0:27
12. "Brother, Can You Hear Me?" 5:11
13. "A Life Left Behind" 5:49
14. "Ravenskill" 6:01
15. "Chosen" 4:32
16. "A Tempting Offer" 4:19
17. "Digital Discord" (instrumental) 0:47
18. "The X Aspect" 4:13
19. "A New Beginning" 7:40
20. "The Road to Revolution" 3:35

AKT 2
1. "2285 Entr'acte" (instrumental) 2:20
2. "Moment of Betrayal" 6:11
3. "Heaven's Cove" 4:19
4. "Begin Again" 3:54
5. "The Path That Divides" 5:09
6. "Machine Chatter" (instrumental) 1:03
7. "The Walking Shadow" 2:58
8. "My Last Farewell" 3:44
9. "Losing Faythe" 4:13
10. "Whispers on the Wind" 1:37
11. "Hymn of a Thousand Voices" 3:38
12. "Our New World" 4:12
13. "Power Down" (instrumental) 1:25
14. "Astonishing"



Karakter
2

Dream Theater har i mange år været det helt store ikon inden for den progressive metalgenre. Med 12 album i bagagen kan det forventeligt nok være svært at holde det samme høje niveau hver gang og samtidig opfylde indre ambitioner om udvikling og kunstnerisk fornyelse. Alligevel er det noget overraskende, at Dream Theater er faldet så voldsomt igennem, som det er tilfældet med ’The Astonishing”.

I modsætning til bandets mange tidligere album, hvor de musikalske kompositioner har været skrevet i fællesskab eller med input fra stort set alle bandets medlemmer, er der denne gang tale om, at guitarist John Petrucci alene har stået for konceptidé og samtlige tekster, ligesom al musikken er skrevet af ham i samarbejde med keyboardspiller Jordan Rudess. Albummet burde aldrig have været udgivet under Dream Theater-navnet. Det ville have givet meget bedre mening, om det var udgivet som et Petrucci-album eller eventuelt som et Petrucci-Rudess-album. Det kunne så samtidig have været en lejlighed til at lade forskellige vokalister deltage på albummet, så stakkels forsanger James LaBrie ikke havde været nødt til at kæmpe sig igennem albummets mange sange og sangenes forskellige karakterer.

Fortærsket konceptidé

Som antydet er der tale om endnu et konceptalbum. Det er der ikke noget som helst galt i, men selve historien, der ligger til grund for albummets tekster, er så uoriginal, at man må mistænke bandet og dets omgivelser i form af familie, management, pladeselskab og så videre for at være ramt at en kollektiv hjerneblødning.

Men døm selv! Vi befinder os i et fremtidigt diktatur. Nogle maskiner kaldet NOMACS (Noise Machines) har overtaget udbredelsen af al kommerciel lyd og underholdning. Rigtig musik er forsvundet og glemt. På nær hos én enkelt person – Gabriel – som derfor er vores helt. Hans fjende er diktatoren kejser Nafaryus, som frygter dette ”naturbarns” indflydelse på masserne.

Det lyder jo altså som noget, Rush allerede kreerede næsten tilsvarende på ’2112’ for 40 år siden – største forskel er næsten, at ’The Astonishing’ foregår i 2285 i stedet for i år 2112. Samme tema blev også brugt i Ben Eltons historie til Queen-musicalen ’The Rock’. Hvorfor dette således gennemkneppede øg skal hives af stalden igen giver ikke megen mening, om overhovedet nogen. Petitesseryttere kan eventuelt fremføre, at hvor der på ’2112’ var tale om individets kamp mod kollektivet, så er der på ’The Astonishing’ i højere grad tale om individets kamp mod eneherskeren. Men det synes dog at være en detalje, der ikke kan bortforklare, at temaet i alle tre tilfælde handler om musik vs. magt eller kultur vs. en teknologisk og politisk undertrykkende samfundsstruktur.



Musikalske klichéer

Det kan være slemt nok, at ideen bag ’The Astonishing’ er ringe. Værre er det dog, at musikken på albummet langt hen ad vejen – især de første to tredjedele – er en katastrofe. ’The Astonishing’ er udgivet på dobbelt-cd og indeholder ikke mindre end 34 sange med en samlet spilletid på mere end 2 timer og 10 minutter. Man kunne i den forbindelse have kortet albummet af med de 24 ringeste sange og stå tilbage med et enkelt album, der alligevel kun var halvgodt.

’The Astonishing’ fejler på stort set samtlige kunstneriske parametre, men albummets allerstørste mangel er, at John Petrucci helt åbenbart har været så forgabt i sin idé til historien, at han har skrevet hele librettoen til alle sangene, før han har hentet guitaren ned fra loftet. Det har så betydet, at han og Jordan Rudess har haft den utaknemmelige opgave at komponere noget musik, som banaliteterne kunne synges henover. Det er så i rigtig mange af sangene endt med, at det er Rudess, der må bære slæbet med at spille noget klaver, som LaBrie kan synge lidt henover, idet musikken så arbejder sig langsomt hen imod en mere instrumenteret del i midten af sangen, inden det hele ender i en finale, hvor man igen køre stille ned for instrumenterne for ligesom at understege vigtigheden af det, som synges.

Det er trist og trivielt. Særligt fordi Dream Theater bærer prædikatet ”progressiv metal”. Der er ikke meget progressivitet at hente på ’The Astonishing’. Musikken er bygget utroligt konservativt op. I begyndelsen af sangene synges der langsomt med sætninger med forholdsvis få ord. I midten kommer der mere tekst og vokal ind i melodien, der underbygges af flere instrumenter. Til sidst sættes tempoet mere og mere ned for at understrege vokalen. Det er et virkemiddel hentet fra den klassiske musik, vistnok benævnt ritardando, og det er den helt klassiske metode anvendt i musicalsammenhænge.

Effekt-klichéer


Og så for at blive ved de anvendte klichéer, så har Dream Theater fundet, at det var en god idé at kæde mange af sangene sammen med støvletramp, lyde af hestehove, fægtelyde m.v. Her troede man i sin naivitet, at sådant lydkitsch var overladt til Manowar.

For en gammel Dream Theater-fan er der i sandhed nok at blive ked af ved gennemlytninger af ’The Astonishing’. Det i en grad, hvor det ville have været oplagt, at albummet var vedlagt en pakke Kleenex.

Særligt første cd er ret forfærdelig. Der er naturligvis enkelte gode sange. ’Three Days’ er ikke uden visse musikalske kvaliteter, men heller ikke her kan man lade være med at lade musicaleffekterne tage over og indsætte et teatralsk stykke, hvor kejser Nafaryus råber en gang spoken word, imens Rudess spiller noget honky tonk-klaver, inden samme kejser bryder ud i brovtende teaterlatter.

Kun få gode momenter

Sangen ’A New Beginning' begynder stærkt. Lytteren er her havnet midt i et generationsopgør, hvor kejser Nafaryus smukke datter Faythe forsøger at overbevise farmand om, at Gabriel er en helt igennem god fyr. Desværre bliver de gode takter fra sangens begyndelse ødelagt af et poppet omkvæd, der lyder som noget, der kunne have været indspillet til bonusudgaven af ’Grease’. Og stakkels James LaBrie skal spille dukketeater med ig selv og være såvel teenageren Faythe, bryske kejser Nafaryus, forstående mor/ægtefrue kejserinde Arabelle og vist nok også tronfølger og søn Daryus.

Anden halvdel er bedre

Det kan heldigvis oplyses, at cd nr. 2 er noget bedre end cd nr. 1. Det skyldes ikke mindst, at den med en spilletid på ”kun” godt 50 minutter er væsentligt hurtigere overstået end etterens næsten 80 minutter. Men samtidig er sangene på cd nr. 2 også væsentligt mere interessante. Man får næsten den tanke, at Petrucci og Rudess er begyndt sangskrivningen i kronologisk rækkefølge, imens resten af Dream Theater i form af James Labrie, John Myung (bas) og Mike Mangini (trommer) var på ferie. Efter hjemkomsten fra ferien er disse herrer blevet præsenteret for materialet og er brudt grædende sammen, hvorfor Petrucci og Rudess har strammet sig noget mere an ved komponeringen af de 14 sidste sange.

Helt godt er det dog ikke blevet. Cd 2 begynder med endnu en traditionel musicaltrivialitet. Man skal tænke sig, at pausen i forestillingen er afsluttet, og imens publikum finde pladserne og bøvser den sidste rest champagne på plads, så sætter orkestergraven i gang med et lille potpourri over de sange, der har været spillet i første akt. Noget lignende indleder cd 1, hvor det var en generel forsmag på de kommende sange, der blev rodet rundt med af bandet i samarbejde med Prags filharmonikere.

Men herefter går meget bedre. Med ’Moment of Betrayal’ er vi helt tilbage i den stil, som Dream Theater behersker til perfektion, og der er også gode ting i den dystre ’Heaven’s Cove’, den hurtige, symfoniske ’The Path That Divides’ og den bombastiske ’The Walking Shadow’. Desværre holder dette høje niveau ikke hele vejen hjem. Men det kan ikke fjerne indtrykket af, at cd 2 hiver noget af det tabte ind igen.



Langt fra klassikerstatus

Hvis man tror, at Dream Theater har skabt en rockopera i stil med forbillederne Genesis’ ’The Lamb Lies Down On Broadway, The Whos ’Tommy’, Pink Floyds ’The Wall’ eller Queensrÿches ’Operation: Mindcrime’ går man helt galt i byen.´The Astonishing’ lyder desværre mere som et oplæg til en Disney-musical.

Dream Theater drager på turne med hele balladen og rammer i den forbindelse Danmark til to koncerter i Danmark for et siddende publikum. Efter sigende skulle musikken her være suppleret med en animationsfilm, der understøtter teksterne. Det bliver interessant at erfare, om det giver musikken et løft, at den indsættes i denne kontekst.