Screwed up på 90’er-nostalgi
Therapy? havde ‘Troublegum’-repertoiret med og lod, som om de ingen vegne er kommet siden 1994 – kunsten at kende sine styrker i en nøddeskal.
Isolation (Joy Division-cover)
Totally Random Man
Turn
Trigger Inside
Brainsaw
Unrequited
Unbeliever
Evil Elvis
Femtex
Hellbelly
Auto Surgery
Die Laughing
Lunacy Booth
Nowhere
—-------------
Nausea
Meat Abstract
Potato Junkie
Teethgrinder
Diane (Hüsker Dü-cover)
Knives
Screamager
“The world is fucked
And so am I
Maybe it’s the other way around
I can’t seem to decide”
Ord, der er til at forstå, og som da også stadig vækker genklang i en verden, der for så vidt har bevæget sig langt henover de sidste 30 år, men stadig er præget af frustrationer og splittelse.
Samt ordene, der indleder ‘Stop It You’re Killing Me’, det første nummer i aften fra den nordirske trio Therapy?, som havde sit store momentum tilbage i 1994 med pladen ‘Troublegum’. En skive, der fostrede intet mindre end seks musikvideoer, hvor især ‘Nowhere’, ‘Die Laughing’ og ‘Screamager’ kørte i hyppig MTV-rotation, dengang den slags var en ting.
Noget, der i hvert fald betød meget for en 15-årig knejt i Kolding, der blev fanget af deres alternative take på datidens grungebølge, og året efter drog til sin første rockkoncert, da Andy Cairns & co. sammen med bl.a. Faith No More, D:A:D og Psyched Up Janis gæstede Tangkrogen til Aarhus Open Air. En stærk koncertgænger-debut, hvis jeg selv skal sige det, hvor jeg tydeligvis ikke var ene om at have fanget Therapy?-hypen, der dog dalede noget så drastisk i forlængelse af den mere introverte efterfølger ‘Infernal Love’, som udkom blot få dage forinden – og siden da har Therapy? for flertallet været plantet som lidt af en parentes i 90’ernes rock-almanakker.
Cairns på vågeblus
En tidsrejse, som trioen respekterer på denne tour med halvanden times throwback til deres spæde dage, og deres cover af Hüsker Düs ‘Diane’ fra førnævnte ‘Infernal Love’ som eneste indslag senere end tourens centrale omdrejningspunkt og 30års-fødselar. Gennemsnitsalderen i aften afslører, at vi nok alle er fælles om at have været der dengang, så nostalgifaktoren er i højsædet.
En faktor, der dog mestendels preller af på undertegnede – men når det nu er sagt, så anerkender jeg fornøjelsen ved at se bassist Michael McKeegan stadig hoppe begejstret rundt hvert andet øjeblik og interagere med alle de indforståede, der kan teksterne på rygraden, ganske som jeg husker ham for 29 år siden. Neil Cooper, der har været med siden 2002, er et stærkt fit bag tønderne for dem, hårdtslående og hyperenergisk, som vi allerede får demonstreret i deres pumpede cover af Joy Divisions ‘Isolation’ tidligt i sættet, men omdrejningspunktet er og bliver nu engang sanger og guitarist Andy Cairns. Ikke fordi han er nogen stor ekvilibrist, men fordi sangene tydeligvis er skrevet med guitaren som omdrejningspunkt, med melodiske grunge-hooks og postpunkens livslede som den lyriske ramme. Budskaber som fx, da ‘Brainsaw’ går ud til dem i krigszonerne og bliver indledt med fælleskrål af omkvædet “I’m in hell, and I’m alone”, kunne lige så godt være skrevet i dag, og på den måde ramte Cairns noget helt centralt dengang, der stadig bevæger her i 2024.
Desværre kommer teksterne dog kun lettere halvhjertet ud i aften. Som om Cairns sparer på luften og mangler lidt af den fordums rå kant i stemmelejet – og med et repertoire, der i så høj grad er båret af teksterne, føles det meget af tiden som om vi selv må trække på fællessangen for at få det fulde udbytte med. Det afspejler sig i hvert fald sådan i salen, som koncerten skrider frem, men musikalsk er alt dog helt ved det gamle. “Who wants to hear riffs?” lyder det fra Cairns, og selvfølgelig vil vi det – ikke mindst, når det er den lækkert dystre ‘Unbeliever’, der er i vente. Jubilæums-effekten gør måske stemningen lidt for munter indimellem – det føles fx nærmest livsbekræftende at skråle med på “I got a trigger inside, I get the feeling I’ve been cheated”, i modstrid med sangens ånd, og ‘Die Laughing’ drukner også lige lovligt meget i fællesskrål, hvor charmerende det så end kan føles i momentet.
Når enden er god ...
Bedre slipper de til gengæld afsted med mere glemte deep cuts som et huggende skarpt take på ‘Femtex’ og de mere rå, tidlige cuts som ‘Nausea’ og ‘Meat Abstract’, da vi når over i encore-delen af sættet. Cairns gemmer tydeligvis mange af kræfterne til ekstranumrene som en tiltrængt dimension, hvor vokalen leveres mere spydigt, og selvom han sikkert har brugt det trick mange gange, så er der nu stadig noget bid over hans introduktion af ‘Potato Junkie’, der, jævnfør sangens refræn, får disse ord med på vejen:
“You wanna hear an Irish folk-song? Here comes ‘James Joyce is fucking my sister’!”
Cooper får også en stund i rampelyset som dagens fødselar, hvis nogen af os da endnu ikke havde opdaget, at han kan “Drum like a mutherfucker!”, og derefter skorter aftenen mod enden med de to åbningsnumre fra ‘Troublegum’-pladen, den sublimt hidsige ‘Knives’ og monsterhittet ‘Screamager’ med refrænet “I've got nothing to do except hang around and get screwed up on you” at skråle onsdagen på Pumpehuset til ende på.
En svedig afslutning på en aften, der dog manglede lidt for rigtig at tage fart – og den festlige stemning kom også på bekostning af bidet og den ungdommelige vrede i både sangskrivningen og ikke mindst lyrikken, der i særdeleshed er det, der hæver pladen over flere af Therapy?s samtidige. Gudskelov havde gennemsnitsalderen i salen også det positive aber dabei, at jeg ikke i lange tider har set så få telefoner i brug under en koncert, fordi folk var herligt nærværende og på, med grungenerven tyktflydende i rummet. En nerve hele salen usvigeligt havde været en del af – og fællesskabet kan nu også noget.
Videre skelsættende var koncerten dog ikke, men et skud riffy 90’er-rock kan nu også noget på en halvflad onsdag – og for dem med nostalgien i årerne kunne den uden tvivl lidt mere.